Blogger Widget

mandag den 27. maj 2013

The Telstar Sound Drone i Mod Strømmen


Efter alle de år var jeg næsten begyndt at frygte for, at den aldrig kom. Jeg er ikke den eneste, der har haft det sådan. Efter The Telstar Sound Drones koncert på Pavilion på Roskilde i 2009, løb rygterne hurtigt. ”Fik du hørt dem?”,Det var fremragende”, ”Du gik glip af noget” osv., var nok de mest anvendte ordsammensætninger i de kredse, jeg frekventerede det år. Jo, jeg hørte dem. Jobbet havde de fået på baggrund af en selvfinansieret ep. Siden gik der grus i maskineriet og der måtte et par småjusteringer til, før det gik i studiet og indspillede singlen, ’Mirror Pieces / Golden Needles’, der udkom på Bad Afro i 2011. Guitarrist Mads Saaby og trommeslager Hans Beck udgør i øvrigt halvdelen af det for tiden uhyre, velspillende Baby Woodrose. Det kan selvfølgelig også have spillet ind på den lange ventetid.

Nu foreligger debutpladen, ’Comedown’, endelig, eller det vil sige, Afro’en udsender den på mandag. Forventningerne er høje. Umiddelbart er det umiskendelig The Telstar Sound Drone, og så alligevel ikke.  Der er ingen rocknumre som ‘On Your Back Baby’ fra ep’en eller ‘Mirror Pieces’. Til gengæld fletter de to uptempo-singleforløbere, ’Satellited’ og ’Evaporation’, sig godt ind på et album, der ikke lefler for nogen. Albummet er overstrøet med heftig, nærmest duellerende spaceguitar af Mads Saaby og gæstemusiker Henrik ’Hobbitt’ Klitstrøm fra bl.a. On Trial, Dragontears og Spids Nøgenhat. Om Hobbitten blot er på besøg eller om han er tiltænkt en permanent rolle i bandet, kan vi måske få svar på torsdag, hvor det kommer forbi Mod Strømmen. Jeg er efterhånden begyndt at hælde til det sidste. Hans guitarspil klæder i den grad The Telstar Sound Drone.

’Comedown’ åbner med det syrede og yderst effektfulde, ‘Through The Back Of Your Mind’. Derpå følger omtalte ’Satellited’, der umærkeligt glider over i pladens længste nummer, ’Feels Like A Ride’. En trippy affære, hvor jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan afkode, hvad forsanger Sean Jardenbæk har på hjertet. ’Now See How’, kan minde om et Spacemen 3-mellemspil, men igen, der er ikke overladt noget til tilfældighederne og da andensinglen, ’Evaporation’, herefter tager fart, hænger det hele sammen igen. ’Lost Our Love’ er nok det nummer, hvor bandets tresser-inspiration kommer mest til udtryk. Eller med andre ord, så er det som om, at The Telstar Sound Drone her får bygget det brohoved mellem fortid og nutid, som den moderne psych ikke kan undvære. Pladen lukker af med ’Cabin Fever’. Hvorvidt titlen referer til diagnosen af samme navn, en form for akut depression, som følge af mangel på miljømæssig stimulation, hvis man lever isoleret eller efter et længerevarende ophold i tyndt befolkede egne, skal jeg ikke kunne sige. Jeg håber det ikke.

Lyt med nu på torsdag, d. 30. maj, kl. 18-20, på 98.9 FM eller stream udsendelsen herfra. Lørdag, d. 1. juni, spiller The Telstar Sound Drone og ET Tumason i Studenterhuset i Købmagergade. Fuzz Daddy dj’er. Det begynder kl. 21.00. Mandag er der releaseparty på Café Svejk. 

Ingen kommentarer: