Blogger Widget

mandag den 27. februar 2017

Jan Sonnergaards bogsamling bliver sat til salg på torsdag.


”En bogsamling vidner om dens ejers interesse og identitet; både de slidte, gennemlæste eksemplarer, som man altid vender tilbage til, men også de ulæste bøger, som man endnu ikke liiiiige har fået læst endnu. Det er både ejerens eksterne hukommelse og byggestenene til hans hjernevindinger. Bøgerne er det håndgribelige vidnesbyrd om ejerens sind – og det, der står tilbage, når han eller hun ikke er her mere.

For forfatteren Jan (”Søde-Jan”) Sonnergaard (1963-2016) er her desværre ikke mere. Men hans bogsamling står nu i Vangsgaards Antikvariat i Fiolstræde – og der er bestemt grund til at dvæle ved den, hvis man vil forstå Sonnergaard. De fleste kender ham som manden bag novellesamlingen ”Radiator” med den beske, hårdtslående lower class Nordvest-realisme, men Jan var også cand. phil. i litteraturvidenskab, Michelinstjernerestaurant-afficianado og levende musikinteresseret. Via bøgerne får man et større og mere komplet billede af mennesket Jan Sonnergaard, end man måske havde før”

- således indleder Vangsgaards Antikvariat, der har købt Sonnergaards bogsamling, det 93-siders lange katalog.  

Kataloget er delt op i disse hovedgrupper:

Skønlitteratur
Litteraturhistorie
Filosofi
Historie
Musik og film
Diverse
Hawaii-skjorter

Skønlitteraturen fylder selvfølgelig mest. Tjek kataloget her.

Vangsgaards oplyser endvidere:

”Bøgerne bliver sat til salg fra TORSDAG DEN 2. MARTS KL. 18. Vi holder åbent frem til kl. 21, og alle er velkomne til at kigge forbi, få et glas vin og købe en god bog - mange med hilsener fra forfatterkolleger.

Desuden vil også hans samling på omkring 1000 CD’er og DVD’er blive sat til salg til enhedspris på kr. 30,-/stk. og 4 for kr. 100,-.

Vær opmærksom på, at man ikke kan reservere bøger forud, men man er velkommen til at ringe på 33 12 13 44, hvis man er forhindret i at komme. Telefonen er åben til kl. 21”

Ingen kommentarer: