Blogger Widget

tirsdag den 26. november 2013

Interview med Eblis Álvarez fra Meridian Brothers.


”…et hardcore genreclash. På den ene side er det legende og let. På den anden avantgardistisk og udsyret. Der er en hårfin balance mellem gammelt og nyt. Farfisa, obskur surfguitar og næsten alle former for elektronik går i ét.”

Et af mine forsøg på at fange Bogotá-orkestret Meridian Brothers lyd med ord. I dag ville jeg nok have føjet endnu et par betegnelser til. Det anliggende overlader jeg imidlertid trygt til hovedmanden Eblis Álvarez. Meridian Brothers er på en tre uger lang Europa-tour for tiden. På fredag kommer de forbi Global på Nørre Allé. I min mere eller mindre slørede optik, er der intet at betænke sig på. Ud ad døren, ud i kulde, ind ad døren, ind i varmen.

I sommer lavede jeg et interview med Eblis Álvarez. Det foregik et par timer før bandet gik på scenen ved årets Roskilde Festival. Heri tegner han blandt andet en skitse af Meridian Brothers og fortæller, hvorfor han taler dansk. Sangene, der er flettet ind undervejs, er Meridian Brothers egen ’Los Falsos Reyes Magos’ fra pladen ’Meridian Brothers VII’, som udkom i 2011. Samme åbner den anbefalelsesværdige opsamling, Devoción (Works 2005 - 2011), som engelske Soundway Records udsendte tidligere i år. Det andet nummer, som Álvarez selv ønskede at høre, er ’El Compadre’ med Velandia Y La Tigra fra ’Oh Porno’-albummet fra 2010. Velandia Y La Tigra er et colombiansk rockorkester af den tungere slags. Ikke heavy-metal, hardrock er nok den rette etiket. Bandet har dog stadigvæk en helt anden indgangsvinkel til rockmetien, end man sædvanligvis hører på disse breddegrader. God fornøjelse.


Ingen kommentarer: