Blogger Widget

fredag den 30. juni 2017

Sommerradio #1 (2017). Gæs og geværer med Svend-Allan Sørensen. Playliste 29. juni 2017


1. Elza Soares - Língua de Pilão (1977)                      
2. Goose Creek Symphony - (Oh Lord Won't You Buy Me A) Mercedes Benz (1972)
3. Evald Thomsen - Den Toppede Høne (1964)
4. Lulu Ziegler - Vildandens Sang (1952)
5. Gustav Winckler - Hvide Måge (1957)
6. Ned Miller - Cry Of The Wild Goose (1963)
7. Tennessee Ernie Ford - Shotgun Boogie (1950)
8. Johnny Cash & Bob Dylan - Careless Love (1969)
9. CS Nielsen - You Can't Escape (2016)
10. Jacob Bellens, Mads Mouritz, Solveig Sandnes, Lone Hørslev, Dy Plambeck m. fl. - I Kan Ikke Slå Os Ihjel (2010)   
11. Link Wray And His Ray Men - Run Chicken Run (1963)
12. The Ramones - Surfin' Bird (1977)            
13. Captain Beefheart & The Magic Band - Ice Cream For Crow (1982)
14. Er De Sjældne - Isfugl (2009)
15. Olesen-Olesen - Solsort Og Forstærker (demo)(2005)
16. Peter Laugesen & Mindspray – Pipfugl (2001)                 
17. Aksel Schiøtz - Sig Nærmer Tiden (Trækfuglene) (1939)                           
18. Roxy Music - Nightingale (1975)
19. Electric Scar - Girl In The Garden (2017)


RF 17 #3. Fredag og lørdag.


Selvom dagen i dag var den hurtigst udsolgte, hvad angår en-dagsbilletter, så er den i min idiosynkratikse optik, nok den der på papiret virker mest uinteressant. Det bar vore to optaktsudendselser allerede præg af (lyt med her eller der). Med Seun Kutis to seneste udgivelser er han for alvor trådt ud faren Fela Kutis skygge. Vejen har måske været hæmmet af at have Felas gamle orkester Egypt 80 med som backing. Anyway, der bliver gang i den på Orange, kl. 16.00, når Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey (rapperen Mos Def) går på scenen. Hvis ikke det er den store ”samlende” fest, man går efter, så spiller den tidligere hjemløse elektronicamusiker Hieroglyphic Being, der bliver beskrevet som en krydsning af Chicago-house og The Sun Ra Arkestra, på Gloria en halvtime senere. Ham når jeg formentlig ikke.

Min næste to afkrydsninger overlapper også hinanden. Afenginn spiller Pavilion, kl. 18.15. Så vidt jeg har hørt, dukker de over tyve mand op, så deres bastard-etno-punk-folk-world, skal nok få ben at gå på. I disse Twin Peaks-tider er det et plus at vide, at den australske sanger og sangskriver Alex Cameron, blev opdaget af duoen Foxygen, da han spillede et job i David Lynchs parisiske klub, Silencio. I 2016 turnerede han med Mac DeMarco, Kevin Morby og Unknown Mortal Orchestra. I dag kommer han forbi Gloria, kl. 18.30. Mon ikke jeg vælger Cameron? Afenginn, hørte jeg, trods alt, så sent som i maj.

Herefter ser det ud til, at dagen så begynder at løbe fra min planlægning. Kl. 21.30 sker der dog noget på Avalon. La Mambanegra fortrækker musikgenren break-salsa, når de beskiver sig selv. I et bredere perspektiv er de vel panamerikanske, idet gruppen blander salsa fra New York i halvfjerdserne med elementer af funk, hip-hop, samt regionale musikarter fra Jamaica og deres hjemland Columbia. Det kunne måske blive et såkaldt Roskilde-moment?


Nogle timer senere, kl. 00.30 på Gloria, kommer et andet af de såkaldte verdensorkestre, der kunne gå hen og blive eminent. BCUC er et syvmands højt band fra Soweto. De spiller en form for politisk afro-psychedelia trance med flashback til tidligere tiders sydafrikansk musik. Moon Duo, der går på Pavilion-scenen, kl. 02.15, behøver jeg ikke at høre. Dels fordi, jeg har hørt dem mange gange, dels fordi jeg synes, at deres ellers spændende udladninger er gået hen og blevet temmelig stillestående på deres to seneste udgivelser, ’Occult Architecture Vol. 1 & Vol. 2’.

Lørdag, lørdag, lørdag. Den sidste dag kan jeg passende begynde med den klassisk uddannede, indiske guitarist, Debashish Bhattacharya. Han står bag stilen hindustani slideguitar, hvor han spiller på en guitar, der er beslægtede med en lap steel guitar, men som han selv har vidreudviklet. Med sig har han Gurdain Singh Rayatt på tabla. Det er kl. 12.30 på Gloria. Fra Indien til Korea. Samme scene, kl. 16.30.  Black Strings fokus er at formidle traditionel korenansk musik i en moderne form. Men også gennem improvisation at bringe musikken helt nye steder hen. Det lyder spændende.

Jeg hører ikke den skare, der gik i ekstase, da det banebrydende shoegaze-band Slowdive blev gendannet for nogle år tilbage. Deres comback-album fra i år kan dog en hel masse, så jeg skal forbi Avalon, kl. 18.00. Der er ikke mange overlap lørdag, jeg er dog stadig tvivlrådig, skal jeg vælge Priests eller Romperayo, der henholdsvis spiller Pavilion, kl. 20.15, og Gloria, kl. 20.30. ’Nothing Feels Natural’, Priests debutplade fra i år, er en lille åbenbaring. Med et postpunket, krautrockende blend af måske noget Raincoats, jeg har også hørt Portsihead nævnt (det forstår, jeg ikke), raser gruppen mod senkapitalismen og især valget af Donald Trump. Romperayo er vanvid fra Columbia. Flere af medlemmerne har tidligere spillet Roskilde med Meridian Brothers og Ondatrópica. Det alene borger for kvalitet. Vestsahara møder fransk postpunk når Group Doueh & Cheveu går på scenen, kl. 22.15, på Pavilion. Kaos, både-og. Hvis man er det mindste i tvivl, så tag lige at lyt til deres samarbejde ’Dakhla - Sahara - Session’ fra i år.



Kl. 24.00 kæmper punktrioen Show Me The Body fra New York City og hjemlige Baby Woodrose om min opmærksomhed. Mon ikke, det bliver Show Me The Body, der vinder...

onsdag den 28. juni 2017

RF 17 #2. Onsdag og torsdag


Engelske Vanishing Twin fik vi kun nævnt i optaktsudsendelserne til dette års Roskilde Festival (lyt her eller der). Det er ikke desto mindre et af de orkestre, jeg satser på at få hørt, når festivalpladsen åbner i dag.  Hvis ikke det lykkes at få plads i Gloria, kl. 17.30, kan jeg altid fange dem, d. 20. september, på Loppen. Selvom jeg ikke faldt pladask for ’Choose Your Own Adventure’, gruppens debutplade fra sidste år, har dens varme tilbagelænethed, de flydende og fortryllende beats og baslinjer, dog langsomt sneget sig ind på mig.  

Idles fra Bristol er det første band, jeg har sat ring om, der optræder på Pavilion i dag. Det gør de allerede, kl. 18.15. I den britiske presse bliver de kaldt punk. Jeg ved ikke. Til trods for, at det er snerrende og fyldt med adrenalin og vrede. Det samme kan man ikke sige om Alsarah & The Nubatones, der har rødder i Sudan, men i dag bor i New York. Østafrikansk pop blandet op med afrofunk og en mere udefinerbar mellemøstlig vibe. Men andre ord, en koncert som man kan tage sin kone eller kæreste med til. Uden at være nervøs for om de dødkeder sig.  Det er Avalon, kl. 19.30. 

Det familiære, mere intime samvær må vige pladsen, når Marching Church, spiller på Pavilion, kl. 20.15. Så sent som mandag aften, talte jeg, efter ML Buch på Rising-scenen, med en musiker fra et ungt københavnsk band om netop Marching Church. Han havde svært ved at fange den internationale hype. Det kan jeg sådan set godt forstå. Men bandets forening af post- og bluespunk, samt kunstpop og kammermusik har taget røven på mig.

Nu begynder det at knibe. Jeg har tidligere bebudet, at min projekterede vej gennem festvalen, skal være så realistisk som overhovedet muligt. Og jeg kan ikke både høre 75 Dollar Bill og Kevin Morby på samme tid. Sidstnævnte har jeg hørt live, han kommer også tilbage til København senere på året, så valget var egentlig ganske nemt. 75 Dollar Bill er skramlet instrumental gaderock fra New York, der trækker på inspirationer fra både Afrika og Indien, tilsat et skvat Velvet Underground. Gloria, kl. 22.00


Jeg slutter dagen af på Pavilion, kl. 24.00, hvor Mâallem Hamid El Kasri Gnaoua Ensemble feat. Justin Adams går på scenen. Den konstellation er Roskilde Festival de første til at præsentere. Hvilket så også vil sige, at der endnu ikke findes lyd på dem. Via dette link kan man dog høre ensemblet øve op til sent i aften.

Nu til i morgen. Det kunne være rart at begynde dagen med Lorenzo Woodrose i Gloria, kl. 12.30. Mon ikke han spiller sange fra sin kommende dansksprogede LP?. Jeg tvivler dog på, at jeg når frem. På den anden side, det bliver nok ikke et problem at høre Lorenzo Woodrose live, når pladen kommer på gaden. Til gengæld vil jeg gøre meget for at nå Acid Arab på Apollo, kl. 14.00. Den pariske duo lader inspirationer fra især Mellemøsten, men også Nordafrika få frit løb. Kl. 16.00 har jeg en drøm at kunne slænge mig i græsset foran Orange, hvor Savage Rose skal spille. Metrologernes forudsigelser lader dog ikke til at være med det dovne publikum, så jeg må nok op at stå.

Kl. 18.15, står den på endnu et af de nye vrede og politisk engagerede band fra England (Idles var det første) på Pavilion. Shame fra det sydlige London har ikke været til at stoppe siden de spillede en showcase på Eurosonic, tidligere i år. Her ’Visa Vulture’, hvor de går i rette med Brexit.


”Den, nu 79-årige, Roskilde-aktuelle sangerinde Elza Soares, mødte natten efter Brasiliens VM-triumf i 1962, sit livs kærlighed. Han var gift og havde ti børn. Selv var hun enke med fem børn, efter hendes mand, som hun var blevet gift med som 12-årig, var død af tuberkulose nogle år tidligere. Affæren med fodboldstjernen Garrincha, der netop var blevet kåret til turneringens bedste spiller ved VM i Chile, var guf for tabloidpressen.

Garrincha var muligvis verdens bedste højre wing, til trods for, at han var født som krøbling. Han var kalveknæet på det ene ben og hjulbenet på det andet, men bliver stadig betragtet som én af de fremmeste driblere i fodboldhistorien. Hun var sort natklubsangerinde og enlig mor. Pressen var ikke et sekund i tvivl om, hvem skurken var. De brasilianske journalister korsfæstede Elza Soares. Forholdet holdt dog og de blev gift ved en uofficiel ceremoni i 1966. I 1977 forlod Soares Garrincha efter, at han havde slået hende under et skænderi.

Garrincha døde af skrumpelever i 1983. Soares har vi endnu. Tak for bookingen, Roskilde.”

Ordene om Elza Soares herover er mine egne. Endnu engang. Tak for bookingen. Jeg står klar på Avalon, kl. 19.00.

Herefter ved jeg ikke, om jeg bare skal flyde med strømmen eller tage hjem? Det kan være det formodede regnvejr, tager beslutningen for mig. Svenske Viagra Boy, som jeg gerne vil høre, går først på kl. 00.30 på Pavilion. The Jesus & Mary Chain, har jeg allerede hørt en fremragende rockkoncert med i år. At de først spiller kl. 02.00 på Arena, betyder altså ikke så meget. Jeg har det lidt på samme måde med det tunesiske tranceband Ifriqiyya Électrique, der først entrer Gloria kl. 02.30, de spiller nemlig på Global til oktober. 

tirsdag den 27. juni 2017

Sommerradio #1 (2017). Gæs og geværer med Svend-Allan Sørensen


”Svend-Allan Sørensen er en ganske særlig stemme i samtidskunsten. Han har noget kørende med sproget, men han har også noget for med naturen og med de vildtlevende dyr.”

- således begynder en portrætartikel i Weekendavisen, her gengivet fra Kunstonline, om Svend-Allan Sørensen.

Svend-Allan Sørensen er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi 1997-2002 og har efterhånden en del soloudstillinger bag sig. Han arbejder med mange forskellige kunstneriske udtryk, såsom grafik, linoleumssnit, træsnit, litografi, skulptur/objekt, installation, video og foto.

I et interview i forbindelse med udstillingen ‘Does Living With Birds Enhance My Life?’, der fandt sted på Overgaden Institut for Samtidskunst på Christianshavn i 2008, kommer han ind på, hvor han finder inspiration: ”Jeg cykler generelt noget rundt mellem mine main men – mine inspiratorer – fra Joseph Kosuth over Peter Laugesen og Johnny Cash til Johannes Larsen i én, tror jeg nok, ordnet pærevælling”

Sørensens forkærlighed for det konceptuelle, de grafiske virkemidler og sproget, må stamme fra Joseph Kosuth. Hans affære med ordene kommer til dels fra Peter Laugesen og musiktekster, der kunne være Johnny Cash. Og Johannes Larsens fuglemalerier, kender vi jo alle. Nu har vi vist interessen for fuglene på plads eller mere specifikt andefuglen, der indgår i overskriften. Men hvad så med geværerne? Det kan jeg svare kort på. Svend-Allan Sørensen er aktiv jæger.

Alt det og meget mere handler årets første sommerradio om. Stil ind nu på torsdag, d. 29. juni, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte stream.

Og til dem, der genkender ordene på linoleumstrykket øverst, men ikke kan huske, hvor de kommer fra:


mandag den 26. juni 2017

Summertime Blues #9 (2017). Spilleliste mandag d. 26. juni.


Den tid på året igen. Radio Bluestime er taget på sommerferie. Det vil sige, at Mod Strømmen overtager mandage mellem kl. 18 - 19.30 på Christianshavns Kanal. Hvad der kommer til at ske, må tiden vise. Det eneste, der er sikkert for nuværende, er, at det bliver one-time udsendelser. Der bliver altså ingen mulighed for at genhøre programmet.

Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte stream.

søndag den 25. juni 2017

RF 17 #1. Campingdagene

Lyse nætter. Midsommer. Roskilde Festival. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har travet Dyreskuepladsen tynd omkring dette tidspunkt på året. Hvis jeg gjorde mig en smule umage, kunne jeg nok sjusse mig frem til antallet. But who cares. Jeg ved dog, at summen overstiger gennemsnitsalderen på festivaldeltagere, der ligger omkring de 23 år, som RF har formået at holde gennem alle årene. Imponerende. Hvor mange andre musikfestivaler kan prale af det?

Selvom Mod Strømmen allerede har sendt to optaktsudsendelser om RF 17 (lyt her og der), og adskillige af de acts, der bliver rekommanderet i programmerne, kommer til at gå igen i de kommende dages musikanbefalinger, så vil jeg dog forsøge at gøre min vej gennem festivalen, en kende mere realistisk. Jeg kan ikke nå det hele. Sådan er det.

I dag søndag, er ikke min dag. Sagt på en anden måde, jeg begiver mig ikke til Roskilde senere. Københavnske Værket spiller ellers på Rising, kl. 17.00. Alt omkring bandet virker særdeles sympatisk, jeg har imidlertid stadigvæk svært ved at nå ind til deres moderne take på progrock. Om det bare er mig, skal jeg lade stå upåtalt hen.

Mandag ser bedre ud. Man kan eksempelsvis begynde dagen med at hænge ud ved den nye East-scene, hvor Worldly, et sammenrend af djs fra det københavnske worldmiljø, spiller plader fra kl. 12 - 18. Programmet Varme Rytmer på netradioen Heartbeat.dk, havde forleden besøg af nogle af de medvirkende vinylsamlere. Her kan man få en forsmag på, hvordan dagen måske kommer til at forløbe.  Jeg fortsætter i verdenssporet. Når klokken nærmer sig 18.30, skal jeg forbi Rising, for at høre danske The KutiMangoes. Navnet siger formentlig det hele. Hvis ikke, kan jeg oplyse, at det er afrobeat. En af de hotteste musikgenrer, når der bliver festet igennem i København i disse år.


Tirsdag kan man også begynde ved East-scenen, hvor det aarhusianske spillested Tape har sat programmet sammen fra kl. 12 – 18. De første timer bliver med resident-djs, hvorefter Puyain Sanati alias Grammar Of Movement tager over med et elektronisk sæt, der et sted bliver beskrevet som både ”tåget” og ”råt”. Senere kommer den engelske klub-dj, Lee Gamble.


Indimellem kan man bevæge sig over til Rising-scenen. Først omkring kl. 14.00, hvor den fandenivoldske sekstet Pardans, som jeg endnu mangler at høre live, går på. De nævner selv The Pop Group og The Birthday Party som fundamentale inspirationskilder. Kl. 15.30, forbliver jeg lidt i samme stemning. Aarhusianske Modest er ligeledes påvirket af de kuldslåede firsere. Bandet var ellers gået mere eller mindre i hi eller i det mindste på stand-by, indtil de fik en henvendelse fra RF om at spille. Derefter fik de røven med sig. I maj udkom ep’en ’Pretty Sure It’s Honest’ på Mikkel Holm Silkjærs (Yung) label, Shordwood. 


Göteborgske ShitKid, der bærer det borgerlige navn Åsa Söderqvist og har rødder i feministisk punkrock, ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal forvente mig af. Hun dukkede op sidste år med en fuldstændig smadret lo-fi ep. Debutalbummet ’Fish’ er lige udkommet og selvom det er pænere end ep’en, ja, så har jeg nok rimelig høje forhåbninger til koncerten på Rising, kl. 18.30.

The Love Coffin, der lukker campingdagene ned, det vil sige kl. 23.00 på Rising, er pensum for alle, der holder af regulær og uforfalsket rockmusik. De er nok et af landets bedste bands for tiden. Hvis ikke det bedste!


lørdag den 24. juni 2017

fredag den 23. juni 2017

Drone Of The Dragonfly & Terremoto. Playliste 22. juni 2017


1. Drone Of The Dragonfly - Red Willow (2017)
2. Terremoto - Someone Scary (2017)
3. Killing Joke - Requiem (1980)
4. Ballet M.Ecanique - Given (1982)
5. Fantastic Negrito - Scary Woman (2016)
6. The God Machine - Out (1993)
7. Drone Of The Dragonfly - Opiate Miasma (2017)
8. Terremoto - Bullet Blind (2017)
9. Anoushka Shankar - Boat To Nowhere (2016)
10. The Moth Gatherer - Pale Explosions (2015)
11. Thåström - Sluta När Jag Vill (2012)
12. Sonic Jesus – No Way (2017)
13. Terremoto - Get My Burn (2017)
14. Drone Of The Dragonfly - Into The Metre (2017)


onsdag den 21. juni 2017

Gerard Malangas digt til Anita Pallenberg


Gerard Malanga, Andy Warhol, Edie Sedgwick, Chuck Wein, Anita Pallenberg, plus gæst og kaniner. Paris, 1965.

Herunder Gerard Malangas digt til Anita Pallenberg, som han skrev i forbindelse med hendes død i sidste uge

tirsdag den 20. juni 2017

Drone Of The Dragonfly og Terremoto i Mod Strømmen


I april udkom en split-LP, som jeg har hørt en del, men aldrig har fået omtalt her på siden. Sådan går det faktisk ofte med meget af den nye musik, jeg lytter til. So much to do, so little time. Jeg brokker mig ikke, det er blot en banal konstatering. Anyway, det drejer sig om soloprojekter fra henholdsvis Alioscha Brito-Egaña og Carsten West fra veteranrockbandet President Fetch. Genremæssigt er det to meget forskellige pladesider, selvom de begge er enige om at dedikere albummet til den indfødte befolkning i Nord-, Mellem- og Sydamerika.


Brito-Egañas Terremoto er tung og mørk, mens Wests Drone Of The Dragonfly er mere flydende og organisk, og som bandnavnet antyder dronet, ja nogen steder nærmer det sig det, man før i tiden kaldte stammemusik. De har begge allieret sig med gæstevokalister fra den københavnske undergrundsscene.  Bo Morthen Pedersen (On Trial, Black Seagull), Jakob Kolkur (Bug Rocket), Morten Kjersgaard Nielsen (President Fetch) deltager hos begge, mens det kun er Carsten West, der har hidkaldt Mark Burer (Java Skull). West er endvidere blevet assisteret af Henrik ’Hobitten’ Klitstrøm (On Trial, Spids Nøgenhat og Alioscha Brito-Egaña på guitar.

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 22. juni, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte stream.

mandag den 19. juni 2017

Summertime Blues #8 (2017). Spilleliste, mandag d. 19. juni


”Den tid på året igen. Radio Bluestime er taget på sommerferie. Det vil sige, at Mod Strømmen overtager mandage mellem kl. 18 - 19.30 på Christianshavns Kanal. Hvad der kommer til at ske, må tiden vise. Det eneste, der er sikkert for nuværende, er, at det bliver one-time udsendelser. Der bliver altså ingen mulighed for at genhøre programmet.

Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte stream

lørdag den 17. juni 2017

Tema om The Replacements. Playliste 15. juni 2017


1. The Replacements - Talent Show (1989)
2. The Suicide Commandos - Monster Au Go Go (1976)
3. Curtiss A - Land Of The Free (1978)
4. The Replacements - I'm In Trouble (1981)
5. Hüsker Dü - Amusement (1981)
6. The Replacements - Somethin’ To Dü (live) (1981)
7. The Replacements - Kids Don't Follow (1982)
8. Paul Westerberg - Bad Worker (demo) (1983)
9. The Replacements - Within Your Reach (1983)
10. Paul Westerberg - It's Hard To Wave In Handcuffs (demo) (1982)
11. The Replacements - Sixteen Blue (1984)
12. The Replacements - Favorite Thing (1984)
13. The Replacements - Can't Hardly Wait (early acoustic version) (1985)
14. The Replacements - Bastards Of Young (1985)
15. Vanity Fair - Hitchin A Ride (1969)
16. The Replacements - Hitchin A Ride (live) (1986)
17. The Replacements - Nowhere Is My Home (outtake) (1985)
18. The Replacements - Alex Chilton (1987)
19. Alex Chilton - Song About The Replacements (live) (1987)
20. The Replacements - I.O.U. (1987)
21. The Replacements - Job Country (God Damn Job) (live) (1983)
22. The Replacements - I Hate Music (funk version) (live) (1983)
23. The Replacements - I'll Be You (1989)
24. The Replacements - We'll Inherit The Earth (first mix) (1989)
25. The Replacements - Portland (1988)
26. The Replacements & Tom Waits - We Know The Night (1989)
27. The Replacements - Here Comes A Regular (1985)


'Pleased To Meet Me' fylder tredive i dag.


onsdag den 14. juni 2017

I morgen er det 24 år siden, at ’14 Songs’ kom på gaden


”Joni Mitchell taught me how to be honest as a writer. Bob Dylan taught me how to use--how do I say this? He's my favorite, but anybody who thinks all of his songs were written off the top of his head I think will be surprised. A lot of his stuff comes from the Bible and from other poems that he arranges in his own way, which there is nothing wrong with. I don't think anything just comes from nowhere”

- Paul Westerberg til Los Angeles Times, d. 6. juni 1993 i interviewet, ’An Untroubled Troubadour : Songwriter Paul Westerberg returns with '14 Songs' about insecurities and desires--after battling his own’, der blev givet i anledning af, at hans “solo-debut” ’14 Songs’ var lige på trapperne.

Læs resten af samtalen herunder.

Til trods for, at Paul Westerbergs skarpe intellekt, hans kreative begavelse og evne til at formulere tanker og følelser, har han altid forsvaret det at være uskolet, selvlært eller hvad man nu engang kalder det. Et statement eller en rockattitude, man genkender fra et helt kuld af musikere fra den amerikanske arbejderklasse og lavere middelklasse. Det er vistnok det åbningssangen på ’14 Songs’ handler om:


tirsdag den 13. juni 2017

The Replacements-special i Mod Strømmen


Jeg ved ikke, hvordan jeg skal begynde eller ende dette forskræp for vores ’Mats-tema på torsdag. Der er mange ting, jeg gerne vil fortælle om The Replacements. Men, da vi har valgt at lave udsendelsen i gruppens ånd, dvs. ikke at lægge for mange planer på forhånd, den slags ting har nemlig tendens til at gå galt. Hvilket der er adskillige eksempler på i Minneapolis-bandets historie. Om det var bevidst eller ubevidst kommer vi måske nærmere ind på i udsendelsen. Hvor langt de fleste orkestre nyder de momenter, hvor alt går op i en højere enhed og gerne trækker øjeblikket ud, havde The Replacenments hang til selv at sabotere det, når deres hardcore møder rootsrock nåede disse magiske højder. Måske var der en intern dynamik i gruppen, der ødelagde mere end godt var? Men for pokker, hvor har de lavet mange gode sange, hvor de ikke har behøvet at gemme sig bag støj- eller kunstekskurser, som Sonic Youth gjorde, eller mere stringent signaturrock, som Hüisker Dü havde tilbøjelighed til. Tag ikke fejl, jeg holder meget af Sonic Youth og Hüsker Dü.

Hvorfor dette ’Mats-cadeau netop nu, er der sikkert flere, der vil spørge? Ovenstående giver meget af svaret, men ellers bunder det i, at jeg sammen med torsdagens gæster, de gamle kendinge Jan Damage Petersen og Matthew Moller, samt Martin Weigel, har haft lange, begejstrede samtaler om Bob Mehrs bog, ’Trouble Boys: The True Story of the Replacements’. Den bedste rockbiografi, der er kommet i mange, mange år.

Martin Weigel er en gamle ven, der stod ved min side, da jeg for over tredive år siden, købte mit første ’Mats-album i en biks i Amsterdam.

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 15. juni, på enten 98.9 FM eller via et af disse link: Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 12. juni 2017

Summertime Blues #7 (2017). Spilleliste, mandag d. 12 juni.


”Den tid på året igen. Radio Bluestime er taget på sommerferie. Det vil sige, at Mod Strømmen overtager mandage mellem kl. 18 - 19.30 på Christianshavns Kanal. Hvad der kommer til at ske, må tiden vise. Det eneste, der er sikkert for nuværende, er, at det bliver one-time udsendelser. Der bliver altså ingen mulighed for at genhøre programmet.

Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte stream

Patti Boyd & The Rolling Stones


lørdag den 10. juni 2017

“Priests are here to remind us that shit’s always been bad…


…and music has always had the power to be a force of good.”

Roskilde-aktuelle Priests debutplade ’Nothing Feels Natural’, har minsandten sneget sig ind på en sjetteplads på Stereogums liste, over de halvtreds bedste udgivelser fra første halvår af 2017. Jeg har endnu ikke hørt hele pladen, men de fire sange, ’JJ’, ’Lelia 20’, ’Nothing Feels Natural’ og ’Pink White House’, man kan høre på Bandcamp, har været ved at drive mig til vanvid. Elementerne fra den funky del af postpunken går lige i blodet på mig. Nu må jeg snart se at anskaffe mig hele skiven


Stereogum skribenten mener endvidere:

“2017 is the year of Priests. I’ve seen the band perform a handful of times since Nothing Feels Natural came out, and each set has been near-flawless and life-affirming. Their music is intellectual without being exclusionary, and it bursts with the kind of kinetic energy that makes punk music feel so vital during times like these”

fredag den 9. juni 2017

Jonas T. Bengtsson. Playliste 8. juni 2017


1. Nick Cave And The Bad Seeds - Red Right Hand (1994)
2. The Mountain Goats - You Or Your Memory (2005)
3. PJ Harvey - To Bring You My Love (1995)
4. Morrissey - First Of The Gang To Die (2004)
5. Arctic Monkeys - R U Mine? (2012)
6. Morrissey - Driving Your Girlfriend Home (1991)
7. Nina Simone - I Put A Spell On You (1965)
8. David Bowie - Moonage Daydream (1972)
9. Pulp - This Is Hardcore (1998)


onsdag den 7. juni 2017

”Vi har begge en forkærlighed for Rolling Stones, Stooges og en masse andet klassisk rock, soul, punk og new wave…”. ’Girl In The Garden’ med Electric Scar


Under overskrifterne ”Det er fornærmende at blive hjernevasket af sådan en omgang lort” og Hippier og musiknørder er ens over hele verden”, har jeg tidligere og uafhængigt af hinanden, interviewet Leonard Davies fra Fallen Men og Jonathan Højgaard Jensen fra det daværende Spökraket. Nu har de to fundet sammen under navnet Electric Scar.

Jonathan Højgaard Jensen fortæller:

”Electric Scar blev dannet i 2016 af Leonard Davies og jeg. Det skete ret spontant, da mit gamle band Spökraket var blevet opløst kort forinden og jeg af forskellige årsager var træt af at være forsanger. Sad i en gevaldig koger hos en fælles ven og bad om Lennys nummer – ringede straks og halvanden time senere var vi i gang med at optage. Resultatet af den første session blev grundsporene til ’Shallow People, og ’Nice On My Own’, som begge kan findes på pladen. Det var anden gang vi nogensinde spillede sammen og det var oplagt at fortsætte, da det var både produktivt og sjovt. Vi har ellers kendt hinanden i mange år. Lennys band Fallen Men var en åbenbaring, da jeg som 18-årig var til Rock Mod Regeringen i Silkeborg i 2004. Vi har begge en forkærlighed for Rolling Stones, Stooges og en masse andet klassisk rock, soul, punk og new wave og er begge af den overbevisning at rock 'n' roll skal være indspillet på bånd, hvilket vores album selvfølgelig er. 


På pladen synger Lenny leadvokal og skriver sangene. Jeg spiller trommer og står for det tekniske. Guitar, bas og percussion bliver delt imellem os. Derudover spiller Lenny synth på et enkelt nummer. Samtidig har vi en række gæster med. Fie på saxofon, tre søstre ved navn Ursula, Christiane og Laura på kor, Freja og min daværende kæreste Ina på kor, de tidligere Spökraket-folk Bjørn og Tobias på henholdsvis håndklap og slideguitar og min ven Jonathan som egentlig normalt laver hiphop på håndklap. Håber ikke jeg har glemt nogen.

På mange måder har processen været meget løs og lidt i stil med, hvordan Rolling Stones gjorde da de indspillede ’Exile On Main Street’. En vis grad af kaos og fest, men først og fremmest en tilgang, hvor det ikke er så fandens vigtigt hvem, der spiller hvilket instrument, bare helheden fungerer.

For tiden er vi i gang med at øve op til at spille live. Vi er fem personer. Mikael på trommer, Tobias på bas, Freja på kor og percussion, Lenny på leadvokal og guitar og jeg på guitar og kor. Forhåbentlig er de alle med på næste plade som faste medlemmer.”


Hvis man er interesseret i, hvem der spiller hvad, så er det noteret under hvert enkelt nummer på Bandcamp. Electric Scar spiller blandt andet på Fællestival, der finder sted i dagene 20. - 23. juli, i en ådal, små fem km udenfor Stenstrup på Sydfyn.

tirsdag den 6. juni 2017

Jonas T. Bengtsson i Mod Strømmen


”Jeg tror ikke på, at mine bøger skal gøre noget, forandre noget og vise unge kvinder som Sus en eller anden vej ud af lortet. Hvis jeg ville ændre samfundet, så var jeg ikke blevet forfatter, men politiker eller socialrådgiver. Jeg tror ikke på, at litteratur kan ændre samfundet, måske kan den rykke lidt ved det enkelte menneske, men litteratur er ikke vejen til social forandring”

- Jonas T. Bengtsson i Information, d. 20. maj, 2017

”Virtuost, præcist og musikalsk” er de tre ord som Jonas T. Bengtssons forlag Rosinante & Co. bruger i bannerreklamer på nettet. Ordene stammer fra Politikens anmeldelse af ’SUS’, Bengtsson nye roman, der udkom i slutningen af maj. Den har fået en fornem modtagelse raden rundt. Sus er nitten år gammel, men ligner én på tolv. Sus har et plan. Hun vil slå sin far ihjel, når han bliver løsladt fra fængslet. Romanen foregår på Sus’ betingelser og beskriver uden dikkedarer den husblok, hun bor i, dagligdagen og hendes forberedelser på farens endeligt. Og dét gør den godt.


Når jeg har nævnt, at Jonas T. Bengtsson kommer på besøg, har folk kikket lidt uforstående på mig, men når jeg efterfølgende har fortalt, at han har skrevet ’Submarino’, har de lyst op i et opklarende smil. Om det er fordi, de kender Thomas Vinterbergs filmatisering af bogen eller har læst den, vil jeg lade være op til hvert enkelt selv at afgøre. Jeg vil dog også anbefale, at man læser debutromanen ’Aminas Breve’ fra 2005 og i særdeleshed ’Et Eventyr’, der udkom i 2011.

Musikken vil som altid være omdrejningspunktet i Mod Strømmen. Det vil jeg forsøge at holde fokus på, selvom jeg i skrivende stund, kun kan huske en musikalsk reference fra ’SUS’, nemlig Bob Marley. Men mon ikke Jonas T. Bengtsson desuagtet lader sig inspirere af musik, når han skriver? Vi får høre.

Stil ind, nu på torsdag, d. 8. juni, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte stream

mandag den 5. juni 2017

Summertime Blues #6 (2017). Spilleliste, mandag d. 5. juni.


”Den tid på året igen. Radio Bluestime er taget på sommerferie. Det vil sige, at Mod Strømmen overtager mandage mellem kl. 18 - 19.30 på Christianshavns Kanal. Hvad der kommer til at ske, må tiden vise. Det eneste, der er sikkert for nuværende, er, at det bliver one-time udsendelser. Der bliver altså ingen mulighed for at genhøre programmet.

Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte stream

søndag den 4. juni 2017

“Sometimes there's a song or music that seems so simple, melodically right and excitingly wrong…”


I anledning af, at The Dream Syndicate udsender nyt efter 29 års pause på pladefronten, har gruppens label, Anti-, fået en lang række beundrere til at fortælle om deres favoritnumre med bandet, der i øvrigt besøger Vega, d. 18. oktober. Medvirkende er blandt andet J Mascis fra Dinosaur Jr., Ira Kaplan fra Yo La Tengo, Peter Buck og Mike Mills fra REM, Vicki Peterson fra Bangles, Brian King fra Japandroids og Tim Presley fra White Fence.

Og det er netop Presley, jeg citerer i overskriften. Sange han taler om er ’When You Smile’ fra ‘The Days Of Wine And Roses’ fra 1982. Den fulde ordlyd er her.

“Sometimes there's a song or music that seems so simple, melodically right and excitingly wrong, that it inspires you to be creative. It has given you the negative space for you to try positively.”



lørdag den 3. juni 2017

Roskilde 2017 med bookerne Thomas Sønderby Jepsen og Peter Hvalkof. Playliste 1. juni


1. Debashish Bhattacharya - Ganga Kinare (2008)
2. Noname feat. Raury & Cam O'bi - Diddy Bop (2016)
3. BCUC - Yinde (2016)
4. Popcaan feat. Davido - My Story (2016)
5. Jah9 – Avocado (2012)
6. Show Me The Body - Body War (2016)
7. Romperayo - Alegria Por Un Zumo De Naranja Con Panela (2016)
8. Hieroglyphic Being - Spiritual Alliances (2016)
9. Group Doueh & Cheveu - Hamadi (2017)
10. Ifriqiyya Electrique - Stromboli (2017)
11. Alex Cameron - Happy Ending (2014)
12. Sigrid - Don’t Kill My Vibe (2017)
13. BaianaSystem - Calamatraca (2016)


torsdag den 1. juni 2017

Molly og Big Mess i morgen aften


Jeg kan ikke selv komme på Bakken i morgen. Eller det vil sige, det afhænger alene af, om et andet arrangement bliver til noget og af gode venners velvilje. Så der er en lille åbning. Mikroskopisk måske, men den er der. Molly holder ellers release på deres nye LP, ’Stay Above’, der udkommer på Never Back Down Records. Hvis man ikke umiddelbart er familiær med bandet, kan følgende, som jeg skrev om gruppen tilbage i marts 2015, måske hjælpe lidt på vej: ”Udfra de tre fremragende tracks, som jeg har fået tilsendt med trioen Molly, tør jeg uden den mindste slinger i valsen sige, at Hüsker Dü og Dinosaur Jr. er centrale inspirationskilder.” Det udsagn, står jeg ved, selvom ordene omhandlede Mollys debutskive, ’Peach Melba’.


Hurtigrock med klar reference til firserne”, har jeg kaldt Big Mess’ udtryk. Et andet sted har jeg nævnt grupper som ”Sleater-Kinney, Broder Daniel, The Replacements, Hüsker Dü, Talulah Gosh, Nirvana og Mike Watt” i forbindelsen med bandet.

Her Big Mess nye og gevaldigt iørefaldende sommersingle. B-siden er såmænd et take på Abbas skilsmissesang ’The Winner Takes It All’, som bandet spillede i originalversionen, da de var på besøg i Mod Strømmen i sensommeren sidste år.


Og det er altså i morgen, at Klub Double Dip står bag dette arrangement, der finder sted på Bakken i Kødbyen. Mød op ved 21-tiden, der er gratis adgang.