Én af mine gamle venners ældste
søn er netop vendt hjem, efter en fire måneder lang rejse til Asien. Jeg husker
udmærket, den surreale følelse af at være hjemme igen og hvordan jeg allermest
havde lyst til at tage afsted igen, helst med det samme. Sådan har jeg det
ikke længere. Eller det vil sige…
Selvom verdensmusik tager mere og
mere af min tid, føler jeg mig immerhen som en lægmand. Stilretningerne har jeg
ikke styr på, instrumenterne kender jeg ikke, historien om den og den sideform
og variant har jeg intet begreb om. De seneste års dykken ned i navnlig
afrikansk musik, har alligevel sat sig spor. Når jeg hører et stort afro-beat
orkester fra Paris, med rødder i det vestafrikanske, ja, så er det lyden af
Paris, jeg hører. Det samme gør sig gældende, hvis bandet kommer fra Marseilles
eller en af de andre store europæiske smeltedigler. Ikke at det gør oplevelsen
mindre autentisk, sådan har jeg det bare.
Tilbage til det med at rejse. Det
fik jeg virkelig appetit efter, da jeg så Konono Nº 1, lørdag aften på Global.
Jeg fik lyst til at besøge Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo, Afrikas
næststørste by efter Lagos i Nigeria. Byen,
der blev grundlagt af Henry Morton Stanley i begyndelsen af 1880’erne. Se
hvordan den strækker sig langs den sydlige side af Congofloden. Mærke støvet,
varmen og den røde jord. Det mørke Afrikas hjerte.
Det var et amputeret Konono Nº 1,
der gik på scenen i Nørre Allé Skoles gamle gymnastiksal. Ét af medlemmerne
blev ramt af en bil på vej til lufthavnen i Kinshasa og ligger nu derhjemme med
to brækkede ben. Det var også et helt andet Konono Nº 1, end det jeg hørte til
Roskilde Festival 2011, hvor de optrådte med Congotronics vs. Rockers.
Congoleserne har faktisk spillet to gange tidligere på festivalen, uden min
viden.
Det var et Konono Nº 1, der lød
som om de lige havde forladt bushen. Minimalistisk, råt og repetetivt. Det ved
jeg selvfølgelig godt de ikke har. De er urban Kinshasa. Flere af musikerne kan
dog føre deres aner tilbage til grænselandet mod Angola. Om de så synger om
koen, der ikke giver mælk, elefanthorder, som ødelægger afgrøderne, ånder, dem
er der mange af, eller afdøde slægtninge, er i og for sig ligegyldigt. Jeg
forstår det jo alligevel ikke.
For mig er Konono Nº 1, det skæve,
pågående beat, der stiger og falder med rytmesektionen, som denne aften bestod
af et beskedent trommesæt, congas og koklokker. De har en vibe, et trit, et
fodslag, det er hypnotisk, kald det, hvad du vil. Jeg ønskede ikke det skulle stoppe,
da det kom i gang og de to likembé-ekvilibrister satte ind. Dette lille forunderlige
kvadratiske tommelfingerklaver, der i hundredevis af år er blevet fremstillet
af bambus, men som Konono Nº 1 har elektrificeret og som er så signifikant for
deres lyd.
Det var fremragende.
En returbillet til Kinshasa med
mellemlanding i Istanbul, koster kr. 6080,00.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar