Sang til Woodstock

   

I fredags var jeg på Woodstock på Christiania for første gang i adskillige år. Woodstock er, hvad Woodstock nu engang er, et af de ældste vandhuller på Fristaden, en farvestrålende barak med en broget kundekreds, et levn, whatever. Da jeg boede på Christianshavn og klokken nærmede sig to om natten og det smagte af mere øl, var mulighederne hurtigt overset. Med mindre man havde mod på at forcere Knippelsbro. Valget stod enten mellem det halvlunkne, nu lukkede natværthus, Kabyssen, der lå i Strandgade eller Woodstock. Well, der var et tredje alternativ på Staden, som jeg mener hed Valmuen. Fælleskøkkenet kom jeg aldrig i. 

Siden dengang har jeg stortset ikke været forbi Woodstock. Husker dog efter en våd julefrokost langt-pokker-i-vold ude i Nordvest, hvor vi henover midnat cyklede hele vejen til Christianshavn, eftersom en af gæsterne insisterede på, at vi forlængede rusen der. I fredags var jeg tilbage for at høre Baby Woodrose. Ændringerne var bogstaveligt talt minimale. Især ikke, hvis jeg sammenligninger med Nemoland, som førhen mest af alt lignede en snusket grillbar, men nu kan konkurrere med De små haver i Pile Allé, hvad angår interiør.

Værthuse med patina tiltrækker dagdrømmere og andet romantisk småkravl. Der skal kun en forsigtig kradsen i overfladen af rockhistorien til, før der dukker numre som ’After Hours’ af Velvet Underground eller ’Closing Time’ af Leonard Cohen op. Baren er et yndet tema. Jeg kan også nævne ’O’Malley’s Bar’ med Nick Cave and the Bad Seeds,’ Lived in Bars’ med Cat Power, ’Boogie Chillun’ med John Lee Hooker og ’Barstool Blues’ med Neil Young.  Og så, tør jeg slet ikke begive mig ind i Tom Waits eller countrymusikkens affærer med diverse udskænkningssteder. Herhjemmefra er det værd at omtale John Mogensens ’Sidder På Et Værthus’ med det uforlignelige signalement "meget dygtig mand".  

I 2004 fik Woodstock sat knappenålen i det store værtshuskort med Lars Normand og Dharma Bums ’Woodstock Lukker’. Det skete på støttepladen, ’Christiania Forever’, som Tømrerclaus stod bag. Hyldesten er ikke af den gængse form, hvor hovedpersonen fantaserer om kvindeligt selskab, den næste drink eller bare drukner sine sorger. Her drejer det sig om den tabte hippiedrøm, Katmandu og buddhistiske munke:

   Lars Normand & Dharma Bums - Woodstock Lukker by Mod Strømmen