Blogger Widget

torsdag den 23. november 2017

Gene Clark


Promotion-foto til ’Two Sides To Every Story’, 1977.

onsdag den 22. november 2017

’Nedspildt spruttende af syre’


På en eller anden måde, har jeg bildt mig selv ind, at dette digt af Johannes L. Madsen, for længst har været at finde her på siden. Det burde det have været, men det har det ikke…  

”nedspildt spruttende af syre
og med alle tanker antændt fægtende
i delte mandariner

skilt og fuldmoden laprende
i grønt lys og flugt
med ligegyldige anslag
suget gennem minuttet
sydende af saft og nedspildt
fra hinkesten og mandariner

hoppende på blomsten
i kejtede kredse over
spejlblanke vandpytter ind
i et ansigt af røg og ingen

ild antændt spruttende
af mandariner men et ansigt
rygende af syre blink
og ætsende i nogens hornhinder”

- fra digtsamlingen ’Nedspildt spruttende af syre, 1969.

tirsdag den 21. november 2017

Big Mess i Mod Strømmen


På torsdag bliver det anden gang indenfor omtrent et år, at Big Mess sætter sig til rette i vort spartansk indrettede radiostudie. Senest var de forbi med pladen ’You Know I Care’. Om et par dage, tager de det nye album ’Try To Enjoy It’, der udkom på Indisciplinarian Records i september, under armen. Deres første rigtige udgivelse var drønhamrende god, men tro det eller ej, den anden er faktisk endnu bedre. Jeg ved ikke hvorfor, men når mine tanker strejfer Big Mess, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på et arbejdsraseri af en anden verden. Dét er nok ikke sådan. Der er trods alt næsten to år mellem pladerne, men bandet spiller utrolig mange koncerter. Flest i København, men landets næststørste by er også kommet med. Måske bliver Norge det næste? Musikmagasinet The Wilhelmsens fremhæver i al fald Big Mess som særligt interessante i en anmeldelse, hvor kvartetten figurerer blandt etablerede navne som Sort Sol, Bisse og Uffe Lorenzen:

”Årets største overraskelse fra Danmark kommer fra inntil nå ukjente Big Mess. Kvartetten fra København spiller punk med melodiøst anslag, og det gjør de så kult og heftig at jeg lett kårer dette til en av årets fineste lytteropplevelser. Punk ligger hjertet mitt nærme, og klassisk UK-punk type Clash, Jam, Buzzcocks og tidlig Stranglers kan aldri bli feil. Melodiene er ikke kompliserte, dette er ikke musikk for konservatorieutdannende feinschmeckere, men lekre, sing-along-rakkere som hadde blitt vorspielfavoritter hadde jeg bare fortsatt holdt på med sånn.Lyrikken, derimot, framføres av frontmann Tobias Bendixenpå et vis som får meg til å tenke på en pur ung Robert Smith (The Cure), og det funker usedvanlig bra.”

Jeg ville nok selv have fokuseret på nogle andre inspirationskilder, men hvad pokker. Her er den nye plade:


Og her playlisten fra gruppens seneste besøg i 2016.

1. Big Mess - Perfect (2016)
2. Big Star - September Gurls (1974)
3. Talulah Gosh - Steaming Train (1987)
4. Heavenly - C Is The Heavenly Option (1992)
5. The Replacements - Favorite Thing (1984)
6. Jawbreaker - Chemistry (1995)
7. Big Mess - Twenties (2016)
8. Leonard Cohen - Jazz Police (1988)
9. Minutemen - History Lesson - Part II (1984)
10. Cock Sparrer - I Got Your Number (1982)
11. Sori Choi - Seoljanggu (live) (2014)
12. Huastecan Aztec Ritual Dancers, Violinist & Guitarist - Xochipitsauak (19??)
13. Thomas Helmig & Anne Linnet - Venner (1985)
14. G.L.O.S.S. - Give Violence A Chance (2016)
15. Metallica - Whiplash (1983)
16. Milk Music - Beyond Living (2010)
17. Torpedo Zombies - Lemmer Over Alt (2012)
18. Abba - The Winner Takes It All (1980)
19. Green Day - Basket Case (1994)
20. Television Personalities - Look Back In Anger (1981)
21. Big Mess - One More Year (2016)

Hør udsendelsen herunder. Og stil ind nu på torsdag, 23. november, kl. 18, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 20. november 2017

“Ed Sullivan said that I was one of the first colored boys to ever double-cross him”


I dag er det 62 år siden, at den amerikanske tv-vært, Ed Sullivan, fortalte Bo Diddley, at han var en døgnflue, at hans karriere allerhøjest ville vare et halvt år. Udtalelse kom efter, at Sullivan havde hørt Diddley gå rundt at synge Tennessee Ernie Fords ’Sixteen Tons’, i et afslappet øjeblik i omklædningsrummet før det uhyre, populære tv-show. Sullivan dikterede nu, at den ene af de to sange som Diddley skulle optræde med skulle være giganthittet. Bo Diddley foretrak dog i stedet at spille ’Bo Diddley’. Dét fik Ed Sullivan til at fare i flint og nægte Diddley videre adgang til at optræde den aften. Efter udsendelsen fik Bo Diddley yderligere at vide, at han var bandlyst fra alle fremtidige besøg på det folkekære underholdningsprogram, fordi som Bo Diddley senere hen huskede det: ”I was one of the first colored boys to ever double-cross him”


fredag den 17. november 2017

Spines. Playliste 16. november 2017


1. Spines - Self-Inflicted (2016)
2. Echo & The Bunnymen - Heaven Up Here (1981)
3. Goat - Talk To God (2014)
4. The Camberwell Now - Working Nights (1986)
5. Horse Lords - Truthers (2016)
6. Spines - Nectar (2017)
7. Housewives - Exc. 281016 (2017)
8. Tugboat - Home (2017)
9. Lifetones - Good Side (1983)
10. Less Win - I’m The Shore (2015)
11. Brian Eno & David Byrne - The Jezebel Spirit (1981)
12. Spines - Fatal Outcome (2017)
13. Liquid Liquid - Optimo (1983)
14. This Heat - A New Kind Of Water (1981)
15. Belinda Carlisle - Heaven Is A Place On Earth (1987)


tirsdag den 14. november 2017

Spines i Mod Strømmen


For et års tid siden, udsendte Spines deres skarptskårne debut-12”, ’Lymph Nodes’, via Subsurburban. En fængende, dyster, jordslået udgivelse med en benhård og til tider kold lyd. Akkurat som skal det være. Trioen er nemlig en del af den florerende postpunk-scene i København, der de senere år er vokset kraftigt i omfang og har opnået international opmærksomhed. 

I løbet af efteråret har Spines været i studiet for at indspille materiale til en opfølger til ’Lymph Node’. Produktionen er nu så langt fremme, at gruppen har premiere på en ny sang i Mod Strømmen, nu på torsdag. Hvilken kurs de nye kompositioner har taget, ved jeg ikke, men her er pladen fra sidste år.


Spines spiller i København og Aarhus, fredag og lørdag i denne uge. Fredag præsenterer Klub Double Dip bandet sammen med Tugboat på Bakken i Kødbyen, og dagen efter gælder det Tape i Aarhus, hvor Tugboat og Tots også optræder.

Før det besøger trioen Mod Strømmen. Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 16. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 13. november 2017

Årets sidste Klub Soja.

Efter flere tilløb skulle det være ganske vist. Mayflower Pussyfarm og Birds In Flight spiller til årets sidste Klub Soja, nu på lørdag, d. 18. november, i KIB på Islands Brygge.


søndag den 12. november 2017

“If you sit around and take yourself seriously, you end up a complete fuckhead”


Selvom overskriften stammer fra et gammelt interview, så har Bed Wettin’ Bad Boys på ingen måde slækket på eller gjort udtalesen til skamme på deres nye plade, ’Rot’. Der er ikke så meget pis, som man godt kunne blive fristet til at tro. Sengevædere er de ingenlunde. 1-2-3-4. Snottet rock’n’roll fra Sydney.

På et tidspunkt, læste jeg, en anmeldelse af kvartettens debutalbum ’Ready For Boredom’, hvor de blev sammenlignet med Paul Westerberg i hans prime. Hvis man tager Westerbergs opvækst med Faces og glamrock med i beregningen, har jeg intet at brokke mig over. Før den egentlige debut, havde Bed Wettin’ Bad Boys udgivet et par ep’ere og et kassettebånd, der udelukkende bestod af Kiss-covers. Selv siger de, at musikken de spiller genspejler livet på godt og ondt. Et statement, som Paul Westerberg formentlig ville skrive under på, uden at kny. Når alt dette er sagt, så er de måske blevet en kende mere modne og afklarede på det nye album. Bedøm selv…


lørdag den 11. november 2017

”Mr. Bowie?”

   
   ”En lille måned efter gav David Bowie to koncerter i Falkoner Teatret. For Michael Strunge var det den oplagte lejlighed til at cementere den forbindelse, han i perioder inderligt troede eksisterede imellem dem. Han fik Poul Borum til at oversætte de to digte fra ’Livets Hastighed’: Titeldigtet, som blev til ’With The Speed Of Life’, og ’Det Kommende’, som oversattes til ’Things To Come’. Planen var at give digtene til Bowie, som så forventeligt ville bruge dem som tekster på sin næste plade.
   Sammen med Inge Guldal Pedersen stillede Michael Strunge sig op foran Hotel Plaza, hvor David Bowie boede, tæt på Hovedbanegården og Tivoli. Og ventede. Efter et par timer rullede en limousine op, samtidig med at Bowie drejede ud af hotellets svingdør. Strunge afskar ham vejen i en glidende bevægelse og rakte den brune konvolut frem: ’Mr. Bowie’, begyndte han, men inden han nåede at sige mere, havde David Bowie allerede fremskaffet en kuglepen, griflet sin signatur, klappet ham på skulderen og var hastet videre til næste autografjæger. Strunge var lamslået over misforståelsen, men genvandt hurtigt fatningen og fik skubbet kuverten og resten af sætningen om hans oversatte digte tilbage i hænderne på forbilledet. Bowie tog smilende imod, og stjernesmilet hang stadig for Strunges indre blik, da Bowies lange bil gled videre mod Falkoner Teatret og lydprøve. Michael Strunge og Inge Guldal Pedersen stod noget tid og fulgte den med blikket. Så grinede de af den spøjse episode og gik ud i byen inden aftenens koncert. De næste uger hang Strunge hver dag ved postkassen i håbet om takkebrev og invitation fra David Bowie. Det kom aldrig, og længe holdt han postvæsenet mere ansvarlig end Bowie selv”

- uddrag af ’Michael Strunge - digtning og virkelighed’ af Peter Rewers. Gyldendal 2015

Billede: Hotel Plaza, 1. juni 1978

torsdag den 9. november 2017

Sweet Pete & The Land Band. Playliste 9. november 2017


1. Sweet Pete & The Land Band - Perfect Place (premix) (2017)
2. Gene Clark & Carla Olson - Gypsy Rider (1987)
3. The Flying Burrito Brothers - Hot Burrito #1 (1969)
4. Neil Young - L.A. (live) (1973)
5. Sweet Pete & The Land Band - Country Underground (premix) (2017)
6. Ron Elliott - All Time Green (1969)
7. Sweet Pete & The Land Band - Same But Different (demo) (2017)
8. Quiet Spring - A Dying Fire (2015)
9. Sweet Pete & The Land Band - Big Sombrero (premix) (2017)
10. The Grateful Dead - Friend Of The Devil (1970)
11. Sweet Pete & The Land Band - Our Land (premix) (2017)


tirsdag den 7. november 2017

Sweet Pete & The Land Band i Mod Strømmen


Herrerne her spiller countryrock. Af den gamle skole, vel at mærke. Alle tre har også deres gang i Elevatorfører, der spiller dansksproget syrerock. I radioudsendelsen på torsdag kommer det dog til at handle om deres kærlighed til countryrock. Projektet er stadigvæk så meget i sin vorden, at det vil være omsonst at lede efter det på internettet. Orkestret er der ikke. Sweet Pete & The Land Band har ikke desto mindre været i studiet og indspille en håndfuld sange, der er mere eller mindre færdige. 

Baggrunden for banddannelsen var et besøg i Texas, hvor Peter Ole Pedersen (i midten) så småt begyndte at pusle med nogle tekster, der skulle beskrive hans rejse gennem USA's næststørste stat. Christen Riis Bundgård (til venstre) har sat dem i musik og, ja, Klaus Møller (til højre) spiller countryguitar til.

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 9. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

”Look at heem, he ezz nothing but at leetle punk”


mandag den 6. november 2017

’A.M.’ og ’Being There’ bliver genudgivet


Det bliver en blid begyndelse på ugen. Dagens indlæg er måske en form for forløber for torsdagens radioudsendelse med Sweet Pete & The Land Band? Jeg har under alle omstændigheder begge orkestre stærkt mistænkt for at trække på de samme inspirationer. Vi skal forbi Wilco. Vi skal høre countryrock.

Fans, der først stod på Wilco omkring ’Yankee Hotel Foxtrot’ i 2001, må få en underlig fornemmelse i kroppen, hvis ikke blive direkte skuffede, ifald de søger tilbage i gruppens katalog. På debutpladen ’AM’, der kom i 1995, var det ikke alene et helt andet band, stilen var også en ganske anden. Det alt andet end kønne break-up af Jeff Tweedys første orkester Uncle Tupelo, hvis debutplade ’No Depression’ fra 1990, i vid udstrækningen bliver betragtet som den første alt-country udgivelse, skal jeg ikke fortælle om her. Men blot et par dage efter Uncle Tupelos sidste koncert, begyndte Tweedy at øve med det band, der senere blev til Wilco. Med sig fra Uncle Tuplo havde han bassist John Stirratt og trommeslager Ken Coomer. 

I august 1994 gik de i studiet og indspillede ’AM’. En samling sange, der strækker sig fra powerpop over countrytwang til gedigne countryrock. Lidt i stil med Tom Petty, læste jeg, fornyelig. Den sammenligning har jeg aldrig tænkt på, selvom den jo ligger lige for.

1. december udsender Rhino Records Wilcos to første plader i deluxe udgaver. Nævnte ’AM’ og dobbeltalbummet ’Being There’. Sidstnævnte har jeg omtalt mange gange på herværende side. Senest da det rundede tyve år i 2016. Blandt reissuematerialet finder man otte sange, der ikke har været ude tidligere, Uncle Tupelos sidste studieindspilning ’When You Find Trouble’, outtakes, demoer, liveoptagelser og meget, meget mere.

Indtil videre er der kun sluppet et par livenumre og en ikke tidligere hørt optagelse af ’Myrna Lee’ op på nettet. Herunder kan man høre sangen, der er skrevet og bliver sunget af John Stirratt. Det er dog ikke første gang, at nummeret er ude på plade, idet Stirratts tvillingsøster Laurie, udsendte den med hendes band Blue Mountain på albummet ’Homegrown’ i 1997, hvorpå det såmænd også er John Stirratt., der tager sig af vokalen.


søndag den 5. november 2017

The Stroppies debutkassette er ude på LP


Melbourne-bandet The Stroppies begyndte som et beskedent køkkenbordsprojekt for et par år siden. Claudia Serfaty (Blank Statements), Stephanie Hughes (Dick Diver) og Angus Lord (The Stevens, Twerps og Tyrannamen) fjollede rundt med nogle Casio-keyboards og lavede hurtigt flere collageagtige skæringer. De forprogrammerede beats faldt dog ikke helt i deres smag, så Rory Heane (White Walls) kom med som trommeslager kort tid før, at de gik i studiet for at indspille debutkassetten med Alex Macfarlane (The Stevens, Twerps og Tyrannamen) og Mikey Young (Total Control) ved roret. Siden er Adam Hewwit (The No Real Need) kommet med.

The Stroppies nævner selv Guided By Voices og The Great Unwashed som vigtige inspirationskilder til den måde, de skaber musik på. Skæve, charmerende, hurtige lofi-popsange. Og, ja, det må man sige, at Robert Pollard, der fyldte tres forleden og har været mere eller mindre, mest mere, aktiv med Guided By Voices, siden de spæde firsere, er mester for. Angående The Great Unwashed, så er der selvfølgelig også noget om snakken. Bandet var, udover at være en nedsættende betegnelse for den almene befolkning, især arbejderklassen, det Flying Nun-band som de new zealandske brødrene Hamish og David Kilgour dannede i 1983, da de havde sat The Clean på pause. Jeg får også andre associationer. Især til Yo La Tengo, men de er også vanskelige at komme udenom, når det drejer sig om minimalistiske produktioner som denne. De kvindelige vokaler får mig endvidere til at tænke på Maureen Tuckers solomateriale.


Køb pladen gennem Norman Records. Flere af navnene i parentes er i øvrigt regelmæssige gengangere i Mod Strømmen radioprogrammer. Blandt andet her.

lørdag den 4. november 2017

Hobbitten fylder 50 år i dag.


”Den der boblestil er bare kommet. Jeg er vel inspireret af meget 60’er musik. Ligesom hele bandet Spids Nøgenhat udspringer af netop den stil. Men altså inspirationen kommer fra alt muligt, jeg ikke lige tænker over. Bauhaus har også lidt mærkelig guitarflimmer hist og pist. Det hørte jeg meget engang, og det har sikkert sat sig lidt. Og Joy Division. Og ’Bull Of The Woods’-albummet med 13th Floor Elevators. Selv om jeg syntes, at Jimi Hendrix var fedt, så var det aldrig sådan, jeg ville spille”

- dagens fødselar, Henrik Klitstrøm, i ’Mere Lys. Historien Om Spids Nøgenhat’ af Thomas Løppenthin og Lars Krogh. Udover Spids Nøgenhat har Klitstrøm spillet i On Trial, Dragontears, spillet med Anders Stub, i Telstar Sound Drone, haft eget pladeselskab, lavet syrelys osv. Stort tillykke, herfra.

Tillader mig lige at gengive et stykke mere fra bogen. Her er det Uffe Lorenzen:

”Hobbit har en helt unik guitarlyd, som jo i høj grad skaber Spids Nøgenhats lyd. Det er ham, der gør det. Også i dag. Det er ret specielt. Han spiller så mærkeligt, så ukonventionelt. Man skal være meget varsom, når man skriver en sang, for man må ikke sige til Hobbit, hvad han skal spille. Det bliver sangen kun dårligere af. Han skal have lov til selv, og helt frit, at finde ud af, hvor på brættet, han er. Og det giver helt utroligt meget til vores lyd. Det er måske lidt underligt, fordi Morten er en særdeles dygtig musiker, men det er altså Hobbit, der laver vores lyd”


fredag den 3. november 2017

Klimaforandringer. Playliste 2. november 2017


1. Klimaforandringer - Slægt (2017)
2. Baurera - Salima Na Halima (1982)
3. Bryllupsband fra Bobo Dioulasso i Burkina Faso - Bryllupsmusik Pt. 1 (feltoptagelse af Lars Bech Pilgaard) (2014)
4. Khun Narin's Electric Phin Band - Lam Phu Thai #1 (2014)
5. R.L. Burnside - See My Jumper Hanging On The Line (live) (1978)
6. Klimaforandringer - En Tilstand (2017)
7. Alice Coltrane - Journey In Satchidananda (1970)
8. Sonic Youth - The Burning Spear (1985)
9. Olivier Messiaen - Oraison (For Ondes Martenot) (1937)
10. Klimaforandringer - Masker/Rød Jord (2016)
11. Bryllupsband fra Bobo Dioulasso i Burkina Faso - Bryllupsmusik Pt. 2 (feltoptagelse af Lars Bech Pilgaard) (2014)


tirsdag den 31. oktober 2017

’Solens gåsehud’


”solens gåsehud, jeg tager, jeg giver, jeg svimler

solen du almægtige, mon den er udsprunget af fugle,
dette tindrelys, ejer vi slet ikke grænser mere

formiddagen skjuler sin søvn, den slår broer imellem os,
jeg sætter ikke noget til, jeg sætter mig heller ikke over

solens gåsehud, hele din nøgne krop er i mine hænder.

den klare sang ved brønden, jeg tager, jeg giver,
verden er så logisk i dag, ingenting lader sig gentage

solens gåsehud, ja nu har jeg sgu fattet det”

- F.P Jac. ’Flygtige papirer: lutter nye digte’, Borgen. 1989.

mandag den 30. oktober 2017

Klimaforandringer i Mod Strømmen


Nu på onsdag, d. 1. november, udgiver Klimaforandringer deres anden plade. Den har fået titlen ’Slægt’. Gruppen inviterer til releasefest på Harbo Bar i Blågårdsgade, kl. 19.00. Her vil der være mulighed for at stifte bekendtskab med skiven, drikke gratis øl og hører en ”opturs-DJ” spille ”verdens bedste musik”, som det hedder et sted.

Dagen efter kommer hovedmanden, komponist og guitarist, Lars Bech Pilgaard forbi Mod Strømmen. Pilgaard har haft og har stadig sin gang i flere københavnske jazzundergrunds-ensembler, såsom Svin, Sav, og Bavaria. Han spiller også sammen med Bisse.

På torsdag bliver det Klimaforandringer, der er i centrum. Et band, Pilgaaard dannede for nogle år tilbage for at forene hans ”fascination af afrikansk musik med støjrock” og ”danske tekster efter afrikansk forbillede”, som han, fortalte Passive/Aggressive, kort tid før udgivelsen af Klimaforandringers første plade, ’Ånder’. I samme interview, beskriver P/A, Lars Bech Pilgaards solomusik, som ”særligt repetitiv, men al hans musik er samtidig i sin grundform foranderlig og rastløs, hvilket også forklarer udforskningen af etniske skalaer. Altså etnisk hele vejen fra Vestjylland til afrikansk musik og indisk raga.”


Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 2. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

søndag den 29. oktober 2017

Og modtageren af Jan Sonnergaards Mindelegat 2017…


…blev Julia Butschkow. Det er Butschkow til venstre, hvis man skulle være i tvivl.

lørdag den 28. oktober 2017

“Rock Is Sick And Living In London”


"Because the music press are basically Sixties culture freaks. They imply we're not original, they try to maintain this facade of knowing every song, every riff, every lyric, as if they invented it. One recent headline had us as 'John, Paul, Steve and Sid,' like we were the Beatles! That's fucking disgusting! They were trying to make us fun. It shows the vampire nature of the Sixties generation, the most narcissistic generation that has ever been!"

- Malcolm McLaren om Sex Pistols til Rolling Stone Magazine, 20. oktober 1977.

På fyrreårs-dagen for udgivelsen af ’Never Mind The Bollocks, Here's The Sex Pistols’, kunne det måske være interessant at få lidt baggrund og perspektiv på, hvad det var Sex Pistols harcelerede i mod. Det er der mulighed for i denne lange Rolling Stone-reportage af Charles M. Young om et London i opbrud og forandring.
   

fredag den 27. oktober 2017

Himmelrum. Playliste 26. oktober 2017


1. Neu! - Hallogallo (1972)
2. Brian Eno with Daniel Lanois & Roger Eno - Deep Blue Day (1983)
3. Papir - IIII.I (2014)
4. Himmelrum - Purpur (2017)
5. Talk Talk - The Rainbow (1988)
6. Himmelrum - Symphisodon / Kongeblå (2017)
7. Blondie - Heart Of Glass (1978)
8. Alice Coltrane - Journey In Satchidananda (1971)
9. Steve Reich ‎- Music For 18 Musicians (Section I) (1978)
10. My Bloody Valentine - All I Need (1988)
11. Seefeel ‎- Plainsong (1993)
12. Barmer Boys & Himmelrum - Alaap In 16 Beats (premix) (2017)


torsdag den 26. oktober 2017

“Frustrated, semi-drunken white guys yelling up a storm is a beautifully universal language, after all.”


Frontmand Matt Korvette fra det amerikanske hardcore-band Pissed Jeans, er begejstret for The Monoliths debut. Kanhænde det er en gammel nyhed, men her får I under alle omstændigheder Korvettes dom fra hans blog Yellow, Green, Red.

“The Monoliths The Monoliths LP (Mastermind)

Danish trio The Monoliths have been kicking around their idyllic city for a few years now, finally offering up their debut full-length. When I read the terms “Copenhagen” and “noisy punk” in the same context, there’s already a specific image in my head, and I have to say that it’s certainly not The Monoliths. But rather than the mysteriously menacing artistic grandeur of the Posh Isolation label, The Monoliths are kicking up a dusty mess of blue-collar, domestic-beer punk. Or maybe if The Monoliths are drinking Bud Light, it’s imported? I’m getting off topic, sorry. The Monoliths call to mind Feedtime, but also a large chunk of the Headache Records roster. I’m hearing Niblick Henbane and Limecell in particular… queue up Limecell’s “Marlboro Miles” next to any given track off The Monoliths and tell me those vocalists couldn’t be twin brothers. There might be an aesthetic connection to Watery Love too, but The Monoliths have much more of a ’90s street-punk sound than Watery Love’s lo-fi style. I’m honestly surprised at how much I enjoy The Monoliths’s take on it – their songs are simplistic and not particularly interesting, but it’s the vocalist’s frustrated yowling, in what seems to be an American accent, for which I have such an affinity. Frustrated, semi-drunken white guys yelling up a storm is a beautifully universal language, after all.”

onsdag den 25. oktober 2017

Part Time Records udgiver Visitor Kanes debutplade


Først på året havde Mod Strømmen besøg af Visitor Kane, som er bassist og sanger Patrick Kociszewski fra Less Win synth-funderede sideprojekt. I udsendelsen spillede Kociszewski inspirationer til og et par stykker af de kompositioner, der snart foreligger på debutpladen, ’Easy Concern’.

1. Visitor Kane - Tomorrow And Forever (demo) (2016)
2. CC Dust - Tonopah (2016)
3. Sean Nicholas Savage - She Looks Like You (2013)
4. Nagamatzu - Faith (1983)
5. Visitor Kane - Master Of Mask (demo) (2017)
6. Oppenheimer Analysis - The Devil's Dancers (1982)
7. Talking Heads - Girlfriend Is Better (1984)
8. The Walker Brothers - The Electrician (1978)
9. This Mortal Coil - Kangaroo (1984)
10. Visitor Kane - Cruelty At The Exit (demo) (2017)
11. Roy Orbison - It's Over (1964)
12. Donnie & Joe Emerson - Baby (1979)
13. Grace Jones - Pull Up To The Bumper (1981)


Her ’The Big Misconception’. Førstesinglen fra ’Easy Concern’:


Fredag i næste uge, dvs. 3. november, er der släppfest for ’Easy Concern’. Dagen begynder, kl. 17.00, i Insula i Blågårdsgade, hvor Patrick Kociszewski (guitar), Julie Lind (bas) og Marie Louise Lind (cello) giver en kort akustisk koncert. Senere går det løs på Bakken i Kødbyen. Her varmer engelske Lads op for Visitor Kane. Mød op kl. 21.00.

tirsdag den 24. oktober 2017

Himmelrum i Mod Strømmen


My Bloody Valentine, Sonic Youth, Calexico, Brian Eno, Palle Mikkelborg, Material, Bill Laswell, Ry Cooder, Explosions In The Sky, This Will Destroy You, Couch og Pink Floyd, når kritikeren i Undertoner at remse op i anmeldelsen af Himmelrums debutplade fra i år. Umiddelbart virker det altid overvældende, når der bliver slynget så mange referencer i spil. Men er der så hold i sammenligningerne? Det kunne meget vel være et spørgsmål til den københavnske kvartet Himmelrum, når den kigger forbi studiet på torsdag. I modsætningen til anmelderen, beskriver gruppen nemlig selv deres musik, kort og præcist som ”instrumental ambience and rock music”. Facebook-sitet Dagens Lyd har fyldt et par gloser mere på i deres signalement; "fri interplanetarisk udforskning gennem synæstetisk rockmusik".


Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 26. oktober, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream. 

mandag den 23. oktober 2017

torsdag den 19. oktober 2017

Shoot From The Hip #4 (2017). Playliste 19. oktober


1. Captain Beefheart & His Magic Band - Long Neck Bottles (1972)
2. Pere Ubu - Howl (2017)
3. Pagans ‎- Little Black Egg (1979)
4. Hüsker Dü - Green Eyes (1985)
5. Opal - Happy Nightmare Baby (1987)
6. The Dream Syndicate - 80 West (2017)
7. Redd Kross - Bubblegum Factory (1990)
8. Big Mess - Counting on U (2017)
9. Ed Kuepper - Also Sprach The King Of Euro-Disco (1986)
10. Crime & The City Solution - Hunter (1988)
11. Mick Harvey - Sonny Boy (2012)
12. Holm - At Least… (2016)
13. The Rolling Stones - Under My Thumb (1966)
14. Bob Dylan - Love Sick (1997)
15. Tom Petty - Honey Bee (1994)
16. Tom Petty & The Heartbreakers - Southern Accents (1985)
17. Tom Petty & The Heartbreakers - Hope You Never (1996)
18. Elevatorfører - En Af Os (2016)
19. Monster Magnet ‎- See You In Hell (1998)


mandag den 16. oktober 2017

De 179 bedste sange med The Clash


Endnu engang har The Vulture taget livtag med et orkesters samlede værk.  Bill Wyman, og nej, jeg tror ikke, at dét er dén Wyman, rangerer udførligt The Clash bedste sange herunder

søndag den 15. oktober 2017

Note til mig selv. Før og efter Ifriqiyya Électrique. Global, d. 14. oktober 2017


Før:

1. Holden - Madrid
2. Nimco Jamaac - Buuraha U Dheer
3. Orchestra De La Paillote - Kadia Blues
4. The Grateful Dead - Franklin's Tower
5. Bob & Earl - Harlem Shuffle
6. Talking Heads - Air
7. Hassan Hakmoun & Adam Rudolph - Ma'Bud Allah
8. De Frank & His Professionals - Psychedelic Man
9. Four Tet - No More Mosquitoes
10. Big Sambo & The House Wreckers - The Rains Came
11. Himmelrum - Symphisodon/Kongeblå
12. XTC - This Is Pop
13. Širom - Maestro Kneading Screams Of Joy
14. The Rangoons - The Bath Of Rangoon Island

Efter:

1. Divine Horsemen - Voodoo Idol
2. Sidney Owens & The North South Connection - Sputnik
3. Ali Mohammed Birra - Awash
4. Trevor - Dickman-Jones
5. Andrés Landero - Busca La Careta
6. Bargou 08 - Tarjaachi Layem
7. Eddie Hazel - California Dreamin'
8. Jacques Dutronc - Hippie Hippie Hourra
9. The Lijadu Sisters - Come On Home
10. Super Kid - People
11. Morphine - You Look Like Rain

lørdag den 14. oktober 2017

Ifriqiyya Électrique, Hypnopazūzu, Robyn Hitchcock og alt det andet


Fælles for navnene herover, er, at jeg har indløst koncertbillet til dem alle. Når gadefesten til fordel for Jan Sonnergaards Mindelegat, begynder at gå på hæld i aften, tager jeg min cykel ud til Global. Fransk-tunesiske Ifriqiyya Électrique spillede på årets Roskilde Festival. Men da det foregik sent natten mellem torsdag og fredag, og Global allerede havde annonceret dem til efteråret, valgte jeg at vente til de mere intime rammer ude på Nørre Allé. I aften er ventetiden forbi. Gruppen tager udgangspunkt i det urgamle Banga-ritual fra den tunesiske del af Sahara-ørkenen. Et ritual, man kan sammenligne med gnawamusikkens rolle i Marokko. Ifriqiyya Électriques moderne take involverer dog både elektrisk guitar og elektroniske beats en mas.

John Darnielles The Mountain Goats stiftede jeg bekendtskab med i midten af nullerne, hvor de udsendte det fremragende album, ’We Shall All Be Healed’. Siden da, har jeg fulgt deres pladeudgivelser on and off, og gravet lidt i bandets tidlige mere lofi-prægede katalog fra halvfemserne. For mig er det dog stadigvæk ovennævnte udgivelse, der står stærkest. The Mountain Goats spiller i Pumpehuset i morgen aften.

På onsdag kommer The Dream Syndicate forbi Lille Vega. Hvis det ikke havde været for Peter Perretts formidable ’How The West Was Won’, ville The Dream Syndicates ‘How Did I Find Myself Here?’, så klart være 2017s bedste comeback-plade.

Fredag skal jeg til kirkekoncert i Berlin. Hypnopazūzu anede jeg ikke eksisterede, før jeg blev inviteret med. Medlemmerne af duoen havde jeg dog hørt om før. Det drejer sig nemlig om Youth fra Killing Joke og David Tibet fra Current 93. I 2016 udkom albummet, ’Create Christ, Sailor Boy’, som jeg har noget tid til at få hørt ordentlig igennem, inden jeg sætter mig til rette i Apostel Paulus Kirche.

Lørdag gælder det så Robyn Hitchcock:

”Robyn Hitchcock ist eines dieser unsäglich-unterschätzten Inspirationsmomente der transatlantischen Musikgeschichte. Denn nachdem Hitchcock vor über 40 Jahre von Cambridge, UK aus mit seiner ersten Band The Soft Boys den Post-Punk psychedelisierte (und somit eine ganze Generation von amerikanischen Bands zum Paisley Underground inspirierte; just to name The Dream Syndicate, Green on Red und Rain Parade), findet in seinem eigenen Songwriting eine immer explizitere Auseinandersetzung mit Roots und Americana statt.”

Her Robyn Hitchcocks og Graham Coxons version af Syd Barretts ‘Octopus’, som d’herrer har indspillet til en ny BBC tv-serie, der er bygget over Philip K. Dicks ‘Electric Dreams’.


Plakaten er af Martin Pale.

fredag den 13. oktober 2017

HVASS. Playliste 12. oktober 2017


1. HVASS - Ode To Nightlife (2017)
2. Serge Gainsbourg - Les Goémons (1962)
3. Leonard Cohen - Teachers (1967)
4. Crime & The City Solution - The Shadow Of No Man (1989)
5. Jerry Goldsmith - The Captive (1974)
6. Rued Langgaard - Vanvidsfantasi (fremført af Bengt Johnsson) (1984)
7. Bohren & Der Club Of Gore - Midnight Black Earth (2002)
8. Deafheaven - Dream House (2013)
9. HVASS - Shine Bright (2017)
10. Suicide - Diamonds, Fur Coat, Champagne (1980)
11. RAFF - Self Control (1984)
12. Stelvio Cipriani - Un'ombra Nell'ombra (1979)
13. Bande De Los Apaches - Go For Broke (Rescue Mission)(2015)
14. The Brazierlights In The Window - Tænk At Hun Kan Sige Det Højt (demo) (2017)
15. Bob Dylan - Ballad Of A Thin Man (1965)


torsdag den 12. oktober 2017

tirsdag den 10. oktober 2017

HVASS i Mod Strømmen


“A calypso infused mescal. Gothic noir rock and instinctive post punk, that belongs to a desert shootout death scene.”

- således har Sebastian Hvass selv beskrevet HVASS’ musik i et interview.

Jeg kan måske følge ham lidt henad vejen. Da jeg hørte bandet i slutningen af august på H15 i Kødbyen, strejfede de australske vidder mig. Hvis skudduellen foregår langt pokker i vold ude i den australske ørken, så er jeg med. Nick Cave var også i mine tanker, han må repræsentere postpunk. Hvad angår den beduggede mecal-calypso, så tænkte jeg slet ikke i de baner. Muligvis var der en lille smule gothic noir rock, uden jeg dog umiddelbart kan sætte fingeren på, hvor det element eksakt kom ind.   

Koncerten var HVASS første i år. Udgivelsen af den nye plade, ’Nightlife’, skulle der gøre stads af. Det blev der også. Spines og Leisure var inviteret med, men denne aften, var det dog HVASS improvisationer og brug af et gammelt klaver, som gav bandet en skøn organisk lyd, der fangede min opmærksom. De spillede også et Dylan-nummer.

Sebastian Hvass har udtalt, at i forhold til de to tidligere ep-udgivelser, så er ’Nightlife’, et mere bandbaseret album. Det slipper dog ikke helt en konceptuel idé, som også var en del af fundamentet på de første plader. Nu drejer det sig om at udforske selvet, også de grimme sider. Altså undersøge ting, der er/kunne være latent til stede. Dybdepsykologien må jeg vist overlade til bandet, når de kommer på besøg på torsdag, d, 12. oktober.

Stil ind, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream,

’Nightlife’-albummet fra i år


mandag den 9. oktober 2017

Man skal ikke stole på alt, der står i aviser. (Efterårsblues #1)


Kommunikation er ikke, hvad kommunikation har været. Og slet ikke, når man kun kommunikerer gennem den husstandsomdelte lokalavis Christianshavneren. Jeg var alt for hurtigt ude på Facebook tidligere i dag, da jeg fortalte, at Radio Bluestime var gået på ferie. Det var de ikke, viste det sig, da jeg tændte for radioen, kl. 18.00. Ifølge Kulturstyrelsen forordning er Christianshavns Kanal forpligtet til at sende i de tildelte timer. Ikke noget med genudsendelser. Da jeg forleden læste Christianshavneren noterede jeg mig, at Bluestime i deres faste annonce med alt om, hvad der sker i udsendelsen en måned frem, havde skrevet, at de var gået på efterårsferie og først var tilbage igen d. 6. november. Den gik jeg og gnaskede lidt på, før jeg besluttede mig for at sætte et program sammen til i dag. Det var ligeledes en god mulighed for, endnu engang at få nævnt støttefesten til fordel for Jan Sonnergaards Mindelegat, der foregår i Larsbjørnsstræde, nu på lørdag, d. 14. oktober, mellem kl. 15 - 21, tænkte jeg. Sådan blev det ikke. I hvert fald ikke på liveradio.

Udsendelsen, jeg havde skruet sammen, var dog en såkaldt forproduktion:

1. Kamasi Washington - Knowledge
2. Martin Hall - Greed
3. Laraaji - Change
4. Jack Cooper - North Of Anywhere
5. Quicksilver Messenger Service - Long Haired Lady
6. Papir - V.III 
7. Red Lama - Post Optimism
8. Uffe Lorenzen - Flippertøs                           
9. Niels Skousen - Ikke Mere At Vente På
10. Nicolaj Stochholm - Vanessa Paradis
11. Ifriqiyya Electrique - Laa La Illa Allah
12. Mickey Newbury - The Future's Not What It Used To Be
13. Hvass - Suncrasher
14. Hvass - Bended Spoons


BH Surfers

At Butthole Surfers kom til at hedde Butthole Surfers var lidt af en tilfældighed. De havde tidligere optrådt under navne som The Dick Clark Five, Nine cm Worm Makes Own Food, The Vodka Family Winstons, Ashtray Babyheads, Ed Asner Is Gay, Fred Astaire's Asshole, The Right To Eat Fred Astaire's Asshole, The Inalienable Right To Eat Fred Astaire's Asshole mv. Ved deres første betalte show, kunne koncertarrangøren ikke huske, hvad bandet hed. Han offentligjorde dem desårsag under en af deres sangtitler, ’Butthole Surfer’. Navnet har siden givet en række problemer, fordi spillesteder, aviser og radio- og tv-stationer har ment, at det overskred almindelig pli.

For et par måneder siden oplyste Butthole Surfers, at de er gået i studiet for at indspille opfølgeren til 2001-albummet, ’Weird Revolution’.

Her et par klassiske koncert-posters




fredag den 6. oktober 2017

Flemming Borby og Jens K. Playliste 5. oktober 2017


1. Labrador - I Love You My Way (2002)
2. The Carpenters - (They Long to Be) Close To You (1970)
3. The Bleeder Group - Lovers Anonymous (2004)
4. Labrador - Air Labrador (2004)
5. John Barry ‎- Midnight Cowboy (1969)
6. Before - Sister Culture (1983)
7. Labrador - Sad & Done (2004)
8. Knud Odde - I Zahrtmanns Have (2017)
9. Tom Petty And The Heartbreakers - Louisiana Rain (1979)
10. Living Sign - As Time Goes By (1984)
11. Jens K - Selvlysende September (2013)
12. Labrador - Loveletters (2009)
13. Scott Walker - It's Raining Today (1969)
14. Peter Laugesen & Singvogel - Dobbeltregn (2005)
15. Labrador - I Am Maybe Not What I Am (2012)
16. Link Wray - Rumble (1958)
17. bob hund - Popsång (Mot Min Vilja) (2011)
18. The Ghost Brother Project - The Gospel (2014)
19. John Mogensen - Kom, Kom Til Klondike (1967)
20. Flemming Borby - Chelsea (2017)


onsdag den 4. oktober 2017

Husk Soja. Resten af året...


Nyt fra Bed Wettin’ Bad Boys


Australske Bed Wettin’ Bad Boys har ikke ladet høre fra sig i en rum tid. For et par timer siden meddelte deres pladeselskab, ’R.I.P. Society Records’, at Sydney-kvartettens andet album, ’Rot’, rammer gaderne d. 10. november.

Her et par skudsmål fra Mod Strømmen Best Of-lister 2013 af Bed Wettin’ Bad Boys debut-lp, ’Ready For Boredom’:

”I en pladebutik i Berlin, pegede en god ven på denne plade og sagde, at jeg skulle købe den. Det sked jeg højt og flot på, men måtte så efterfølgende konstatere, at han havde ret, og så bestilte jeg den fra selvsamme butik, da jeg kom hjem til København. Bag det fjollede navn og grimme pladecover, gemmer sig et australsk rock/punk band, bl.a. med et medlem fra Royal Headache, som er ét af mine absolutte favoritbands for tiden. Det her er også imponerende stærkt!”

- Jan Damage Petersen

”En plade der på ingen måde skilter med på ny at have opfundet rockmusik. Men det er da også fløjtende ligegyldigt, når man kan stjæler med arme og ben fra Replacements, Only Ones og glam rock, og når sangskrivningen som her bare er helt i top. Og så den der snottede vokal, som det meste af pladen lyder så presset. Det er et fedt album”

- af Thomas Løppenthin

’Plastic Tears’ fra den kommende plade, lyder umiskendeligt som Bed Wettin’ Bad Boys…


tirsdag den 3. oktober 2017

Flemming Borby og Jens K i Mod Strømmen


’Hell Is Too Far’, hedder Flemming Borbys nye plade, der kom på gaden, d. 1. september. Albummet er indspillet i Berlin med hjælp fra folk, som blandt andet har turneret og indspillet med Tindersticks, Moby, Debbie Harry og L7. Hvis éns langtidshukommelse ellers fungerer, så husker man måske Borbys navn fra The Poets, Greene og Labrador. Tre mere eller minde toneangivende bands fra den danske indiescene fra firserne, halvfemserne og nullerne. Siden da har Borby helliget sig det tyske marked. Han er bosat i Tyskland, hvor det er blevet til et utal af koncerter. Ikke bare i den tyske hovedstad, men ud over det store land mod syd.


Jens K er efterhånden en gamle kending af Mod Strømmen. Jeg vil derfor ikke gå i detaljer med hans meritter, her og nu. Bare fortælle, at Flemming Borby og Jens K har slået pjalterne sammen, så at sige. De optræder sammen, hvor de hver især spiller deres egen sange. Senest på spillestedet 5e i Den Brune Kødby, mandag aften. Hvordan idéen til det samarbejde opstod, kommer vi formentlig til at høre mere om i udsendelsen. Borby producerer iøvrigt Jens Ks kommende plade, den første siden ’Sekunder Overalt’, der udkom i 2013.

Stil ind, kl. 18.00, torsdag d. 5. oktober, på enten på 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream. Mange tak.

Foto: Michael Marquard Lund fra 5e, mandag aften.

søndag den 1. oktober 2017

“The Greatest Rock Move Ever”. Mike Scotts yndlingsøjeblikke med Keef.


Mike Scott har skrevet en ode til Keith Richards. Den hedder ’Mister Charisma’, og er at finde på den nye Waterboys-plade, ’Out Of All This Blue’. Scott har i den anledning fortalt magasinet PopMatters:

“I greatly admire who Keith has become over the years as a man and a spirit. But my song says ‘Please, mate, can you make the news these days with a killer riff or a beautiful song rather than by slagging Sgt. Pepper or coming up with newsworthy trivia?”

Samtidig har Mike Scott fået lov til at udvælge sine fem favoritøjeblikke med Richards. Kutymen plejer ellers at være en artikel om den interviewedes fem yndlingsplader. Her følger introen til det, Scott kalder,”the greatest rock move ever…”

“May 1968. The Stones film a promo for their new single “Jumping Jack Flash”. Mick wears war paint, Brian’s face is pancake green, Charlie’s bored and Bill’s mysterious. Meanwhile, Keef has discovered the all-time greatest rock’n'roll facial expression, a puckered-lip pout that transmits defiance, hedonism and the way his guitar riff sounds all at once. The camera catches it four, maybe five times and you can imagine the director shouting “Yeah, that face, get that!”

For the first minute and a half, the film is all close shots, claustrophobic, thrilling. Then the focus widens and we see Mick is dancing in front of the band. Behind him, while he sings “And I frowned” in the third line of the third verse, Keef busts the greatest rock move ever. It has four components: he yanks his arm back while striking a guitar chord; he ducks; he turns to his left, and he throws that puckered-lip pout again. In a single second, he defines rock’n'roll for all time as a sound, a dance, and an attitude.”



Læs hele artiklen fra PopMatters her. God fornøjelse på tirsdag