’Maybe Tomorrow’

Flere har kaldt Mink DeVille’s fjerde plade ’Coup de Grace’ fra 1981, en ny begyndelse. Frontmanden Willy DeVille havde skrevet under på en ny kontrakt med Atlanic. En aftale, der ikke alene betød, en så heftig oprydning i bandet, at han selv var det eneste oprindelig medlem tilbage. Men også, at han i stedet for at spille med et kobbel gamle venner, der nok havde deres mening om musikken, hyrede en række professionelle studiemusikere, hvis eneste krav var kontant afregning. Selv kæmpede Deville med et solidt narkoproblem.

Forudsætningerne var der altså for en ny begyndelse. Det gjorde heller ikke det fjerneste, at Phil Spector’s tidligere højre hånd med meget mere, Jack Nitzsche, blev sat til at lede indspilningerne. Kombinationen af DeVille’s stærke sangmateriale, ’Give Me One Good Reason’, ’Maybe Tomorrow’ og ’Love Me Like You Did Before’, og Nitzsche’s kornede produktion, fremstår i dag, som en af datidens fineste forsøg på en nytænkning af soul-poppen. The Drifters og doo-wop er til stede, uden at det på nogen måde lyder altmodisch. Sagt på en anden måde, så lyder legen med fortiden ligeså moderne, som Bruce Springsteen’s i samme periode.

Hvad så med den journalistiske vinkling? Var ’Coup de Grace’ en ny begyndelsen? Næ, egentlig ikke. En smule sat på spidsen, var det rettere, det sidste af de helt store album fra Willy DeVille's hånd.