Blogger Widget

fredag den 31. december 2010

Lige i røven på segmentet og Informations læsere

”Intet bliver mere yt end at være på. Blogging, Facebook, Twitter, ja endda smser bliver lavkultur på linje med armyshorts, pittbullterriere og lændetatoveringer. Nærvær, hedder kreativklasse-carpe-diem-segmentets nye mantra.”

Dagbladet Information har støvet krystalkuglen af og med et glimt i øjet set ind i 2011. Ovennævnte taler sit tydelige sprog. En tendens man iøvrigt kan aflæse her på siden. Da vi begyndte at udbasunere os om stort og småt, mest småt, tilbage i 2006, nåede vi det år at skrive 51 indlæg. I 2007 steg antallet til 270. 2008 toppede med hele 332 stykker. Hvorefter der skete et fald på tre til 329 i 2009. I år ender vi på 318, iberegnet netop læste.

Vi er med andre ord på rette vej. Godt nytår. 'Bop 'Til You Drop'

torsdag den 30. december 2010

onsdag den 29. december 2010

Jagger. BBC Radio 2 i dag, kl. 12.00 (GMT)

Radiointerviewet med Keith Richards fra i går aftes, kan man høre de næste syv dage via dette link. Om et par timer gælder det Jagger, der spiller den musik som The Rolling Stones var inspireret af, da det indspillede ’Exile On Main St’. Mere her.

”The ICEAGE Is Coming…”

Rygterne har svirret længe. Nu er der hold i dem. Den 10. januar slipper plademærkerne Escho og Tambourhinoceros debutalbummet, ’New Brigade’, fra det unge københavner punkband Iceage, der er indspillet i dagene efter kvartettens Roskilde-optræden i år.

Først giver vi ordet til Kristoffer Rom og Aske Zidore fra Tambourhinoceros:
”Kompositionerne er foruroligende stærke, og bandet spiller som gjaldt det livet, ikke som en kortvarig iscenesættelse af rockdrømmen, men med uendelige mængder af autentisk energi og kreativ idérigdom, der ikke lader et gran af tvivl tilbage om, at de er den ægte vare”
Escho har også noget at sige:
”Deres rocktunge rækker de ud gennem den guitar-bas-tromme-vokal-mund, der omkranser det trommehinde-store ansigt, som over 12 skæringer fordelt på knap 25 minutter blander ungdommens desperation med det ektoplasmatiske stof, voksenlivet er gjort af og bliver til en tidløs feberfremkaldende energiudladning af klæbrig No-wave spind.”
Så vidt pressematerialet. Her førstesinglen ’New Brigade’.

tirsdag den 28. december 2010

Keef. BBC Radio 2 i aften, kl. 22.00 (GMT)

Læs mere her. Tør ikke sige, hvornår programmet bliver lagt ud som podcast og om det overhovedet gør det? Om ikke andet, så har denne signatur, nu endnu et link at holde øje med i aften og dagene frem.

Chris Bell

I nat var det 32 år siden, at Chris Bell mistede herredømmet over sin lille Triumph TR-7 sportsvogn, ramte en lysmast og blev dræbt øjeblikkeligt. Begravelsen fandt sted allerede dagen efter. Han blev kun 27 år. Den 28. december 1978, var også dagen, hvor Bell's tidligere bandkammerat fra Big Star, Alex Chilton, fyldte 28 år. Chilton ville altså have haft 60 års fødselsdag i dag. Her nogle ord fra New York Times.

søndag den 26. december 2010

’Je Ne Suis Pas Très Drogue’

Et spin-off af Gainsbourg og yé-yé tilsat et skud trippy Velvet Underground. Franske The Limiñanas har ikke lavet årets album, men flere gange indenfor de seneste dage, har undertegnede overvejet, om duoen i det mindste skulle have været repræsenteret på bruttolisten.

’Je Ne Suis Pas Tres Drogue’ fremmaner med et klassisk groove, fuzzy organ og talte passager billeder af et sveddryppende dansegulv i Paris i anden halvdel af 1960’erne. ’Je Suis Une Go-Go Girl’ har gruppen kaldt et andet anbefalelsesværdigt track og det passer eksakt til, hvordan denne bloggerkugle føler sig lige nu. Måske en lidt for oppustet en af slagsen, men alligevel. Eventuelle subjektive forestillinger om dette, står helt og holdent for læserens egen regning.

lørdag den 25. december 2010

Dekonstruktion / The Better Beatles et cetera.

Det var vistnok anmelder Klaus Lynggaard, der i en radioudsendelse for en del år tilbage forfægtede, at der ikke var sket noget fundamentalt i populærmusikken siden krautrocken i begyndelsen af halvfjerdserne. Siden har det været, undskyld udtrykket, gammel vin på nye flasker. Selvom nye generationer har forsøgt at blande kortene på ny, så er den dybe tallerken opfundet. I årene efter, at punken proklamerede år 0, var der grøde i vækstlaget. Uafhængige pladeselskaber og D.I.Y udgivelser florerede. The Beatles og The Rolling Stones spøgte dog til stadighed i kulissen.

I byen Omaha i Nebraska, langt fra alfarvej, kaldte et band sig The Better Beatles. De udgav i 1980 deres første og eneste single med Beatles-sangene ’Penny Lane / I’m Down’. Posthumt har bandet fået udsendt albummet ’Mercy Beat’, hvorpå alt det Fab Four materiale, som blev indspillet ved singlesessionen er at finde. Desværre er ’I’m Down’ ikke umiddelbart tilgængelig, så i stedet kommer her ’Eleanor Rigby’, camoufleret som tysk Bierstübe. Den holder ikke samme standard som førstnævnte, men giver alligevel et hæderligt billede af The Better Beatles.


Samtidig gik No Wave-orkestret Y Pants rundt i New York. No Wave er måske så meget sagt, da Y Pants havde en barnlig charme, som man normalt ikke forbinder med den scene. Instrumenteringen bestod til dels af elektriskforstærkede legetøjstrommer, -piano og ukulele. I 1980 gik det i studiet med avantgardekomponisten og guitaristen Glenn Branca, der har haft stor betydning for bl.a. Thurston Moore og Lee Ranaldo, hvor det optog denne uimodståelige version af The Rolling Stone’s ’Off The Hook’.

fredag den 24. december 2010

torsdag den 23. december 2010

Hellige tre konger synger julen ind

”De tre tenorer synger julen ind”, var aldrig gået som overskrift. Associationen er ganske enkelt for pinefuld. ”De evige tre”, kan heller ikke komme på tale, for så begynder Tove Ditlevsens ferske recitation straks at skurre for det indre øre.

Alex Chilton er selvskreven her i mørket op mod d. 24. december. Siden hans død i marts i år, har vi forsøgt at snige ham ind, hvor der var plads i radioprogrammet Mod Strømmen. Det fortsætter vi med, indtil årsdagen for hans alt for tidlige sortie. Her ’Jesus Christ’ fra Big Star’s ’Third/Sister Lovers’, som dybest set er en soloplade fra Chilton’s hånd.



The Only Ones hører man alt for lidt på vor frekvens. Det blev kun til en enkelt gang i det henfarne år. Under temaudsendelsen ’Dage’ blev ’Lovers Of Today’ lagt på grammofonen. Ellers skal vi helt tilbage til december 2008, for at finde materiale med det gamle favoritorkester. Her tager Petet Perrett & Co sig pænt af ’Silent Night’.


Sidst, men ikke mindst, skal vi på besøg i Paul Westerberg's kælderstudie i Minneapolis, hvor han i 2009 indspillede en af de mest populære julesange i den engelsksprogede verden. I mange år var teksten til ’Away In A Manger’, krediteret den tyske reformator Martin Luther. Ny forskning har imidlertid vist, at det er det rene pladder, ligesom så meget andet i disse dage. Skål og god jul.

tirsdag den 21. december 2010

’Darkness #2’

Præcis som med ’The Witmark Demos’ af Bob Dylan fra i år, så har denne blogger ikke kunne gabe over ’The Promise’ med Bruce Springsteen. Der er simpelthen alt for meget materiale at gå i gang med. Så hellere små portioner, som det hed i barndomshjemmet. Og så er det jo, at man kan blive ellevild over, at der i vennekredsen befinder sig en beruset sjæl, der med glæde deler ud af sin entusiasme og sammensætter et bud på, hvordan ’Darkness On the Edge Of Town’ kunne have set ud. Tusind tak.

1. Because The Night
2.
Fire
3.
Rendezvous
4.
Talk To Me
5.
Candy's Boy
6. Racing in The Street (’78)
7. Bring On The Night
8.
Ain't Good Enough For You
9. Give The Girl A Kiss
10.
Come On (Let's Go Tonight)
11.
The Promise
12. Don’t Look Back

Hvis man er typen der foretrækker enkelte punktnedslag, så gør undertegnede sig gerne til talsmand for ’Come On (Let's Go Tonight)’ og ’Candy's Boy’.

mandag den 20. december 2010

Frost måne

Udenfor er temperaturen faldet til minus 13 grader og bæltet med den varskoede sne er gået i land ved Skelskør. Vi må nok vente et par timer før det rammer Sydøstsjælland. På ghettoblasteren er der indbydende selskab af Jay Kaye, der som 15-årig i 1968, under navnet JK & Co, indspillede sin eneste studieplade, pop-psych svendestykket ’Suddenly One Summer’. Næst i bunken venter ’Cut’ med The Slits. Et sted gemmer der sig også et personligt bud på en ’Darkness #2’ med sange fra Bruce Springsteen’s ’The Promise’.

Beat 2010

Sidste torsdag så radioprogrammet Mod Strømmen musikåret 2010 efter i sømmene. Skidt eller kanel? Senere på året vil medlemmerne af redaktionen hver især, forsøge at sætte flere ord på deres ti til femten udvalgte udgivelser, både de album som nåede at blive repræsenteret torsdag, plus dem - logikken sejrer - der ikke blev. Udsendelsen kan man hente her, hvor udbyderen også frister med Hot Russian Girls, hvis man skulle have den drift.
1. Gil Scott-Heron - New York Is Killing Me (I'm New Here)
2. Grinderman - Mickey Mouse And The Goodbye Man (Grinderman 2)
3. Deerhunter - Desire Lines (Halcyon Digest)
4. The Strange Boys - A Walk On The Bleach (Be Brave)
5. Phosphorescent - The Mermaid Parade (Here's To Taking It Easy)
6. Murder - Drawn In The Dirt (Gospel Of Man)
7. Howl Baby Howl - Making History Is Over (Now The World Belong To Us)
8. The Black Keys - Everlasting Light (Brothers)
9. Ariel Pink’s Haunted Graffiti - Round And Round (Before Today)
10. Masshysteri - Välkommen Till Verkligenheten (Masshysteri)
11. Paul Weller - Fast Car / Slow Traffic (Wake Up The Nation)
13. Twin Shadow - Castles In The Snow (Forget)
14. Teenage Fanclub - Baby Lee (Shadows)
15. Edwyn Collins (ft. Alex Kapranos and Nick McCarthy) - Do It Again (Losing Sleep)
16. Spoon - Written In Reverse (Transference)
17. Niels Skousen - Vi Drømmer Verden (Lyt Til Din Coach)
18. Neil Young - Love And War (Le Noise)
19. Sufjan Stevens - I Walked (The Age Of Adz)
20. Roky Erickson With Okkervil River - Think Of As One (True Love Cast Out All Evil)
21. Jenny And Johnny - Straight Edge Of The Blade (I'm Having Fun Now)
22. Flying Lotus - ...And The World Laughs With You (Cosmogramma)
23. Dragontears - No Salvation (Turn On Tune In Fuck Off!)
Samtidig skal vi undskylde, at timerne i selskab med Strangers On A Train fra 9. december, endnu ikke er at høre over nettet. Det beror på et koordineringsproblem.

søndag den 19. december 2010

’Sex Noll Två’

Musikhistorien er uudgrundelig. Spørg bare sangskriveren og trommeslageren Johan Johansson fra det svenske punkrockorkester KSMB. I dag godter han sig måske, men da gruppen i 1981 udsendte lp’en ’Rika Barn Leka Bäst’, var der ikke nogen der skraldgrinede. Albummet blev sablet ned. Okay, de havde forladt 1977-punken og hvad så? Ja, det kan man blandt andet høre på ’Sex Noll Två’, der til trods for en længde på over seks minutter og med guitarsolo og hele molevitten, i dag bliver fremhævet som en stand-out i svensksproget punkrock.



Teksten til ’Sex Noll Två’ har også været gennem vridemaskinen. Den er blevet gennemanalyseret og tolket fra isse til skridt. Forhører man sig atter hos Johan Johansson, så er der intet at komme efter:
”Som så mycket annat med KSMB är den mest av allt ett skämt och en pastisch på dåtidens pretentiösa depprockares samtida material. Målet var att den skulle kunna tolkas till vad som helst, och om ni bara visste hur skojigt vi i orkestern haft åt diverse lyssnares och recensenters analyser av detta epos!”

lørdag den 18. december 2010

Don Van Vliet (1941-2010)

Mindeord skal Don Van Vliet alias Captain Beefheart nok få fra både nær og fjern de kommende dage. Her vil vi blot lægge et godt ord ind for hans plader og malerier og Lars Movins fine lille bog ’Captain Beefheart’, der bygger på et oversøisk telefoninterview, som Movin lavede i midten af halvfemserne, og som siden viste sig at være det sidste som ’Bøfhjertet’ gav, før han isolerede sig fuldstændig et sted i det nordlige Californien. Hvil i fred.

fredag den 17. december 2010

torsdag den 16. december 2010

Det nye U2

SMS-udveksling. Onsdag aften. Jævnfør forrige post.

Kl. 22.19. CH: ”Da jeg hørte Arcade Fire i KB-Hallen for et par år siden spillede de et enkelt cover - af Violent Femmes”
Kl. 22.20. HH: ”Ved godt at de spiller covers. Men de grupper de spiller er svære at høre i deres musik. Sat på spidsen”
Kl. 22.25. CH: ”Solitary Man (’The Card Cheat’, red.) med The Clash - sådan lyder de”
Kl. 22.27: HH: ”Det kan du godt have ret i. Bare tre gange så svulmende”
Kl. 22.34: CH: De er generelt for svulmende, men når iblandt visse højder. Og langt højere end U2, men det siger selvfølgelig ikke en skid”
Kl. 22.37: HH: ”Nej. Ikke det store. Men det er en god sammenligning”

onsdag den 15. december 2010

‘Anthems for Doomed Youth‘*

Canadiske The High Dials har aldrig ryddet en forside. Den slags lader de landsmændene og bysbørnene fra Montreal Arcade Fire om. Og det kan sandt at sige virke himmelråbende. Al den stund , at The High Dials i denne bloggers blå bog står betydeligt stærkere. Hvor Arcade Fire alt for ofte bliver svulstige (kanske, det er det bandet hentyder til, når det kalder sig et “Moby Dick kind of band?“), der underspiller The High Dials nærmest. Hvor Arcade Fire har været enormt gode til at skjule dets inspirationskilder - flere mener formentlig, at det har givet rockmusikken et helt nyt udtryk - der er The High Dials bevidste og åbenmundede om deres.

På The High Dials 2010-udspil, ‘Anthems for Doomed Youth’, det fjerde siden 2003, har kvintetten lagt sig op ad klassisk powerpop, der bliver piftet op med stiltræk fra Topanga Canyon og psych. Af nyere grupper er det eftertænksomme guitarband The Shins et godt pejlemærke. Hvis man foretrækker at skele længere tilbage i pophistorien, vil man ane Todd Rundgren eller måske endnu mere The Nazz og Love. Sidstnævnte især når det var i softrock hjørnet.

Den håndplukkede repræsentant for pladen herunder, ’Chinese Boxes’, lyder dog som et blend af R.E.M. omkring ’Green’ og en ung Tom Petty. Det kan der godt komme kræs ud af.


* ‘Anthem for Doomed Youth’ er titlen på Wilfred Owen’s kendte digt om rædslerne i skyttegravene under Første Verdenskrig, hvis det emne skulle optage en forbipasserende eller to.

tirsdag den 14. december 2010

Rollemodel.

"2. Maj 1928. Overgaden n. V.

Kære Hr. Tom Kristensen!

Hus forbi! Jeg holder selv af et godt Glas Vin, hvad jeg aldrig har lagt Skjul på. Jeg kan altså dårligt tjene som Eksempel til Efterfølgelse i Forholdet til Alkohol, endsige fremhæve mig selv som et sådant ved at indtage den Plads i "Kongelogen", som Harald Bergstedt har reserveret mig. Jeg kan derfor ikke underskrive Deres Opråb. En Tilslutning fra et Menneske, der vitterlig ikke selv er Afholdsmand, er jo uden al Betydning.

Iøvrigt deler jeg naturligvis ganske Deres og de andre Herrers Syn på det gængse Fylderi, særlig som det – ikke altid frivilligt – trives på vore Arbejdspladser. Men jeg er på den anden Side ikke i Tvivl om, at Forbud er Ædruelighedens værste Fjende. Troede jeg ikke det, skulde jeg med Glæde give Afkald på mit Glas Vin, dersom det kunde bidrage til Forbudets Gennemførelse.

Vil De være så god at hilse Hr. Bergstedt fra mig og forklare ham Grunden til, at jeg ikke kan slutte mig til Deres Opråb.

Deres hengivne
H. Pontoppidan."

mandag den 13. december 2010

Buffalo Springfield Again?

Hvid country-soul anno 2010. ’Shaky’ med The Duke & The King fra albummet ’Long Live The Duke & The King’. Her et af de slagkraftig rim, 'The Jackson 5 Grew Up So Fast / C'mon & Shake That Country Ass'. Gå ikke glip af saxofonen under udfadeningen. Den minder lidt om Bobby Keys.

søndag den 12. december 2010

’Taste Of Cindy’

Siden The Jesus & Mary Chain udsendte en akustisk version af ’Taste Of Cindy’ på ’Barbed Wire Kisses (B-Sides and More)’ i 1988, har denne bloggerkugle vaklet mellem hvilken udgave, der er den bedste. Den feedback og ekkodrevne fra ’Psychocandy’ er på egne og støjende præmisser en stor popsang. For at forhindre en længere uvidenskabelig udredelse, så bliver det altid den personlige dagsform, der får det sidste ord. Og som dagen i dag indtil videre er gledet undertegnede af hænde, får I den nedbarberede udgave.



Hvis selve albumtitlen ’’Psychocandy’ er en hilsen til én af de ”kvinder”, der befolker Lou Reed’s sangunivers, ja, så kan Cindy også være en henvisning. Andre mener dog, at Cindy er en reference til amfetamin.

Sidste øjebliks tilføjelser, måske

Som nævnt er redaktionen på Mod Strømmen gået i gang med at forberede Beat 2010, som vi sender d. 16. december. Overskriften herover lyver lidt, fordi undertegnede endnu mangler en hel del for at kunne sige færdigt arbejde. De seneste dage, har Lloyd Cole’s nye plade ’Broken Record’, efterladt et rigtig godt indtryk. Det samme har Jenny & Johnny’s ’I’m Having Fun Now’. Men er det nok?

fredag den 10. december 2010

Clinton & Stone. L.A. 2009

Beat 2010 i Mod Strømmen

Torsdag, d. 16. december, mellem kl. 18-20, giver tremands-redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) et bud på de bedste plader fra i år.

Metactritic indsamler årets top-10 lister fra de større magasiner og netsider. Gennem december og januar bliver listen opdateret, så snart der er nyt. For nuværende indtager følgende de ti toppladser, Arcade Fire Kanye West, LCD Soundsystem, The National, Beach House, Janelle Monáe, Sufjan Stevens, Vampire Weekend, Deerhunter og The Black Keys. Mon ikke der allerede tegner sig et pålideligt billede?

torsdag den 9. december 2010

45 / 45



Det er i disse timer nøjagtig 45 år siden, at The Rolling Stones indspillede denne 45-rpm i RCA Studios i Hollywood, Californien.

onsdag den 8. december 2010

Vinteralmanak

Gennem flere år, har denne bloggerkugle, været en trofast køber af de engelske musikmagasiner, Uncut og Mojo. De var længe afholdt sengelæsning, de seneste mange måneder har det dog været som om, at de er blevet skimmet hurtigt og pligtskyldigt igennem. Værre er det gået for de medfølgende cd’ere, som enten står med emballagen på endnu i reolen eller ligger i grovsorterede bunker rundt omkring i lejligheden og hvor der ellers er plads.

Sådan var det også tæt på at ende for ‘An Autum Almanac. 15 Songs In The Spirit Of Ray Davies’, der fulgte med Uncut i november. Efter at have ligget urørt hen i det meste af en måned, blev den dog alligevel fundet interessant nok som adspredelse til en opvask af de store.

Den engelske folksanger Kate Rusby åbner med en formidabel fortolkning af en af Ray Davies mere eller mindre ignorerede kompositioner, ’The Village Green Preservation Society’. Nummeret blev skrevet efter Davies havde rejst rundt i det rurale Devon i det sydvestlige England i 1967, og som i de bedste af hans tekster, ligger der altid et skær af nostalgi på lur.

Derpå følger Nick Lowe & The Cowboy Outfit’s indadskuende ’Rose of England’, som er en af hans fineste sange fra 1980’erne.



Squeeze er der også blevet plads til. Og det manglede bare, for de må være et af de eneste band fra de sene 1970’ere, som reelt formåede at forny den socialrealistiske tradition. Skal ikke kunne sige om ’Pulling Mussels (From The Shell)’ er et præcist tidsbillede, men sangskriveren Chris Difford har fortalt, at den skildrer en feriekoloni, som hans forældre havde sendt ham på i en badeby i Kent, hvor den engelske arbejderklasse tog hen for at slå sig løs. Andre er af den opfattelse, at sangen handler om at onanere.

Navnet Darren Haymann burde have vakt genklang hos undertegnede, fordi han i 1990’erne var med i bandet Hefner. Det fremkaldte han desværre ikke. I stedet svirrede tankerne omkring Robyn Hitchcock, da nummeret ‘Pram Town’ fik et anerkendt hak i margen af cd-coveret. Vi befinder os i en pendlerforstad til London eller rettere sagt, vi svæver et sted over pendlerbæltet med det store vue udover både byplanlægningen og det liv, som middelklassen lever der. Selvom det ikke er synderligt rart at være vidne til, så fejler skæringen bestemt ikke noget.

Wreckless Eric-singlen ’Reconnez Cherie’ fra 1978, er der heller intet galt med. Den var et forsøg på at skrive en cajun-sang og det lod han end ikke sit dårlige fransk komme i vejen for. Ved ikke om Ray Davies nogensinde har prøvet sig selv af på fransk, men han har en svaghed for New Orleans. Om forehavendet lykkedes for Wreckless Eric, kan man altid diskutere. Charmerende er det ikke desto mindre. Nick Lowe har produceret..
Folksangerinden Sandy Denny har taget røven på denne signatur et par gange eller flere indenfor det seneste årti. Dels som medlem af Fairport Convention, men også solomaterialet byder på store momenter. Før hun betrådte disse veje, var hun kortvarigt med i The Strabws. Med hvem hun, under skarpt opsyn af Gustav Winkler, indspillede lp’en ’All Our Own Work’ i Vanløse Bio i 1967. ’How Everyone But Sam Was a Hypocrite’ har ikke Denny som vokalist, men er skrevet og sunget af guitaristen Dave Cousins. Hvor ’The Village Green Preservation Society’ til en vis grad handler om at om at redde gamle værdier, så er ’How Everyone But Sam Was a Hypocrite’ et spydigt portræt af lillebyen og dens skinhellige kulturværnere.

Beundrer af engelsk fodbold vil kende Derby County FC’s kælenavn ’The Rams’ og logoet med vædderen. Det er nok færre, der ved, at forbindelse mellem byen Derby og vædderen rækker flere hundrede år tilbage og stammer fra folkemelodien, ’The Derby Ram’. Uncut’s udgave af sangen er med folkorkesteret Erland & The Carnival, der har tilpasset teksten, så den beskriver de ulykkelige omstændigheder, som drev den kun 17-årige gymnasieelev Shaun Dykes til at springe i døden fra et tag på et indkøbscenter i Derby i 2008.

Duetten mellem Bridget St. John og Kevin Ayers, ’Baby Come Home’, kommer fra sidstnævntes album med den megetsigende titel ’The Unfairground’, der blev udsendt i 2007. Musikalsk lægger han sig på linie med The Kinks, som de lød på ’Muswell Hillbillies’. Ayers vil garanteret hævde, at han altid har haft det udtryk. Og man kan da også være tilbøjelig til at give ham ret, når man tager hans fortid som en central figur på den såkaldte Canterbury-scene med i betragtningen.

At undertegnede nåede helt hen til niende skæring, før det første deciderede kedelig nummer dukkede op, taler til Uncut’s fordel. James Yorkston har aldrig stået højt på nogen lister her i hjemmet og sådan forbliver det stadig, efter at have hørt ‘When The Haar Rools In’. Beklageligt nok er der længere mellem snapsene på anden halvdel af kompilationen. Måske redaktionen skulle have overvejet at tage Television Personalities ’Geoffrey Ingram’, der er noget af det tætteste man kommer et rewrite af ‘David Watts’, med.



‘Them That Do Nothing’ med Sunderland-trioen Field Music minder mere om et ripoff af skotske Arap Strap, end noget denne blogger har hørt med Ray Davies. Ikke at det på nogen måde diskvalificerer de to førstnævnte. Alene titlen tager flere stik hjem.

Richard Thompson er Richard Thompson er Richard Thompson. Også når han spiller ‘The Money Shuffle’ live.

Hvis det ikke havde været for den folk-revival, der efterhånden har varet små ti år, så var den engelske sanger og sangskriver Billy Fay velsagtens glemt. Wilco har bl.a. optrådt med hans ‘Be Not So Fearful’. Fay debuterede med en single i 1967, der blev fulgt op af to meget dårligt sælgende album i begyndelsen af halvfjerdserne. ‘Diamond Studded Days’ er at finde på hans nye album ’Still Some Light’, der er kommet i år. Når det er sagt, så virker balladen her ikke overbevisende nok på undertegnede, til hverken at investere tid eller penge på udgivelsen.

Over årene har denne blogger haft flere nedslag i Robyn Hitchcock’s solokarriere. Sammenligningen med Ray Davies er ikke fjern. Bare for at nævne en enkelt ting, så elsker de begge tog, helst dem der kørte med damp. ‘Belltown Ramble’ indspillede Hitchcock & The Venus 3 til ‘Olé! Tarantula‘, der kom i 2006. Det album står endog i husets musikreol, og der står det faktisk ganske udmærket. Der er i hvert fald ingen tegn på, at nogen har pillet ved det siden det fik sin permanente plads for cirka fire år siden.

Klassisk Kinks-riff fra de tidlige år. Wild Billy Childish And The Musicians Of The British Empire figurerede på Mod Strømmens årsliste fra 2007 med ‘Punk Rock At The British Legion Hall‘. ‘Joe Strummer’s Grave’ kommer netop fra det album og genhøret har opmuntret til mere af den slags. Før det gælder det dog lige det sidste nummer på denne cd.

Roy Harper er Roy Harper. Selv når han spiller en sang med et så karakteristisk engelsk tema, som ‘When An Old Cricketer Leaves The Crease’ er han vindtør og trættende at høre på.

mandag den 6. december 2010

Peter Seeberg og Charles Wallace

Ugen byder på et par mindre og særdeles interessante arrangementer. Onsdag præsenterer Forfatterskolen en udløber af den fejring af Peter Seeberg, der foregik ved Vadehavet i september, hvor en lang række forfattere læste op af Seebergs bog ’Ved Havet’. Der er ikke sat starttidspunkter på de enkelte optrædende, men følgende har meldt deres ankomst. Improbandet Red Shifter, folkorkesteret Kloster, spoken word m.v. ensemblet Bigum/Munck/Skjold/Munck, samt det dugfriske samarbejde mellem digter, musiker og lydkunstner Morten Søndergaard og digter, sanger og guitarist i bandet The Liquid, Nicolaj Stochholm. Just nævnte har snart en ny digtsamling ude. Det begynder kl. 17.00

Torsdag inviterer Reverend Shine Snake Oil Co. til endnu en aften dedikeret til rootsmusik og den amerikanske tradition. Det sker i Mojo Blues Bar i Løngangsstræde fra kl. 20.00. Med sig har de amerikanske Charles Wallace, der opfindsomt har kaldt sin stil electro-akustisk folk-a-delica. Her spiller Wallace ’Meet You Too’, en tidlig april morgen 2010 på Christiania.



Slutteligt et link til ’Tag Solen Ned’ og ’En Sandhed', som trioen Syreregn, som radioudsendelsen Mod Strømmen havde besøg af for et par uger siden, har lagt ud til fri download.

lørdag den 4. december 2010

Strangers On A Train i Mod Strømmen

Der er endnu to udsendelser tilbage i Mod Strømmen, før vi lukker ned for 2010. Det har været et intenst år med masser af besøgende. Vi mangler dog stadigvæk at hilse på trioen, Strangers On A Train, der kommer forbi nu på torsdag, d. 9. december, kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Strangers On A Train spiller filmisk, støvet og bælgravende mørk garagerock-blues af den gamle skole. Rejsestøvet når på intet tidspunkt at lægge sig i gruppens fortællinger. Hvor der heller aldrig er særligt langt til det næste nedslidte motel, hvor eventyret måske venter i form af en rastløs og beskidt kærlighedsaffære. Strangers On A Train består af Mauricio Santana på guitar, Madeleine Kate tager sig af vokalen, mens Nis Skaun Vraasø har plads bag trommerne.

Når det er sagt, så er der et lille forbehold. Det filmiske, kan godt være noget, som undertegnede bilder sig ind, eftersom han ikke kan få den Hitchcock-film fra 1951, som trioen formentligt har taget navn efter, ud af bolden. Bedøm selv på torsdag.

fredag den 3. december 2010

onsdag den 1. december 2010

’Gimme A Pigfoot (And A Bottle Of Beer)’

The Empress Of The Blues, Bessie Smith, gik hårdt til flasken. Yndlingen var gin, som hun har sunget flere oder til. Her strejfer vi blot ’Gin House Blues’ og ’Me and My Gin’. Smith blev opdaget af ingen ringere end Ma Rainey, der omkring 1912 tog hende med i sit omrejsende revycirkus, The Rabbit Foot Minstrels.

Op gennem 1920’erne opnåede Smith en så bred anerkendelse, at det vist kun var Louis Armstrong, der kunne sætte hende til vægs. Bessie Smith havde imidlertid besvær med at lægge en dæmper på sig selv, når hun havde forladt scenen. Siden årene med Ma Rainey var hendes alkoholforbrug accelereret med lynets hast, hvilket var en medvirkende årsag til, at pladebranchen og enhver fornuftigt tænkende i slutningen af årtiet, mente at hendes karriere var forbi.

Der var da også mange der rystede på hovedet, da produceren John Hammond Jr. - ja, den John Hammond - i 1933, tog Smith med i studiet. Troede han virkelig på et comeback eller var det kun en sentimental gestus? Sidstnævnte opfattelse har hængt ved flere slægtled frem. Den virker ikke desto mindre en anelse problematisk, når man ser på line-uppen af rekrutterede musikere, der alle hørte til blandt crème de la creme af swingmusikken i 1930’erne. Trombonist Jack Teagarden, trompetist Frankie Newton, tenorsaxofonist Chu Berry, pianist Buck Washington, guitarist Bobby Johnson, bassisten Billy Taylor og The King Of Swing, klarinettisten og kapelmester, Benny Goodman.

’Gimme a Pigfoot (And A Bottle Of Beer)’ stammer fra disse optagelser, der også blev Smiths sidste. Læg i øvrigt mærke til, at hun til slut når at nævne den elskede gin.



Smith døde ved en trafikulykke i september 1937.

tirsdag den 30. november 2010

”I Think I'll Drink Myself Into A Coma…”



Selvom de indledende øvelser så småt er begyndt, så går det først for alvor i gang i morgen og varer december ud.

mandag den 29. november 2010

’I Gotta Get Drunk’ / Åbent brev til Willie Nelson.

Countrymusik og øldrikkeri hænger uløseligt sammen. At livet på landevejen og potrygning også gør det, for i al fald én af genrens største navne, kommer måske bag på nogen. Lørdag fortalte flere medier, at den 77-årige sanger og sangskriver Willie Nelson dagen før endnu engang var blevet arresteret for besiddelse af marihuana. Denne gang drejede det sig om seks ounce (en ounce svarer til 28,34.952 g), som en nidkær grænsebetjent havde fundet ombord på hans tour-bus i Texas. Tilbage i 2006, afslørede en razzia i selvsamme bus, både pot og ’magic mushrooms’. Fredag fik Nelson lov at løbe, efter at have punget ud med den kønne sum af $2,500.
Kære Willie,

Kan du ikke holde op med det pjat og begynde at drikke dig en kæfert på igen, akkurat som du og George ’No-Show’ Jones, havde for vane før i tiden?.

Med venlig hilsen

En ven, der vil dig det godt

søndag den 28. november 2010

’I'm All F**ked On Beer’

I forlængelse af gårsdagens to indlæg, forsætter vi med at lade op til den kommende uges program i Mod Strømmen. ’I’m All F**ked On Beer’ lever ikke op til årstiden. Det er Californien, sommer og strand. Overordnet har sangen dog det vi leder efter.

