“Before 1969, my
memories were nothing but fun and excitement and shooting to the top of the
charts and loving every minute of it. The Manson murders [in the summer of
1969] ruined the L.A. music scene. That was the nail in the coffin of the
freewheeling, let's get high, everybody's welcome, come on in, sit right down.
Everyone was terrified. I carried a gun in my purse. And I never invited
anybody over to my house again.”
- Michelle Phillips
Fra midten af tresserne og nogle
år ind i halvfjerdserne bosatte en lang række af musikere, sangskrivere, bands,
producenter, kunstnere og pladeselskabsfolk sig i en eucalyptusduftende dal dybt
inde i Hollywood Hills i Los Angeles. I dag taler man om en helt særlig Laurel
Canyon-lyd, men for mange var det lige så meget en livsanskuelse, der samlede
den brogede flok. Mange mener, at det var på disse skovklædte bjergskråninger, at
hippiegenerationen tog sine første spæde skridt. Indenfor få år eroberede den alverdens hitlister.
Det var her, at Crosby, Stills,
Nash og Young for første gang afprøvede deres flerstemminge harmonier. Hendrix
og Jagger festede hos Frank Zappa i hans berygtede Log Cabin. Et kæmpe skrummel
af en bjælkehytte. Stuen var 75 m lang og 30 meter bred og havde en enorm pejs.
I kælderen var der bowlingbane og plads til at øve med The Mothers Of Invention. The Doors ’Love Street’, The Mamas & The Papas ‘12:30 (Young Girls
Are Coming To The Canyon)’ og CSNYs ‘Our House’ handler alle Laurel Canyon.
Well, hvorfor denne lange smøre,
der velsagtens er fast pensum eller i al fald burde være dét, for enhver med
den mindste interesse for rockmusik? Kort og godt fordi, man i det seneste nummer
af Vanity Fair finder ’An Oral History of Laurel Canyon, the 60s and 70s Music Mecca’.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar