Blogger Widget

søndag den 26. maj 2013

The Blue Angel Lounge. Kort fortalt


Nu er tyske The Blue Angel Lounge poppet op rundt omkring mig gennem et længere stykke tid. Seneste i radioudsendelsen med Peter Kure, der repræsenterer bandet i Skandinavien. De skal også spille Roskilde og Aarhus Psych Fest. Men, hvem er de? Gruppen blev dannet i Hagen i Nordrhein-Westfalen i 2006. Byen ligger en snes km syd for Dortmund, hvor floderne Lenne, Volme og Ennepe munder ud i Ruhr. Det er egentligt også et ganske godt billede på bandets musikalske dna. Der løber tre vigtige inspirationer i venerne på The Blue Angel Lounge.

Den første er Velvet Underground & Nico. Navnet har de taget fra den klub i New York, hvor Nico fik sit første arrangement, da hun ankom til byen i 1960. Det må dog igen føre tilbage til ’Der Blaue Engel’. Josef von Sternberg film fra 1930 med Marlene Dietrich, Emil Jannings og Kurt Gerron. Båndet hertil er måske ikke så tydeligt. Eller jo, Velvet er sgu ikke til at komme udenom.

Spacemen 3 er de næste. Det var den tidligere bassist herfra, Will Carruthers, der anbefalede bandet til plademærket, 8MM Musik, der kvitterede med at udgive The Blue Angel Lounge debut i 2008. Hvad det var Carruthers fornemmede i gruppens lyd, kan jeg kun gisne om? Men mon ikke, han har kunnet høre sig selv i den urolige og ungdommelige, men alligevel velunderbyggede neopsych:


Den sidste inspiration er Brian Jonestown Massacre. Og det er nok den der skinner mest igennem. Anton Newcombe producerede The Blue Angel Lounge anden og indtil videre seneste fuldlængde, ’Narcotica’, der kom på i gaden i 2010. Siden er ep’en ’Ewig’ udkommet. Med Newcombe ved roret åbnede musikken sig op. Gruppen fik mere styr på deres attributter og særkende, samtidig blev lydbilledet bredere ved at inkorporere træk fra postpunk, new wave og shoegaze:    


Der skulle være en ny plade på vej til efteråret.

Ingen kommentarer: