Blogger Widget

onsdag den 30. april 2014

Doe & Lowe i aften


”Nick Lowe debuterede med bandet Kippington Lodge, en tidlig udgave af Brinsley Schwarz, i 1967. Den fem år yngre John Doe elleve år senere med X. Nick Lowe var den begavede pub-rocker, som tidligt havde fangarmene tunet ind på punk. John Doe var som sanger og sangskriver i X indbegrebet af den tidlige californiske punk-scene, og senere udviklede X sig til at blive et af de helt store amerikanske rockbands, altså i mini-format, hvis I forstår. Nick Lowe ærkeengelsk, John Doe ærkeamerikansk. Og begge gør nu alligevel tingene på deres helt egen måde.”

- fra Borderline Magazine præsentation af Nick Lowe og John Doe, i forbindelse med, at de spiller i Amager Bio i aften.

Jeg behøver næppe sige mere. Det skulle da lige være, at John Does ’Never Enough’, er et af de fedeste numre, der er skrevet i dette årtusinde. Hverken mere eller mindre. I november 2012 præsenterede jeg sangen således:

”Hard-rockin’ John Doe fra X, med det, jeg betragter som nøglenummeret på ’Keeper’, der kom sidste år. En ram kommentar til den materielle rigdom, vi i den vestlige verden har det med at flashe i tide og utide. Og, det er slet ikke slut med det, for vi vil bare have mere og mere og mere. Eller det er under alle omstændigheder det politikerne tuder os ørene fulde af. Merforbrug, merforbrug, merforbrug, vækst, vækst, vækst…

“You’ve got a house full of junk
 a room full of junk
a closet full of junk
and it’s never enough.”


tirsdag den 29. april 2014

Atomfax i Mod Strømmen


Det er et pænt års tid siden, at Atomfax senest var gæst i Mod Strømmen. Dengang var deres debut-ep ’Mekonium’ et halvt år gammelt. Helt så lang tid er der ikke mellem udgivelsen af minialbummet ’Rollelisten fra The Cosby Show’ og gruppens tilstundende visit, nu på torsdag, d. 1. maj. Vi har oppet os.

Hvor jeg mestendels husker en masse gode anmelderser i kølvandet på ’Mekonium’, så har virkeligheden meldt sin grimme ankomst med ’Rollelisten fra The Cosby Show’. Nej, nu overdramatiserer jeg. Informations Ralf Christensen er fornøjet og skriver:

”Vi taler om en sanger, der leder tankerne hen på både Asger Hartvig fra Synd og Skam, Nicolai Elsberg fra Spillemændene og ingen ringere end Lars H.U.G. Imens finder bandet ind til både et fræsende freakout, en fin, uskyldsren melodiøsitet og en modernistisk legesyge i nærheden af Klichés new wave.”

Alt er dog ikke rosenrødt. Eventuelt fordi bandet tør at lukke mere op fra galskaben på den nye udgivelse?  Gaffa forstår den i hvert fald ikke:

”Der spilles ellers fint, og man aner, at Andreas Hjertholm faktisk kunne være en rigtig udtryksfuld sanger, hvis ikke stemmen blev brugt så forceret og kunstlet som her. Bevares, det er ganske givet en bevidst strategi, og at trioen går egne veje, vil jeg ikke forsøge at tage fra dem. At resultatet klinger noget studentikost i denne anmelders ører, er en anden sag – artrock og avantgarde eller ej.”

Før citationstegnene løber af med mig, så lad mig fortælle, at vi begynder kl. 18.00 på torsdag. Find udsendelsen på enten 98.9 FM eller livestream.


Som det efterhånden er blevet kutyme, når et orkester er på besøg for anden eller tredje gang, gengiver jeg playlsiten fra det forrige program. Ikke noget med at spille det samme nummer to gange, Atomfax!

1. Atomfax – Xantippes Stødhegn (2012)
2. King Crimson – 21st Century Schizoid Man (1969)
3. Elliot Smith – New Disaster (2007)
4. Mastodon – Iron Tusk (2004)
5. Bear In Heaven – Sinful Nature (2012)
6. The Hedgehogs – Your Eyes (2012)
7. Modest Mouse – Float On (2004)
8. Mars Volta – Ouroboros (2008)
9. Souls Of Mischief – 93 'til Infinity (1993)
10. Atomfax – Baby90 (2012)
11. Blur – Theme From Retro (1997)
12. Bobby Conn – Angles (2001)
13. David Bowie – We Prick You (1995)
14. Wu Lyf – Such A Sad Day Puppy Dog (2011)
15. John Martyn – Some People Are Crazy (1980)
16. Nikolaj Nørlund – Indre By (1997)
17. Atomfax – Regnbuer Kan Skræmme Lidt (2012)

”Tillidsfuldt som et barn” / Eske K. Mathiesen 70

Dagens store nyhed er jo nok, at Television kommer til København for at spille hele ’Marquee Moon’. Det ved de fleste interesserede allerede. I stedet bruger jeg spaltepladsen til et digt fra samlingen ’Fuglevarsler’ fra 1986, af den ”fugleglade folklorist”, som Politiken i dag kaldte 70-års fødselaren, Ekse K. Matiesen. Tillykke med dagen.

”Tillidsfuldt
som et barn der falder i søvn
lægger den døde fugl
sin kind
mod jorden
ved
at om lidt skal den vågne i 
dødsrigets lunde
og synge
om livet, der er som en drøm”

mandag den 28. april 2014

søndag den 27. april 2014

Ugens fem mest spillede numre (ifølge min last.fm)


Jeg er mildest talt mat i koderne ovenpå nogle skønne dage til Copenhagen Psych Fest. Derfor står ugens faste feature ukommenteret hen:

1. Love – The Castle
2. Love – She Comes in Colors
3. Miracle Legion – Mr. Spaceman
4. Orange Juice – Intuition Told Me (Part Two)
5. Morning Disaster – Black Leather Books


fredag den 25. april 2014

Shiny Darkly. Playliste 24. april 2014


1. Shiny Darkly - Soft Skin (2014)
2. Serge Gainsbourg - Ballade de Melody Nelson (1971)
3. Grace Jones - Warm Leatherette (1980)
4. Nagamatzu - Nikto (1983)
5. Thee Oh Sees - The Dream (2011)
6. Getatchew Mekurya & His Saxophone - Ambassél (1972)
7. Talking Heads - The Great Curve (1980)
8. Shiny Darkly - This Fragile Creature (2014)
9. Alan Vega - Jukebox Baby (1980)
10. Sam Flax - Fire Doesn't Burn Itself (2013)
11. Bryan Ferry - Limbo (1987)
12. My Bloody Valentine - When You Sleep (1991)
13. Dirty Beaches - Casino Lisboa (2013)
14. David Bowie - The Secret Life Of Arabia (1977)
15. John Maus - Angel Of The Night (2013)
16. Shiny Darkly - Eternal Chase (2014)


torsdag den 24. april 2014

Too much time to think / Min computer er syg


Dommen efter stuegang. Min computer er syg. Det er ikke noget blide strygninger, Hausfrauentipps eller hvile kan klare. Indtil den får det bedre, opdaterer jeg kun nødtørftigt. Regn dog med, at aftenens program med Shiny Darkly kommer op i løbet af i morgen.

mandag den 21. april 2014

Påsketema #5: Shiny Darkly i Mod Strømmen


De Copenhagen Psych Fest navne, jeg har fremhævet, har alle været programsat til før kl. 20.00. Hvis der ligger et budskab i det, er det sandsynligvis ikke særligt vigtigt. Anyway, københavnske Shiny Darkly spiller, kl. 20.15, lørdag, d. 26. april. Hvilket betyder, at jeg er fri for at spekulere mere over mere eller mindre neurotiske årsagssammenhænge.

I begyndesen af april udkom Shiny Darklys debutalbum, ’Little Earth’ på Crunchy Frog. I stedet for selv at sætte ord på udgivelsen, citerer jeg her en anmeldelse som jeg faldt over hos Norman Records:

“It’s a chunky darkpop mixture of spiky post-punk guitars and shoegazey synth drones and reverb abuse. It’s reminding me of Savages’ kind of epic-Joy-Division aesthetic mixed with some of the grimy, gothy rock of bands on Sacred Bones like Pop. 1280 or Cult of Youth.”

Ovennævnte dækker stort set min udlægning af ’Little Earth’. Samtidig står den i skinger modsætning til anmeldelsen i Soundvenue, som jeg ikke kan bruge til en skid. Kritikeren, Anders Cold, når tilmed at desavouere to af pladens bedste skæringer. ’Sacred Floor’ kalder han en ”stillestående dødbider”, mens ’Soft Skin’ er ”en stivlemmet, anstrengt tingest”.  På den anden side, så var det den samme anmelder, der engang drog sammenligninger mellem The Knack og Baby Woodrose. Kan man overhovedet sætte lid til en mand med så håbløse referencer?  


Før det går løs i Stengade, kommer Shiny Darkly forbi Mod Strømmen. Det sker torsdag, d. 24. april, mellem kl 18-20. Stil ind på 98.9 FM eller over livestream.

Det er ikke første gang bandet har besøgt os. I september 2012 spillede de følgende numre:

1. Shiny Darkly - Into The Shade (2012)
2. Suicide - Girl (1977)
3. Television - Elevation (1977)
4. Iggy & The Stooges - Shake Appeal (1973)
5. Cure - Prayers For Rain (1989)
6. Patti Smith Group - Rock’n’Roll Nigger (1978)
7. Spaceman 3 - Losing Touch With My Mind (1986)
8. Joy Division - Disorder (1979)
9. Nick Cave & The Bad Seeds - Jack The Ripper (1992)
10. Gnags - Slingrer Ned Ad Vestergade (1983)
11. Neu! - Negativland (1972)
12. Shiny Darkly - Bury Us (2012)
13. The Smiths - How Soon Is Now (1984)
14. John Maus - …And The Rain (2011)
15. A Place To Bury Strangers - Deadbeat (2009)
16. Thee Oh Sees - Robber Barons (2011)
17. The Doors - Strange Days (1967)
18. Shiny Darkly - He's Suicidal (2012)

søndag den 20. april 2014

Påsketema #4: Parasonika


To svenske og et finsk band er det indtil videre blevet til i mit minitema om Copenhagen Psych Fest. I dag er turen kommet til Ålborg-duoen Parasonika, som består af Martin Pale og Mads Lang Olsen. Indviede kender sikkert d'herrer fra The Hedgehogs. Måske endog fra Lillebror. Bands, der henholdsvis gør sig i garagerock og straightforward banditrock. Parasonika er hverken-eller.

Inspirationen kommer fra Wooden Shjips, GNOD, Joy Division og Swans, selv om det knapt er hørbart mere. Støj og drone. Hvis jeg virkelig skal være omstændelig, kan jeg godt fornemme 'Shine Like Suns' fra Wooden Shjips debutplade. Men så er jeg immervæk nede og rode i nogle detaljer, som de fleste finder ligegyldige. Parasonika var fra begyndelsen Pales hjemmeprojekt. En leg med tanpura- og trommemaskine, laptop, spansk guitar, et par computerhøjtalere og en masse rumklang. Siden kom Lang Olsen med på sitar. Mere var der ikke behov for. Duoen bestræber sig i det hele på at holde det hele så minimalt, som overhovedet muligt:


Parasonika åbner den lille scene på 1. sal i Stengade, fredag d. 25. april, kl. 16.50. For nu at være fair, skal jeg kort nævne, at Martin Pales og Mads Lang Olsens hovedband, The Hedgehogs, er første orkester, kl. 16.05, på den store scene dagen efter, mens endnu et par medlemmer af The Hedgehogs, allerede spiller med deres sideprojekt, The Roosters, om torsdagen, kl. 18.15.



lørdag den 19. april 2014

Ugens fem mest spillede numre (ifølge min last.fm)


Late again. Hvad kan jeg lære af det? Tjah! Der er noget med en bager og noget brød, men det gider jeg ikke trætte nogen med.

Sidste mandag udkom Woods nye album, 'With Light & With Love'. Det bærer ugens top-fem en smule præg af. Brooklyn-kvartetten mestrer om nogen i disse år at skrive forbandede gode sange. Selv om de stadig trækker på deres egen løse definition af freak-out folk, så er 'With Light & With Love' måske det tætteste Woods nogensinde kommer på en popplade. Forårets skive?

Kim Gordons urbane hyldest, støjperlen 'Making The Nature Scene' fra Sonic Youths debutplade, 'Confusion Is Sex', fra 1983, dukker også op. Måske ikke det album, man som førstegangslytter skal gå i krig med. Der vil jeg anbefale 'Daydream Natio'’ eller 'Dirty'. Jeg kan ikke forklare, hvordan Ian Dury fik sneget sig ind.

Til gengæld ved jeg ganz genau, hvorfor Lumerians’ 'Dogon Genesis' er nummer et. Oakland-bandet figurerede faktisk med det samme nummer på syv-dagsopgørelse, for halvanden måneds tid siden. Nærmere bestemt, lørdag d. 1.marts. I løbet af ugen løb der en del begejstrede anmeldelser ind af Lumerinas koncert ved Roadburn Festivalen i Tilburg i Holland. Bl.a. Anmelderen. Det inspirerede mig i den grad til et genhør med bandets to fortræffelige album, 'Transmalinnia' fra 2011 og 'The High Frontier' fra sidste år.

1 Lumerians – Dogon Genesis
2. Woods – Shephers
3. Woods – New Light                                          
4. Sonic Youth – Making The Nature Scene                              
5. Ian Dury – Sex And Drugs And Rock 'n' Roll


fredag den 18. april 2014

Påsketema #3: Ved


”Jeg troede ikke du brød dig om Tangerine Dream?”, spurgte min kone, da jeg en aften i den forløbne uge, hørte albummet ’Gershwin's Pipe’ med Malmø-bandet, Ved. ””, svarede jeg lidt forvirret og fortsatte, ”hvorfor spørger du om det?”. ”Fordi dét, du hører, minder meget om dem. Jeg har dyrket en del Tangerine Dream, før vi mødte hinanden”, replicerede hun hurtigt. ”Æh”, nåede jeg vist lige at tænke, før hun var videre med andre gøremål. Samtalen fik sat en længere tankerække i gang.

Ved er et helt nyt bekendtskab. For fjorten dage siden anede jeg intet om bandets eksistens, selv om de snart nærmer sig fem-seks udgivelser. Ved var oprindelige et soloprojekt for multiinstrumentalisten Mattias Nihléns og det var ikke før omkring 2011-2012, at de begyndte at kalde sig et orkester. Musikalsk adskiller det sig meget fra de to andre band fra Copenhagen Psych Fest, som jeg har introduceret. Flere vil nok hævde, at det bare er en manøvre fra min side. En måde at bære mere ved til bålet på (den sætning er til gengæld både søgt og meningsforstyrrende) Men nej, jeg mener faktisk, at programmet i Stengade er stærkt og særdeles varieret.

Jeg kan godt leve med, at min kone sammenligner Ved med Tangerine Dream. Min tankerække gik dog i helt andre baner. Forrest i lydbilledet ligger ofte en bouzouki, et gammelt strengeinstrument fra den anatolske højslette, der senere vandt gehør i Grækenland og som i dag er uundværlig for rebetika-genren. Det giver det hele et skær af folkloristisk verdensmusik, som går eminent i spænd med det suggestive beat. Inspirationen fra krautrocken er også mærkbar. Samtidig er der en følsomhed i musikken, der leder mig hen mod Durutti Columns lydlandskaber. Fik jeg i øvrigt fortalt, at Ved er et instrumentalband?

Efter Copenhagen Psych Fest står Ved overfor en længere tour til de tidligere sovjetrepublikker Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan og Tadsjikistan. I den anledning har de uploadet et nyt nummer.


Ved spiller, lørdag, d. 26 april, kl. 17.00.


torsdag den 17. april 2014

Shoot From The Hip #2 (2014). Playliste 17. april (Skærtorsdag)


1. The Byrds - Jesus Is Just Alright (1969)
2. Godfathers - Birth, School, Work, Death (1988)
3. X-Ray Spex - Warrior In Woolworths (1978)
4. Gnags - Professionelle Ballademagere (1979)
5. Shiny Darkly - Sacred Floor (2014)
6. Hyldemors Grønsagligheder - Sidder I Et Spil Kort (1975/2014)
7. Ukendt Under Andet Navn - Skridt (2014)
8. Sonic Youth - Reena (2006)
9. X - The Have-Nots (1982)
10. Neil Young - Revolution Blues (1974)
11. The International Tussler Society aka Motorpsycho - That Ol' White Line (2003)
12. The Lollipop Shoppe - Who's It Gonna Be (1968)
13. 13th Floor Elevators - She Lives (In A Time Of Her Own) (1967)
14. Guided By Voices - Shine (Tomahawk Breath) (2014)
15. Nicholas Ginbey - Stay Here And Hold You (2012)
16. Bob Dylan - She Belongs To Me (1965)
17. Dawn Landes & Bonnie 'Prince' Billy – Dark Eyes (2014)
18. Neil Diamond – Red Red Wine (1967)
19. Keith Richards - You Win Again (2001)
20. Chrome - T.V. As Eyes (1979)
21. Less Win - Speedy Schlichters (2013)


onsdag den 16. april 2014

Påsketema #2: Dark Buddha Rising


Det kan gå galt i dag, rigtigt galt. Så er det sagt. Thi jeg begiver mig ned ad en vej, som jeg ikke kender og ikke har den fjerneste idé om hvor ender. Indenfor film og litteratur arbejder man med et horror-begreb. Altså fortællinger om menneskets møde med det grufulde og forfærdelige. Typisk det over- og unaturlige, såsom dæmoni, psykopati, videnskabelige eksperimenter, naturen, der går amok, og blodig lemlæstelse af kroppen. Og det er netop billeder af den art, der suser forbi den indre biograf, når jeg hører doommetal-bandet, Dark Buddha Rising.

Det er finsk, det er tungt, det er mørkt, det er okkult. Sidder hele tiden med en fornemmelse af, at jeg er vidne til jordens undergang og menneskeslægtens udslettelse. Det er ren og skær ondskab. Blottet for enhver form for lindring og skønhed. På Roskilde Festivalens hjemmeside, hvor Dark Buddha Rising, også skal optræde i år, beskriver de det onde således:

”Kun Finlands hylende vintervinde kunne skabe et band som Dark Buddha Rising. Deres særlige type langsomme, psykedeliske doom tager dig med til en fjern provins fuld af mørk psykose, bizarre, geometriske former og det blændende, onde lys fra den næste verden.”

Velbekomme. Jeg skal nok komme med en tilbagemelding, hvis jeg altså tør at høre dem, når de slipper helvedes altfortærende ild løs over Stengade 30 ved Copenhagen Psych Fest. Det sker fredag, d. 25. april, kl. 18.40.



tirsdag den 15. april 2014

Påsketema #1: The Janitors


45 acts på tre dage. Copenhagen Psych Fests ambitioner er til at tage at føle på. Spredt henover påsken vil jeg grave lidt dybere i programmet. Jeg har ingen illusioner om at præsentere alle orkestrene. En håndfuld eller mere bliver det måske til.

Stockholm har vist ikke sin egen psych fest, endnu. Men den er sikkert lige på trapperne. Scenen deroppe er i al fald spændende med maestroerne Dungen i spidsen, sideprojektet The Amazing, for ikke at glemme psychpop-kollektivet, Samling. Og så er dette tlimed kun en diminutiv småkradsen i overfladen. Længere nede finder man The Janitors, som til september udsender en 12” EP på Bad Afro Records. Bandet har eksisteret on and off siden midten af nullerne og har et par album og nogle singler på bagen.

Internetmedier og aficionadoer har hang til at namedroppe shoegazer i forbindelse med The Janitors. Dér står jeg af. Stilmæssigt læner bandet sig langt mere op ad bluesmusikken. Vel at mærke, som Nick Cave fortolkede den sammen med The Bad Seeds. Og så ikke alligevel, The Janitors har et tungt, langsomt og repetitivt drive, hvor reminiscenser af den akustiske delta-blues dukker op i detaljen. Plus et orgel, som tripper hjemmevant ind og ud af fokus, mens effektpedalerne tager dig med på langfart. Dertil kommer et velsignet skud The Jesus And Mary Chain. Det er måske præcis dér, at shoegazer-referencerne kommer ind. Selv har jeg aldrig opfattet JMC som et shoegazer-band. Nevermind!

Jeg forventer under alle omstændigheder en koncert med flydende grænser og med mulighed for enten at fortabe sig fuldstændig i det monotone groove eller lade tankerne flakse hid og did, når The Janitors går på scenen lørdag, d. 26. april, kl. 18.15, ved Copenhagen Psych Fest i Stengade 30.


For en måneds tid siden, remsede The Janitors i et interview med The Blog That Celebrates Itself, alle deres yndlings-lp’er op. De består for en stor del af lutter gamle kendinge:

The Velvet Underground - ’The Velvet Underground’
Misfits - ‘Walk Among Us’
The Doors- ‘L.A Woman’
M.I.A - ‘Arular’
Elvis Costello - ‘My Aim Is True’
Talking Head s- ‘77’
Soundgarden  - ‘Superunknown’
Neil Young - ‘Everybody Knows This Is Nowhere’
Bob Dylan - ‘Highway 61 Revisited’
The Rolling Stones - ‘Beggars Banquet’
Led Zeppelin  - ‘ IV’
The Stone Roses - ‘The Stone Roses’
The Kinks - ‘The Village Green Preservation Society’
Love - ‘Forever Changes’
The Beach Boys - ‘Pet Sound’s
The Clash - ‘London Calling’
Nick Cave & The Bad Deeds - ‘Let Love In’
The Velvet Underground - ‘Loaded’
The Beatles - ‘Abbey Road’
Tom Waits - ‘Rain Dogs’
Loop - ‘Fade Out’
Depeche Mode - ‘Black Celebration’
Spiritualized - ‘Ladies And Gentlemen We Are Floating In Space’
Sonic Youth - ‘Sister’
bob hund - ‘bob hund’
Spacemen 3 - ’Perfect Prescription’


mandag den 14. april 2014

søndag den 13. april 2014

Ugens fem mest spillede numre (ifølge min last.fm)


For et døgn siden befandt jeg mig i Maribo. Det er på Lolland. Jeg fornemmer et omkvæd. Well, tilbage på sporet. Det er anden gang, indenfor blot tre uger, at den seneste uges top-fem, med uge mener jeg fra fredag til fredag, bliver forsinket. Undskyld. Da jeg begyndte at lave denne tilbagevendende feature var det med et lille håb om, at den i det mindste kunne være med til at demonstrere, at jeg hører mange nye album. Sådan er det ikke helt gået.

Ok, der er et nummer fra i år med blandt forrige uges mest spillede. Det er dog en nyfortolkning af Bob Dylans ’Dark Eyes’, der jo oprindelig kom på ’Empire Burlesque i 1985. Stones er fra 1978, X fra 1982 og etteren er fra 1991.

Hvis Jerry Garcia & David Grisman første akustiske samarbejde, ’Garcia/Grisman’, er uopdyrket jord, kan jeg ikke andet end at opfordre til at få hænderne i mulden. Albummet spænder over bluegrass, ældgamle folkeviser, standardmateriale af Irving Berlin og Hoagy Carmichael til noget, som i mangel af et bedre udtryk, minder om modal-jazz. Det er en fremragende plade:

1. Jerry Garcia & David Grisman – Two Soldiers
2. The Rolling Stones – Miss You
3. Dawn Landes & Bonnie 'Prince' Billy – Dark Eyes
4. The Rolling Stones – Respectable
5. X – The Have Nots



fredag den 11. april 2014

Black Seagull. Playliste 10. april 2014


1. Black Seagull - Halfpast Summer (2014)
2. Bob Dylan - Masters Of War (1963)
3. Calexico - Bend To The Road (2008)
4. Rod - I Det Fjerne (2007)
5. Motörhead - Stay Clean (1979)
6. Black Seagull - Fire (live i studiet)
7. Black Seagull - Hey, Hey (live i studiet)
8. Black Rebel Motorcycle Club - Suddenly (2003)
9. Sonic Youth - Drunken Butterfly (1992)
10. Slayer - Behind The Crooked Cross (1988)
11. Madrugada - Higher (2000)
12. Arctic Monkeys - Dance Little Liar (2009)
13. Black Seagull - And The Kids Will Howl (2014)
14. Black Seagull - Don’t Know Why I Came (2014)
15. The Raconteurs - The Switch And The Spur (2008)
16. Black Seagull - Stranglehold Motel (live i studiet)
17. The Strokes - Razorblade (2006)
18. Jack Bugg - Simple As This (2012)
19. Robert Plant & Alison Krauss - Killing The Blues (2009)
20. Nick Cave & The Bad Seeds - Higgs Boson Blues (2013)
21. Black Seagull - Black Seagull (2014)


torsdag den 10. april 2014

En tyr i sengen?


“Now listen to me honey/ I give you all the reefer/ All the cocaine/ And you still fucked up”

Såfremt min tekstanalyse holder, rammer den ucensurerede udgave af LaVern Bakers ('Jim Dandy', 'Tweedlee Dee', 'Jim Dandy Got Married') og Jackie Wilsons ('Reet Petite', 'Lonely Teardrops', 'Doggin' Around') soulsang, ’Think Twice’, et af hankønnets ømmeste punkter. Kan du noget på et lagen? 

A-versionen. lad os kalde den det, var et mindre hit i 1966. Den X-ratede indspilning blev til en sen nattetime, hvor de havde fået for meget at drikke. Sjovt nok blev den aldrig udsendt, men har cirkuleret rundt på en bootleg-kassette. LaVern dybe vokal skælder og smælder, mens Jackie Wilson forsvarer sig i et mere afdæmpet og fornedret toneleje.


onsdag den 9. april 2014

“Forfængelighed kan have mange udtryk…”


”Jeg har i virkeligheden gået klædt på samme måde hele mit liv: samme blå bootcut cowboybukser, samme korte Beatles-støvler og samme sorte skjorte. Det er min uniform. Der er nogle billeder af mig som lille dreng i 70’erne, hvor det er fuldstændig det samme. Jeg har det bedst når jeg har det på, men ellers går jeg ikke op i tøj overhovedet. Men forfængelighed kan have mange udtryk, fx bryder jeg mig ikke om at kigge mig i spejlet. Jeg tænker stadig på mig selv som en 16-årig dreng i cowboytøj, og når jeg så ser mig i spejlet, er der en gammel mand. Af samme grund hader jeg at blive fotograferet – det er den totale modsætning til at spille musik. Musik kan tage os ud af os selv, kameraet gør lige det modsatte, og man bliver virkelig konfronteret med sig selv. Jeg har altid spillet musik, fordi jeg gerne vil give slip. Det afspejler sig også i min interesse for stoffer og det psykedeliske

- Lorenzo Woodrose. Euroman, marts 2014

Foto: Søren Rønholt

mandag den 7. april 2014

‘Bob Dylan in the 80's: Volume 1’


“The producers should admit failure and throw this one into the trash, and start over. Bob Dylan is a great singer compared to these pale pretenders. He can perform--whereas these are instantly forgettable renditions, no originality and very little energy matching the requirements of the songs. What was the point of this wretched and embarrasing release?”

- kommentar fra en utilfreds bruger på Amazon.

Jeg holder af de fleste af Dylans albums fra firserne. Især gospel-pladerne. Bevares, det er ikke hans heyday. Men står det nu også så galt til på det nye hyldestalbum, ‘Bob Dylan in the 80's’? Den slags er jo altid en smagssag, men jeg kan faktisk finde adskillige godbidder:  


søndag den 6. april 2014

Black Seagull i Mod Strømmen


I pressematerialet og de anmeldelser, jeg har læst af Black Seagulls debut ’Random Satellites’, er der gjort meget ud af, at kvartetten er en sammensmeltning af et par københavnske rockorkestre med mange år på bagen. Hvoraf det ene ikke kendte deres besøgelsestid og det andet vandt halvfemserfænomenet DM i Rock, men ikke nåede samme popularitet som et par af de andre vindere. Med andre ord, savnede On Trial og Passion Orange, som jeg faktisk ikke kan huske, hvordan lød.

Men, som man siger, that was then this is now. De fleste af numrene på ’Random Satellites’ tager afsæt i klassiske rockdyder. Der er ikke så mange dikkedarer. Regulær rock, ja, ikke ordinær. Sangene er veltunede, ofte med et akustisk tilsnit, der er romantiske kærlighedsballader og af og til dukker der et mildt strejf af REM op.

Nyfortolkningen af On Trials ’Black Seagull’, som bandet også har taget navn efter:


Lyt med på torsdag, d. 10. april, mellem kl. 18-20, på enten 98.9 FM eller livestream udsendelsen. Jeg har hørt en lille fugl synge om et akustisk livesæt i studiet. Vi får at høre.

lørdag den 5. april 2014

Ugens fem mest spillede numre (ifølge min last.fm)


Hvis jeg havde været i København i går aftes, var jeg nok endt med at stå og svaje i en af de første rækker til det malinesiske ørkenbluesband, Tamikrest, på Global. Det var jeg ikke. Og det har jeg vidst hele ugen, at jeg ikke ville være. Måske er det den kendsgerning, jeg har forsøgt at bortjage eller i det mindste at kompensere en smule fra ved at lytte til en del afrikansk musik i de seneste syv dage.

Etteren, kenyanske The Rift Valley Brothers, kender jeg ikke noget særligt til. De lavede en stribe singler i halvfjerdserne. ’Mu Africa’ har jeg fra opsamlingen ‘Kenya Special (Selected East African Recordings From The 1970s & '80s)’, som engelske Soundway Records, der har specialiseret sig i spændende og sjælden musik fra fjerne hjørner af kloden, udsendte sidste år.

Zambiske Amanaz, har været oppe at vende tidligere på nærværende blog. Lørdag den 7. marts 2009, skrev jeg følgende, som jeg står ved:

”Psykedelisk rock, psykedelisk folk, psykedelisk pop, psykedelisk soul, psykedelisk ditten og datten. Psykedelisk musik er hot, som ind i helvede. Om den kommer fra Cambodia, Grækenland, Danmark eller fra det nordlige Zambia er et fedt, bare der er masser af fuzz guitar og den er tilstrækkelig stenet.

For mange er essensen af psykedelisk musik lig med 1966-67, The Summer Of Love og San Francisco. Og de har ret, der er dog et lille aber dabei. Genren nåede gennem det næste årti ud til den fjerneste plet på jorden. Den inspirerede og satte hjerter i brand. Selv i Kitwe, Zambias tredje største by.

Gruppen Amanaz blev dannet i 1973. I 1975 indspillede det pladen ’Africa’, der musikalsk er som taget ud af ovennævnte periode. Af albummets tolv numre, er hele ni på engelsk, mens tre bliver sunget på den lokale dialekt Bemba. Det er afslappet og groovy, og det lyder det meste af tiden, som om musikerne har fået det bedste ud af de stimulanser, de har haft til rådighed og har fyldt sig med.”

Derudover er der gedigen powerpop, plus et par navne fra Bad Afro-kataloget på top-fem:

1. The Rift Valley Brothers – Mu Africa
2. The Nerves – When You Find Out
3. The Setting Son – I Lost Control
4. Amanaz – I Am Very Far
5. Dragontears – Masters of War


fredag den 4. april 2014

Copenhagen Psych Fest. Playliste 3. april 2014


1. Creation Of Sunlight – David (1968)
2. Cosmic Dead – Spice Melange Spectrum (2011)
3. Ved – Question for L Ron (2011)
4. Shiny Darkly – Soft Skin (2014)
5. Roaring 420’s – Blue Jay (2013)
6. Ekkofabrikken – Follow The Flower (2014)
7. Death Valley Sleepers – Heartbreaking Sound Of Joy (ny version) (2014)
8. Dragontears (Lorenzo Woodrose) – Masters Of War (2008)
9. Narcosatanicos – Salt (live) (2012)
10. Fribytterdrømme – Tag Noget (live) (2014)
11. Feo – Bjergfyr (1971)
12. Little Brain Attack – I Want To Feel It This Way (2013)
13. New Dawn – (There's A) New Dawn (1970)

Ved mikrofonerne Anne Marie Taul de Neergaard og Kasper Fjord. Copenhagen Psych Fest foregår i Stengade 30, 2200 København N, 24. - 26. april, 2014. 

torsdag den 3. april 2014

Skov og strand og sø


Den 3. april 1934, firs år siden i dag, blev det første S-tog sendt afsted fra Frederiksberg over Vanløse til Hellerup og Klampenborg. Turen varede atten minutter. S-togene blev en bragende succes.

Gennem årene har der været mange bud på, hvorfor de blev navngivet S-tog. I Berlin kaldte man bybanen Stadtbahn eller Schnellbahn, men generaldirektør Knutzen fra DSB konstaterede tørt, at S’et ligevel kunne betyde "sol, strand, sø og skov om sommeren og sne, ski, skøjter og slæde om vinteren". Det blev man jo ikke meget klogere af!

tirsdag den 1. april 2014

Copenhagen Psych Fest i Mod Strømmen


Plakaten siger betydelig mere om Copenhagen Psych Fest, end jeg kan. Til daglig dalrer jeg ellers rundt og bryster mig af, at jeg følger med. Det er efterhånden også det eneste, jeg kan bryste mig af. Eller er det bare noget jeg bilder mig selv ind? Copenhagen Psych Fest har nemlig sat mig af.

Jeg vedgår gerne, at jeg kender adskillige af orkestrene på programmet. To af dem får Mod Strømmen endog besøg af indenfor overskuelig fremtid. Men for hvert af de kendte er der mindst to vildfremmede. Hvem pokker er Dark Buddha Rising, Kogekunst og Little Brain Attack? Okay, Google er opfundet og der er et ocean af streamingtjenester, der kan assistere mig. Det bruger jeg bogstaveligt talt alt for megen tid på, når jeg langt hellere vil have min info frit og uredigeret. Og det er netop en af de væsentligste grunde til, at jeg glæder mig til, at ildsjælene bag Copenhagen Psych Fest, Anne Marie Taul de Neergaard og Kasper Fjord, kommer forbi Christianshavns Kanals studie, nu på torsdag d. 3. april. Vi skal tale om musikken, scenen, de internationale kontakter, you name it.

Lyt med mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller stream udsendelsen via dette link.