Blogger Widget

lørdag den 8. oktober 2011

One Man Mutiny


Tommy Stinson fyldte 45 år i torsdags. Tillykke. Faste læsere behøver vel næppe et levnedsforløb og kan roligt gå videre til en anden side, se til maden eller børnene, eventuelt slukke computeren.

Stinson begyndte at spille bas som 11-årig. I 1979 dannede han sammen sin storebror, guitaristen Bob Stinson og trommeslageren Chris Mars, bandet Dogbreath. Efter Paul Westerberg havde talt sig ind i gruppen, tog de navneforandring til The Impediments. Det navn holdt ikke længe. I juni 1980 spillede de en kaotisk og fordrukken koncert i en kirke i Minneapolis. Publikum brød sig ikke om de anløbne løjer, hvilket betød, at adskillige spillesteder, ikke ville hyre dem. Hvad andet var der at gøre end at kalde sig The Replacements? Et af de fremmeste rock’n’roll bands firserne fostrede. Tommy Stinson var fire til seks år yngre end de andre. Det gav selvfølgelig problemer på landevejen med forældrepåbud og lovformelige restriktioner.  

The Replacements gik formelt i opløsning i 1991. Et par år efter, debuterede Stinson med gruppen Bash & Pop. Det blev kun til et album. I 1996 udsendte han en ep’en,’ When Squirrels Play Chicken’, med sit nye orkester Perfect. I den periode var det som om, at der blev lagt op til noget langt større. Året efter gik bandet i studiet med produceren Jim Dickinson og kom ud med albummet, ’Seven Days a Week’. Desværre var selskabet, der stod for udgivelsen, i mellemtiden blevet købt af et andet label, der ikke viste samme deltagelse og lagde de færdige indspilninger på hylden. Det gav gruppen banestødet. ’Seven Days a Week’ udkom endeligt i 2004.
Omtrent samtidig med, at Stinson så sine drømme med Perfect falde sammen, blev han ansat som bassist i Guns N’ Roses, hvor han stadigvæk tjener til dagen og vejen og til at lave soloplader. Den første, ’Village Gorilla Head’, kom i 2004 og har i år fået følgeskab af, ’One Man Mutiny’. Her titelnummeret, en fintfølende, indadskuende ballade, der blev indspillet med arbejdskollegerne Dizzy Reed og Richard Fortus, mens de var på tour med Guns N’ Roses sidste år.   

Ingen kommentarer: