‘Guts’

”Den, der videregiver fiktionen skal være bevidst om det helt fundamentale, at man lige så lidt har lyst til at høre om offeret som om bøddelen. Det ved enhver kvinde, der er blevet voldtaget: Der hænger et eller andet frivolt ved udåden. Man tror jo ikke rigtigt på dén historie, ligegyldigt hvad der er sket. På den anden side vil man jo absolut også have det dårligt med en Donald Trump type, som praler med sine gramsende overgreb på fotomodeller, ligesom man gyser ved påstanden om Bill Clintons voldtægtslignende forførelser af underordnede praktikanter i embedsmandssystemet. Når alt kommer til alt ligner voldsmanden uhyggeligt meget sit offer, som John Cale engang formulerede det. "In the end, in the end", sørgede han dog for at understrege. Lige så lidt som vi vil høre om voldsmanden vil vi høre om offeret, begge dele bryder roen på en virkeligt uhyggelig og uhøflig måde, og nu har vi det sgu da næsten slet ikke rart længere, her hvor desserten er lige ved at blive serveret, hvad i alverden fortæller du dog dette svineri for? Er det fordi du gerne vil provokere?”

- fra Jan Sonnergaards sidste udgivne novelle, ‘Fundamental, familiær spillogik’, der udkom i online tidsskriftet ’Lapidar’, d. 1. november. Redaktøren introducerede den således: ”Novellen i Lapidar er mere eksperimentel og befinder sig i spændingsfeltet mellem essay, socialrealisme og metarefleksiv modernisme.”

Det, jeg hæfter mig mest ved er, at den sidste rocktekst som Jan Sonnergaard citerede fra - og han har godt nok citeret mange gennem årene – var John Cales ’Guts’:

Jan, du havde om nogen dine meningers mod. Tak for dét og tak for alt dét andet.

“The bugger in the short sleeves fucked my wife

Did it quick and split

Back home, fresh as a daisy to Maisy, oh Maisy

And the twelve-bore it stood in the corner

Quite operatic in its self-disgust

It blew him all over the living room floor

Like parrot shit, parrot spit, parrot shit was shot

Now suppose it was someone familiar

Someone we all would know

embarrassing denouement, n'est-ce pas?

Familiar hyperbole

And there would go the secret plot

The piss had missed the hole in the pot

Like that ancient teenage dream

From soul to poison soul to poison soul

Guts, guts, got no guts

And stitches don't help at all

Guts, guts, got no guts

Holes in the body, holes in the legs

Holes in the forehead, holes in the head

Holes in the body, holes in the legs

There should never be holes at all

There should never be holes at all

So, kill all you want or more

Make sure, do it right

Dead is dead, and door nails forget

And then you'll notice

How the waster and the wasted

Get to look like one another

In the end, in the end

In the end, in the end

In the end, in the end

In the end, in the end”

“The bugger in the short sleeves”, har faktisk et navn, eller havde, han er her heller ikke længere. Hans navn var Kevin Ayers