Blogger Widget

fredag den 31. december 2010

Lige i røven på segmentet og Informations læsere

”Intet bliver mere yt end at være på. Blogging, Facebook, Twitter, ja endda smser bliver lavkultur på linje med armyshorts, pittbullterriere og lændetatoveringer. Nærvær, hedder kreativklasse-carpe-diem-segmentets nye mantra.”

Dagbladet Information har støvet krystalkuglen af og med et glimt i øjet set ind i 2011. Ovennævnte taler sit tydelige sprog. En tendens man iøvrigt kan aflæse her på siden. Da vi begyndte at udbasunere os om stort og småt, mest småt, tilbage i 2006, nåede vi det år at skrive 51 indlæg. I 2007 steg antallet til 270. 2008 toppede med hele 332 stykker. Hvorefter der skete et fald på tre til 329 i 2009. I år ender vi på 318, iberegnet netop læste.

Vi er med andre ord på rette vej. Godt nytår. 'Bop 'Til You Drop'

torsdag den 30. december 2010

onsdag den 29. december 2010

Jagger. BBC Radio 2 i dag, kl. 12.00 (GMT)

Radiointerviewet med Keith Richards fra i går aftes, kan man høre de næste syv dage via dette link. Om et par timer gælder det Jagger, der spiller den musik som The Rolling Stones var inspireret af, da det indspillede ’Exile On Main St’. Mere her.

”The ICEAGE Is Coming…”

Rygterne har svirret længe. Nu er der hold i dem. Den 10. januar slipper plademærkerne Escho og Tambourhinoceros debutalbummet, ’New Brigade’, fra det unge københavner punkband Iceage, der er indspillet i dagene efter kvartettens Roskilde-optræden i år.

Først giver vi ordet til Kristoffer Rom og Aske Zidore fra Tambourhinoceros:
”Kompositionerne er foruroligende stærke, og bandet spiller som gjaldt det livet, ikke som en kortvarig iscenesættelse af rockdrømmen, men med uendelige mængder af autentisk energi og kreativ idérigdom, der ikke lader et gran af tvivl tilbage om, at de er den ægte vare”
Escho har også noget at sige:
”Deres rocktunge rækker de ud gennem den guitar-bas-tromme-vokal-mund, der omkranser det trommehinde-store ansigt, som over 12 skæringer fordelt på knap 25 minutter blander ungdommens desperation med det ektoplasmatiske stof, voksenlivet er gjort af og bliver til en tidløs feberfremkaldende energiudladning af klæbrig No-wave spind.”
Så vidt pressematerialet. Her førstesinglen ’New Brigade’.

tirsdag den 28. december 2010

Keef. BBC Radio 2 i aften, kl. 22.00 (GMT)

Læs mere her. Tør ikke sige, hvornår programmet bliver lagt ud som podcast og om det overhovedet gør det? Om ikke andet, så har denne signatur, nu endnu et link at holde øje med i aften og dagene frem.

Chris Bell

I nat var det 32 år siden, at Chris Bell mistede herredømmet over sin lille Triumph TR-7 sportsvogn, ramte en lysmast og blev dræbt øjeblikkeligt. Begravelsen fandt sted allerede dagen efter. Han blev kun 27 år. Den 28. december 1978, var også dagen, hvor Bell's tidligere bandkammerat fra Big Star, Alex Chilton, fyldte 28 år. Chilton ville altså have haft 60 års fødselsdag i dag. Her nogle ord fra New York Times.

søndag den 26. december 2010

’Je Ne Suis Pas Très Drogue’

Et spin-off af Gainsbourg og yé-yé tilsat et skud trippy Velvet Underground. Franske The Limiñanas har ikke lavet årets album, men flere gange indenfor de seneste dage, har undertegnede overvejet, om duoen i det mindste skulle have været repræsenteret på bruttolisten.

’Je Ne Suis Pas Tres Drogue’ fremmaner med et klassisk groove, fuzzy organ og talte passager billeder af et sveddryppende dansegulv i Paris i anden halvdel af 1960’erne. ’Je Suis Une Go-Go Girl’ har gruppen kaldt et andet anbefalelsesværdigt track og det passer eksakt til, hvordan denne bloggerkugle føler sig lige nu. Måske en lidt for oppustet en af slagsen, men alligevel. Eventuelle subjektive forestillinger om dette, står helt og holdent for læserens egen regning.

lørdag den 25. december 2010

Dekonstruktion / The Better Beatles et cetera.

Det var vistnok anmelder Klaus Lynggaard, der i en radioudsendelse for en del år tilbage forfægtede, at der ikke var sket noget fundamentalt i populærmusikken siden krautrocken i begyndelsen af halvfjerdserne. Siden har det været, undskyld udtrykket, gammel vin på nye flasker. Selvom nye generationer har forsøgt at blande kortene på ny, så er den dybe tallerken opfundet. I årene efter, at punken proklamerede år 0, var der grøde i vækstlaget. Uafhængige pladeselskaber og D.I.Y udgivelser florerede. The Beatles og The Rolling Stones spøgte dog til stadighed i kulissen.

I byen Omaha i Nebraska, langt fra alfarvej, kaldte et band sig The Better Beatles. De udgav i 1980 deres første og eneste single med Beatles-sangene ’Penny Lane / I’m Down’. Posthumt har bandet fået udsendt albummet ’Mercy Beat’, hvorpå alt det Fab Four materiale, som blev indspillet ved singlesessionen er at finde. Desværre er ’I’m Down’ ikke umiddelbart tilgængelig, så i stedet kommer her ’Eleanor Rigby’, camoufleret som tysk Bierstübe. Den holder ikke samme standard som førstnævnte, men giver alligevel et hæderligt billede af The Better Beatles.


Samtidig gik No Wave-orkestret Y Pants rundt i New York. No Wave er måske så meget sagt, da Y Pants havde en barnlig charme, som man normalt ikke forbinder med den scene. Instrumenteringen bestod til dels af elektriskforstærkede legetøjstrommer, -piano og ukulele. I 1980 gik det i studiet med avantgardekomponisten og guitaristen Glenn Branca, der har haft stor betydning for bl.a. Thurston Moore og Lee Ranaldo, hvor det optog denne uimodståelige version af The Rolling Stone’s ’Off The Hook’.

fredag den 24. december 2010

torsdag den 23. december 2010

Hellige tre konger synger julen ind

”De tre tenorer synger julen ind”, var aldrig gået som overskrift. Associationen er ganske enkelt for pinefuld. ”De evige tre”, kan heller ikke komme på tale, for så begynder Tove Ditlevsens ferske recitation straks at skurre for det indre øre.

Alex Chilton er selvskreven her i mørket op mod d. 24. december. Siden hans død i marts i år, har vi forsøgt at snige ham ind, hvor der var plads i radioprogrammet Mod Strømmen. Det fortsætter vi med, indtil årsdagen for hans alt for tidlige sortie. Her ’Jesus Christ’ fra Big Star’s ’Third/Sister Lovers’, som dybest set er en soloplade fra Chilton’s hånd.



The Only Ones hører man alt for lidt på vor frekvens. Det blev kun til en enkelt gang i det henfarne år. Under temaudsendelsen ’Dage’ blev ’Lovers Of Today’ lagt på grammofonen. Ellers skal vi helt tilbage til december 2008, for at finde materiale med det gamle favoritorkester. Her tager Petet Perrett & Co sig pænt af ’Silent Night’.


Sidst, men ikke mindst, skal vi på besøg i Paul Westerberg's kælderstudie i Minneapolis, hvor han i 2009 indspillede en af de mest populære julesange i den engelsksprogede verden. I mange år var teksten til ’Away In A Manger’, krediteret den tyske reformator Martin Luther. Ny forskning har imidlertid vist, at det er det rene pladder, ligesom så meget andet i disse dage. Skål og god jul.

tirsdag den 21. december 2010

’Darkness #2’

Præcis som med ’The Witmark Demos’ af Bob Dylan fra i år, så har denne blogger ikke kunne gabe over ’The Promise’ med Bruce Springsteen. Der er simpelthen alt for meget materiale at gå i gang med. Så hellere små portioner, som det hed i barndomshjemmet. Og så er det jo, at man kan blive ellevild over, at der i vennekredsen befinder sig en beruset sjæl, der med glæde deler ud af sin entusiasme og sammensætter et bud på, hvordan ’Darkness On the Edge Of Town’ kunne have set ud. Tusind tak.

1. Because The Night
2.
Fire
3.
Rendezvous
4.
Talk To Me
5.
Candy's Boy
6. Racing in The Street (’78)
7. Bring On The Night
8.
Ain't Good Enough For You
9. Give The Girl A Kiss
10.
Come On (Let's Go Tonight)
11.
The Promise
12. Don’t Look Back

Hvis man er typen der foretrækker enkelte punktnedslag, så gør undertegnede sig gerne til talsmand for ’Come On (Let's Go Tonight)’ og ’Candy's Boy’.

mandag den 20. december 2010

Frost måne

Udenfor er temperaturen faldet til minus 13 grader og bæltet med den varskoede sne er gået i land ved Skelskør. Vi må nok vente et par timer før det rammer Sydøstsjælland. På ghettoblasteren er der indbydende selskab af Jay Kaye, der som 15-årig i 1968, under navnet JK & Co, indspillede sin eneste studieplade, pop-psych svendestykket ’Suddenly One Summer’. Næst i bunken venter ’Cut’ med The Slits. Et sted gemmer der sig også et personligt bud på en ’Darkness #2’ med sange fra Bruce Springsteen’s ’The Promise’.

Beat 2010

Sidste torsdag så radioprogrammet Mod Strømmen musikåret 2010 efter i sømmene. Skidt eller kanel? Senere på året vil medlemmerne af redaktionen hver især, forsøge at sætte flere ord på deres ti til femten udvalgte udgivelser, både de album som nåede at blive repræsenteret torsdag, plus dem - logikken sejrer - der ikke blev. Udsendelsen kan man hente her, hvor udbyderen også frister med Hot Russian Girls, hvis man skulle have den drift.
1. Gil Scott-Heron - New York Is Killing Me (I'm New Here)
2. Grinderman - Mickey Mouse And The Goodbye Man (Grinderman 2)
3. Deerhunter - Desire Lines (Halcyon Digest)
4. The Strange Boys - A Walk On The Bleach (Be Brave)
5. Phosphorescent - The Mermaid Parade (Here's To Taking It Easy)
6. Murder - Drawn In The Dirt (Gospel Of Man)
7. Howl Baby Howl - Making History Is Over (Now The World Belong To Us)
8. The Black Keys - Everlasting Light (Brothers)
9. Ariel Pink’s Haunted Graffiti - Round And Round (Before Today)
10. Masshysteri - Välkommen Till Verkligenheten (Masshysteri)
11. Paul Weller - Fast Car / Slow Traffic (Wake Up The Nation)
13. Twin Shadow - Castles In The Snow (Forget)
14. Teenage Fanclub - Baby Lee (Shadows)
15. Edwyn Collins (ft. Alex Kapranos and Nick McCarthy) - Do It Again (Losing Sleep)
16. Spoon - Written In Reverse (Transference)
17. Niels Skousen - Vi Drømmer Verden (Lyt Til Din Coach)
18. Neil Young - Love And War (Le Noise)
19. Sufjan Stevens - I Walked (The Age Of Adz)
20. Roky Erickson With Okkervil River - Think Of As One (True Love Cast Out All Evil)
21. Jenny And Johnny - Straight Edge Of The Blade (I'm Having Fun Now)
22. Flying Lotus - ...And The World Laughs With You (Cosmogramma)
23. Dragontears - No Salvation (Turn On Tune In Fuck Off!)
Samtidig skal vi undskylde, at timerne i selskab med Strangers On A Train fra 9. december, endnu ikke er at høre over nettet. Det beror på et koordineringsproblem.

søndag den 19. december 2010

’Sex Noll Två’

Musikhistorien er uudgrundelig. Spørg bare sangskriveren og trommeslageren Johan Johansson fra det svenske punkrockorkester KSMB. I dag godter han sig måske, men da gruppen i 1981 udsendte lp’en ’Rika Barn Leka Bäst’, var der ikke nogen der skraldgrinede. Albummet blev sablet ned. Okay, de havde forladt 1977-punken og hvad så? Ja, det kan man blandt andet høre på ’Sex Noll Två’, der til trods for en længde på over seks minutter og med guitarsolo og hele molevitten, i dag bliver fremhævet som en stand-out i svensksproget punkrock.



Teksten til ’Sex Noll Två’ har også været gennem vridemaskinen. Den er blevet gennemanalyseret og tolket fra isse til skridt. Forhører man sig atter hos Johan Johansson, så er der intet at komme efter:
”Som så mycket annat med KSMB är den mest av allt ett skämt och en pastisch på dåtidens pretentiösa depprockares samtida material. Målet var att den skulle kunna tolkas till vad som helst, och om ni bara visste hur skojigt vi i orkestern haft åt diverse lyssnares och recensenters analyser av detta epos!”

lørdag den 18. december 2010

Don Van Vliet (1941-2010)

Mindeord skal Don Van Vliet alias Captain Beefheart nok få fra både nær og fjern de kommende dage. Her vil vi blot lægge et godt ord ind for hans plader og malerier og Lars Movins fine lille bog ’Captain Beefheart’, der bygger på et oversøisk telefoninterview, som Movin lavede i midten af halvfemserne, og som siden viste sig at være det sidste som ’Bøfhjertet’ gav, før han isolerede sig fuldstændig et sted i det nordlige Californien. Hvil i fred.

fredag den 17. december 2010

Frost

torsdag den 16. december 2010

Det nye U2

SMS-udveksling. Onsdag aften. Jævnfør forrige post.

Kl. 22.19. CH: ”Da jeg hørte Arcade Fire i KB-Hallen for et par år siden spillede de et enkelt cover - af Violent Femmes”
Kl. 22.20. HH: ”Ved godt at de spiller covers. Men de grupper de spiller er svære at høre i deres musik. Sat på spidsen”
Kl. 22.25. CH: ”Solitary Man (’The Card Cheat’, red.) med The Clash - sådan lyder de”
Kl. 22.27: HH: ”Det kan du godt have ret i. Bare tre gange så svulmende”
Kl. 22.34: CH: De er generelt for svulmende, men når iblandt visse højder. Og langt højere end U2, men det siger selvfølgelig ikke en skid”
Kl. 22.37: HH: ”Nej. Ikke det store. Men det er en god sammenligning”

onsdag den 15. december 2010

‘Anthems for Doomed Youth‘*

Canadiske The High Dials har aldrig ryddet en forside. Den slags lader de landsmændene og bysbørnene fra Montreal Arcade Fire om. Og det kan sandt at sige virke himmelråbende. Al den stund , at The High Dials i denne bloggers blå bog står betydeligt stærkere. Hvor Arcade Fire alt for ofte bliver svulstige (kanske, det er det bandet hentyder til, når det kalder sig et “Moby Dick kind of band?“), der underspiller The High Dials nærmest. Hvor Arcade Fire har været enormt gode til at skjule dets inspirationskilder - flere mener formentlig, at det har givet rockmusikken et helt nyt udtryk - der er The High Dials bevidste og åbenmundede om deres.

På The High Dials 2010-udspil, ‘Anthems for Doomed Youth’, det fjerde siden 2003, har kvintetten lagt sig op ad klassisk powerpop, der bliver piftet op med stiltræk fra Topanga Canyon og psych. Af nyere grupper er det eftertænksomme guitarband The Shins et godt pejlemærke. Hvis man foretrækker at skele længere tilbage i pophistorien, vil man ane Todd Rundgren eller måske endnu mere The Nazz og Love. Sidstnævnte især når det var i softrock hjørnet.

Den håndplukkede repræsentant for pladen herunder, ’Chinese Boxes’, lyder dog som et blend af R.E.M. omkring ’Green’ og en ung Tom Petty. Det kan der godt komme kræs ud af.


* ‘Anthem for Doomed Youth’ er titlen på Wilfred Owen’s kendte digt om rædslerne i skyttegravene under Første Verdenskrig, hvis det emne skulle optage en forbipasserende eller to.

tirsdag den 14. december 2010

Rollemodel.

"2. Maj 1928. Overgaden n. V.

Kære Hr. Tom Kristensen!

Hus forbi! Jeg holder selv af et godt Glas Vin, hvad jeg aldrig har lagt Skjul på. Jeg kan altså dårligt tjene som Eksempel til Efterfølgelse i Forholdet til Alkohol, endsige fremhæve mig selv som et sådant ved at indtage den Plads i "Kongelogen", som Harald Bergstedt har reserveret mig. Jeg kan derfor ikke underskrive Deres Opråb. En Tilslutning fra et Menneske, der vitterlig ikke selv er Afholdsmand, er jo uden al Betydning.

Iøvrigt deler jeg naturligvis ganske Deres og de andre Herrers Syn på det gængse Fylderi, særlig som det – ikke altid frivilligt – trives på vore Arbejdspladser. Men jeg er på den anden Side ikke i Tvivl om, at Forbud er Ædruelighedens værste Fjende. Troede jeg ikke det, skulde jeg med Glæde give Afkald på mit Glas Vin, dersom det kunde bidrage til Forbudets Gennemførelse.

Vil De være så god at hilse Hr. Bergstedt fra mig og forklare ham Grunden til, at jeg ikke kan slutte mig til Deres Opråb.

Deres hengivne
H. Pontoppidan."

mandag den 13. december 2010

Buffalo Springfield Again?

Hvid country-soul anno 2010. ’Shaky’ med The Duke & The King fra albummet ’Long Live The Duke & The King’. Her et af de slagkraftig rim, 'The Jackson 5 Grew Up So Fast / C'mon & Shake That Country Ass'. Gå ikke glip af saxofonen under udfadeningen. Den minder lidt om Bobby Keys.

søndag den 12. december 2010

’Taste Of Cindy’

Siden The Jesus & Mary Chain udsendte en akustisk version af ’Taste Of Cindy’ på ’Barbed Wire Kisses (B-Sides and More)’ i 1988, har denne bloggerkugle vaklet mellem hvilken udgave, der er den bedste. Den feedback og ekkodrevne fra ’Psychocandy’ er på egne og støjende præmisser en stor popsang. For at forhindre en længere uvidenskabelig udredelse, så bliver det altid den personlige dagsform, der får det sidste ord. Og som dagen i dag indtil videre er gledet undertegnede af hænde, får I den nedbarberede udgave.



Hvis selve albumtitlen ’’Psychocandy’ er en hilsen til én af de ”kvinder”, der befolker Lou Reed’s sangunivers, ja, så kan Cindy også være en henvisning. Andre mener dog, at Cindy er en reference til amfetamin.

Sidste øjebliks tilføjelser, måske

Som nævnt er redaktionen på Mod Strømmen gået i gang med at forberede Beat 2010, som vi sender d. 16. december. Overskriften herover lyver lidt, fordi undertegnede endnu mangler en hel del for at kunne sige færdigt arbejde. De seneste dage, har Lloyd Cole’s nye plade ’Broken Record’, efterladt et rigtig godt indtryk. Det samme har Jenny & Johnny’s ’I’m Having Fun Now’. Men er det nok?

fredag den 10. december 2010

Clinton & Stone. L.A. 2009

Beat 2010 i Mod Strømmen

Torsdag, d. 16. december, mellem kl. 18-20, giver tremands-redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) et bud på de bedste plader fra i år.

Metactritic indsamler årets top-10 lister fra de større magasiner og netsider. Gennem december og januar bliver listen opdateret, så snart der er nyt. For nuværende indtager følgende de ti toppladser, Arcade Fire Kanye West, LCD Soundsystem, The National, Beach House, Janelle Monáe, Sufjan Stevens, Vampire Weekend, Deerhunter og The Black Keys. Mon ikke der allerede tegner sig et pålideligt billede?

torsdag den 9. december 2010

45 / 45



Det er i disse timer nøjagtig 45 år siden, at The Rolling Stones indspillede denne 45-rpm i RCA Studios i Hollywood, Californien.

onsdag den 8. december 2010

Vinteralmanak

Gennem flere år, har denne bloggerkugle, været en trofast køber af de engelske musikmagasiner, Uncut og Mojo. De var længe afholdt sengelæsning, de seneste mange måneder har det dog været som om, at de er blevet skimmet hurtigt og pligtskyldigt igennem. Værre er det gået for de medfølgende cd’ere, som enten står med emballagen på endnu i reolen eller ligger i grovsorterede bunker rundt omkring i lejligheden og hvor der ellers er plads.

Sådan var det også tæt på at ende for ‘An Autum Almanac. 15 Songs In The Spirit Of Ray Davies’, der fulgte med Uncut i november. Efter at have ligget urørt hen i det meste af en måned, blev den dog alligevel fundet interessant nok som adspredelse til en opvask af de store.

Den engelske folksanger Kate Rusby åbner med en formidabel fortolkning af en af Ray Davies mere eller mindre ignorerede kompositioner, ’The Village Green Preservation Society’. Nummeret blev skrevet efter Davies havde rejst rundt i det rurale Devon i det sydvestlige England i 1967, og som i de bedste af hans tekster, ligger der altid et skær af nostalgi på lur.

Derpå følger Nick Lowe & The Cowboy Outfit’s indadskuende ’Rose of England’, som er en af hans fineste sange fra 1980’erne.



Squeeze er der også blevet plads til. Og det manglede bare, for de må være et af de eneste band fra de sene 1970’ere, som reelt formåede at forny den socialrealistiske tradition. Skal ikke kunne sige om ’Pulling Mussels (From The Shell)’ er et præcist tidsbillede, men sangskriveren Chris Difford har fortalt, at den skildrer en feriekoloni, som hans forældre havde sendt ham på i en badeby i Kent, hvor den engelske arbejderklasse tog hen for at slå sig løs. Andre er af den opfattelse, at sangen handler om at onanere.

Navnet Darren Haymann burde have vakt genklang hos undertegnede, fordi han i 1990’erne var med i bandet Hefner. Det fremkaldte han desværre ikke. I stedet svirrede tankerne omkring Robyn Hitchcock, da nummeret ‘Pram Town’ fik et anerkendt hak i margen af cd-coveret. Vi befinder os i en pendlerforstad til London eller rettere sagt, vi svæver et sted over pendlerbæltet med det store vue udover både byplanlægningen og det liv, som middelklassen lever der. Selvom det ikke er synderligt rart at være vidne til, så fejler skæringen bestemt ikke noget.

Wreckless Eric-singlen ’Reconnez Cherie’ fra 1978, er der heller intet galt med. Den var et forsøg på at skrive en cajun-sang og det lod han end ikke sit dårlige fransk komme i vejen for. Ved ikke om Ray Davies nogensinde har prøvet sig selv af på fransk, men han har en svaghed for New Orleans. Om forehavendet lykkedes for Wreckless Eric, kan man altid diskutere. Charmerende er det ikke desto mindre. Nick Lowe har produceret..
Folksangerinden Sandy Denny har taget røven på denne signatur et par gange eller flere indenfor det seneste årti. Dels som medlem af Fairport Convention, men også solomaterialet byder på store momenter. Før hun betrådte disse veje, var hun kortvarigt med i The Strabws. Med hvem hun, under skarpt opsyn af Gustav Winkler, indspillede lp’en ’All Our Own Work’ i Vanløse Bio i 1967. ’How Everyone But Sam Was a Hypocrite’ har ikke Denny som vokalist, men er skrevet og sunget af guitaristen Dave Cousins. Hvor ’The Village Green Preservation Society’ til en vis grad handler om at om at redde gamle værdier, så er ’How Everyone But Sam Was a Hypocrite’ et spydigt portræt af lillebyen og dens skinhellige kulturværnere.

Beundrer af engelsk fodbold vil kende Derby County FC’s kælenavn ’The Rams’ og logoet med vædderen. Det er nok færre, der ved, at forbindelse mellem byen Derby og vædderen rækker flere hundrede år tilbage og stammer fra folkemelodien, ’The Derby Ram’. Uncut’s udgave af sangen er med folkorkesteret Erland & The Carnival, der har tilpasset teksten, så den beskriver de ulykkelige omstændigheder, som drev den kun 17-årige gymnasieelev Shaun Dykes til at springe i døden fra et tag på et indkøbscenter i Derby i 2008.

Duetten mellem Bridget St. John og Kevin Ayers, ’Baby Come Home’, kommer fra sidstnævntes album med den megetsigende titel ’The Unfairground’, der blev udsendt i 2007. Musikalsk lægger han sig på linie med The Kinks, som de lød på ’Muswell Hillbillies’. Ayers vil garanteret hævde, at han altid har haft det udtryk. Og man kan da også være tilbøjelig til at give ham ret, når man tager hans fortid som en central figur på den såkaldte Canterbury-scene med i betragtningen.

At undertegnede nåede helt hen til niende skæring, før det første deciderede kedelig nummer dukkede op, taler til Uncut’s fordel. James Yorkston har aldrig stået højt på nogen lister her i hjemmet og sådan forbliver det stadig, efter at have hørt ‘When The Haar Rools In’. Beklageligt nok er der længere mellem snapsene på anden halvdel af kompilationen. Måske redaktionen skulle have overvejet at tage Television Personalities ’Geoffrey Ingram’, der er noget af det tætteste man kommer et rewrite af ‘David Watts’, med.



‘Them That Do Nothing’ med Sunderland-trioen Field Music minder mere om et ripoff af skotske Arap Strap, end noget denne blogger har hørt med Ray Davies. Ikke at det på nogen måde diskvalificerer de to førstnævnte. Alene titlen tager flere stik hjem.

Richard Thompson er Richard Thompson er Richard Thompson. Også når han spiller ‘The Money Shuffle’ live.

Hvis det ikke havde været for den folk-revival, der efterhånden har varet små ti år, så var den engelske sanger og sangskriver Billy Fay velsagtens glemt. Wilco har bl.a. optrådt med hans ‘Be Not So Fearful’. Fay debuterede med en single i 1967, der blev fulgt op af to meget dårligt sælgende album i begyndelsen af halvfjerdserne. ‘Diamond Studded Days’ er at finde på hans nye album ’Still Some Light’, der er kommet i år. Når det er sagt, så virker balladen her ikke overbevisende nok på undertegnede, til hverken at investere tid eller penge på udgivelsen.

Over årene har denne blogger haft flere nedslag i Robyn Hitchcock’s solokarriere. Sammenligningen med Ray Davies er ikke fjern. Bare for at nævne en enkelt ting, så elsker de begge tog, helst dem der kørte med damp. ‘Belltown Ramble’ indspillede Hitchcock & The Venus 3 til ‘Olé! Tarantula‘, der kom i 2006. Det album står endog i husets musikreol, og der står det faktisk ganske udmærket. Der er i hvert fald ingen tegn på, at nogen har pillet ved det siden det fik sin permanente plads for cirka fire år siden.

Klassisk Kinks-riff fra de tidlige år. Wild Billy Childish And The Musicians Of The British Empire figurerede på Mod Strømmens årsliste fra 2007 med ‘Punk Rock At The British Legion Hall‘. ‘Joe Strummer’s Grave’ kommer netop fra det album og genhøret har opmuntret til mere af den slags. Før det gælder det dog lige det sidste nummer på denne cd.

Roy Harper er Roy Harper. Selv når han spiller en sang med et så karakteristisk engelsk tema, som ‘When An Old Cricketer Leaves The Crease’ er han vindtør og trættende at høre på.

mandag den 6. december 2010

Peter Seeberg og Charles Wallace

Ugen byder på et par mindre og særdeles interessante arrangementer. Onsdag præsenterer Forfatterskolen en udløber af den fejring af Peter Seeberg, der foregik ved Vadehavet i september, hvor en lang række forfattere læste op af Seebergs bog ’Ved Havet’. Der er ikke sat starttidspunkter på de enkelte optrædende, men følgende har meldt deres ankomst. Improbandet Red Shifter, folkorkesteret Kloster, spoken word m.v. ensemblet Bigum/Munck/Skjold/Munck, samt det dugfriske samarbejde mellem digter, musiker og lydkunstner Morten Søndergaard og digter, sanger og guitarist i bandet The Liquid, Nicolaj Stochholm. Just nævnte har snart en ny digtsamling ude. Det begynder kl. 17.00

Torsdag inviterer Reverend Shine Snake Oil Co. til endnu en aften dedikeret til rootsmusik og den amerikanske tradition. Det sker i Mojo Blues Bar i Løngangsstræde fra kl. 20.00. Med sig har de amerikanske Charles Wallace, der opfindsomt har kaldt sin stil electro-akustisk folk-a-delica. Her spiller Wallace ’Meet You Too’, en tidlig april morgen 2010 på Christiania.



Slutteligt et link til ’Tag Solen Ned’ og ’En Sandhed', som trioen Syreregn, som radioudsendelsen Mod Strømmen havde besøg af for et par uger siden, har lagt ud til fri download.

lørdag den 4. december 2010

Strangers On A Train i Mod Strømmen

Der er endnu to udsendelser tilbage i Mod Strømmen, før vi lukker ned for 2010. Det har været et intenst år med masser af besøgende. Vi mangler dog stadigvæk at hilse på trioen, Strangers On A Train, der kommer forbi nu på torsdag, d. 9. december, kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Strangers On A Train spiller filmisk, støvet og bælgravende mørk garagerock-blues af den gamle skole. Rejsestøvet når på intet tidspunkt at lægge sig i gruppens fortællinger. Hvor der heller aldrig er særligt langt til det næste nedslidte motel, hvor eventyret måske venter i form af en rastløs og beskidt kærlighedsaffære. Strangers On A Train består af Mauricio Santana på guitar, Madeleine Kate tager sig af vokalen, mens Nis Skaun Vraasø har plads bag trommerne.

Når det er sagt, så er der et lille forbehold. Det filmiske, kan godt være noget, som undertegnede bilder sig ind, eftersom han ikke kan få den Hitchcock-film fra 1951, som trioen formentligt har taget navn efter, ud af bolden. Bedøm selv på torsdag.

fredag den 3. december 2010

onsdag den 1. december 2010

’Gimme A Pigfoot (And A Bottle Of Beer)’

The Empress Of The Blues, Bessie Smith, gik hårdt til flasken. Yndlingen var gin, som hun har sunget flere oder til. Her strejfer vi blot ’Gin House Blues’ og ’Me and My Gin’. Smith blev opdaget af ingen ringere end Ma Rainey, der omkring 1912 tog hende med i sit omrejsende revycirkus, The Rabbit Foot Minstrels.

Op gennem 1920’erne opnåede Smith en så bred anerkendelse, at det vist kun var Louis Armstrong, der kunne sætte hende til vægs. Bessie Smith havde imidlertid besvær med at lægge en dæmper på sig selv, når hun havde forladt scenen. Siden årene med Ma Rainey var hendes alkoholforbrug accelereret med lynets hast, hvilket var en medvirkende årsag til, at pladebranchen og enhver fornuftigt tænkende i slutningen af årtiet, mente at hendes karriere var forbi.

Der var da også mange der rystede på hovedet, da produceren John Hammond Jr. - ja, den John Hammond - i 1933, tog Smith med i studiet. Troede han virkelig på et comeback eller var det kun en sentimental gestus? Sidstnævnte opfattelse har hængt ved flere slægtled frem. Den virker ikke desto mindre en anelse problematisk, når man ser på line-uppen af rekrutterede musikere, der alle hørte til blandt crème de la creme af swingmusikken i 1930’erne. Trombonist Jack Teagarden, trompetist Frankie Newton, tenorsaxofonist Chu Berry, pianist Buck Washington, guitarist Bobby Johnson, bassisten Billy Taylor og The King Of Swing, klarinettisten og kapelmester, Benny Goodman.

’Gimme a Pigfoot (And A Bottle Of Beer)’ stammer fra disse optagelser, der også blev Smiths sidste. Læg i øvrigt mærke til, at hun til slut når at nævne den elskede gin.



Smith døde ved en trafikulykke i september 1937.