Blogger Widget

tirsdag den 26. juli 2016

Sommerradio #5: Iransk præ-revolutionær pop, psych & folk med Alexander Christian Nitze


Vi har brug for hjælp. Lad mig begynde ved begyndelsen. Tilbage i februar var der et foredrag i Mellemfolkeligt Samvirkes café, Mellemrummet, ude på Nørrebro, jeg var vildt opsat på at høre. Jeg kom ikke afsted, men fik senere at vide, at der havde været fuldstændigt proppet. Det ærgrede mig alligevel de følgende dage, at jeg ikke havde nosser nok til at cykle til Ravnsborggade en kold tirsdag aften, for at høre Alexander Christian Nitze, fortælle om sin store passion for 7”-singler fra Iran fra slutningen af halvtredserne og frem til den islamiske revolution i slutningen af halvfjerdserne. At få et indblik i en tid, der er forbi. Både kulturelt og musikalsk.

Jeg vil ikke kalde mig selv snarrådig. Jo, måske i visse situationer. Jeg kontaktede i al fald Alexander Christian Nitze, og spurgte, om han kunne tænke sig at komme forbi Mod Strømmen, for at berette om dette interessante emne. Det ville han gerne.

Hvad angår hjælp, så læser Nitze ikke farsi. Det betyder han ikke ved, hvad der står på de originale 7”’ere, han har hentet i Iran. Internettet kan assistere, men ikke med alt. På fredag, d. 29. juli, når udsendelsen bliver lagt ud til stream, vil flere af numrene derfor bare være repræsenteret ved coveret. Det gør vi i håb om, at der sidder én derude, der kan give os oplysninger om, hvad kunstneren og sangen hedder.

Stil ind på torsdag, d. 28. juli, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream.

Ingen kommentarer: