Širom genbesøger barndomslandet

Jeg ved ikke om måbende er det rigtige ord. Men vi kiggede en ekstra gang, da den slovenske trio Širom ankom til dette års Fanø Free Folk Festival. Vi sad udenfor og fulgte med tiltagende interesse med i, hvordan de bare blev ved med at slæbe eksotiske og for os ukendte instrumenter ud af tourbussen. Senere fandt vi ud af, at flere af dem var hjemmelavede, mens andre var hjembragt fra rejser i Indien, Marokko, Mali, Grækenland med videre. Jeg havde ikke læst op på bandet i forvejen. Men vidste instinktivt, at dem ville jeg høre.

Det blev en intens musikalsk oplevelse, der vekslede mellem det meditative med lange forløb, over improviseret, instrumental progression, der steg og steg i intensitet, for at ende med, at de løsnede strenge på de hjemmestrikkede instrumenter og holdt dem ud i strakt arm og slog på dem med forskellige redskaber. På det tidspunkt, prikkede jeg diskret støjviolinisten Nils Gröndahl, der stod foran mig og lyttede opmærksomt, på skulderen og spurgte om, hvad pokker de havde gang? Han smilede og forklarede mig et eller andet, som jeg har glemt, men som i det eksakte øjeblik, gav mig en større forståelse af Široms virkemidler og approach til musik. Jeg ved intet om slovensk folkemusik, men denne cocktail med en snert post-minimalisme, atmosfæriske lydlandskaber og en form for freeform gentagelser, var alt, hvad jeg havde behov for dén lørdag aften i Sønderho Forsamlingshus.

Tidligere på måneden udsendte Širom, deres tredje album, ‘I Can Be A Clay Snapper’, på Glitterbeat Records. Ifølge pressematerialet, har den væsentligst inspiration til udgivelsen været barndomslandet. Ikke bogstavligt talt, men gennem erindringen om noget, der var engang. You know….