Og gudskelov for det, eftersom det med stor sandsynlighed har været et af de sidste numre, der blev inkluderet på Admiral Radley’s ’I Heart California’ fra i år. Dets electro-støj stikker nemlig betydeligt ud fra den venligsindede pop, som gruppesammensmeltningen af Grandaddy’s Jason Lytte/Aaron Burtch og Earlimart’s Aaron Espinoza/Aranna Murray, ellers har kreeret med Admiral Radley.

lørdag den 27. november 2010

’The Man Who Loved Beer’

Hvor Kurt Wagner nærmest virkede kåd på Lambchop’s debutplade ’I Hope You’re Sitting Down’ fra 1994, tog gruppen tempoet ned på toeren ’How I Quit Smoking’, der kom i 1996. Mens mange band skal bruge flere album for at finde og finpudse en karakteristisk lyd, kan man med lidt god vilje påstå, at Lamchop havde fundet deres, som der ikke er blevet flyttet meget rundt på siden.

Når musikken fungerer allerbedst, som eksempelvis i ’The Man Who Loved Beer’, er det som om, at den poetiske og smukke ramme som den originale kammer-folk giver, også går hen og bliver et perfekt skjulested for Wagner’s bidende samfundskommentarer.

Mod Strømmen slår sig på flasken.

Næste uges tema kan forekomme søgt. Det er det også. De senere år har radioprogrammet Mod Strømmen op mod jul forsøgt sig med en klassisk julestue. Brunkager, æbleskiver og gløgg en masse. I år kaster vi os frådende over julefrokosten og al dens væsen, særlig spiritussen.

Lyt med torsdag, d. 2. december, mellem kl. 18-20, hvor vi vil spille sange, der handler om at bøje armen.

fredag den 26. november 2010

Lesson One: ’Don't F**k Around With Love’

Allerede i midten af 1930’erne markedsførte Apollo Teateret i Harlem sig som stedet, ”where stars are born and legends are made”. Listen over hvem, der har optrådt på den navnkundige scene er alenlang og hvis man ydermere var så heldig at debutere der, var man nærmest selvskreven til en kontrakt. Det var netop hvad, der skete for den sorte vokalgruppen The Blenders, som spillede deres første job nogensinde i Apollo Teater i 1949 og et par dage efter stod med en eksklusiv aftale med det store pladeselskab Decca.

Nogle år efter var gruppen at finde på mærket Jay-Dee, der blev ledet af en af tidens dygtigste uafhængige musikproducenter, Joe Davis. Hvad der var gået for sig i den mellemliggende tid og især op mod The Blenders kontraktudløb med Decca, er der siden hen blevet spekuleret meget i. Det er der ingen grund til at kede nogen med.

I foråret 1953 gik Davis i studiet med The Blenders. Det mest berømte spor fra disse optagelser er singlen ’Don’t Play With Love’. Samtidig indspillede gruppen en alternativ og censureret udgave, som var tænkt som en måde, hvormed man kunne skabe en underhånden interesse hos landets dj’s. Sidstnævnte version, ’Don't F**k Around With Love’ blev først officielt udgivet i 1973, hvor Davis stod og manglede penge. Hør den lige her.

tirsdag den 23. november 2010

Kontemporær psych-pop

Der er går år og dag mellem, at bloggen her skriver om musik fra England, anno lige nu. Kan faktisk ikke huske, hvornår det sidst er sket? Hvorfor det så er et særsyn, kan der være flere grunde til. Ingen nævnt, ingen glemt, som det hedder i takketaler og deslignende.

The Sails fra London fortjener dog at få nogle rosende ord. Bandet eller rettere sagt Michael Gagliano, der er det samlende punkt, hvorom der har roteret en række løst ansatte musikere, er ikke ny i branchen. Han har tidligere høstet fine anmeldelser med Epic. Med The Sails bevæger Gagliano sig ind i den psykedeliske jangle-pop, med strålende vokalharmonier og masser af fremdrift.

Via The Sails pladeselskab, Rainbow Quartz, er der mulighed for at downloade to fine eksempler på den solide sangskrivning, som det nye album ’A Headful Of Stars’ fra oktober i år, flyder over med. ’I’m Only Bleeding’ er nok det tætteste Gagliano kommer på et hit, det minder bogstaveligt talt om Oasis, da det spillede The Beatles allerbedst, mens ’Travel’ er en sonisk udforskning, der med den gennemgående sitar tager os med til Østen, men bestemt også erindringer os om, hvilket uudsletteligt indtryk George Harrison’s soloplader har gjort på senere generationer.

Find numrene her, hvor der ligeledes er et par stykker med høj jingle-jangle værdi fra The Sails første plade.

mandag den 22. november 2010

Miami Steve. 60 år i dag.

Hvis det ikke skal være i dag, hvornår skal vi så vise dette fotografi frem, som Anders Bruus fra The Breakers tog af Steve Van Zandt og hans all-time favoritalbum (ked af at nævne det, men det er det til højre) i vort radiostudie, for ungefær tre år siden. Time flies. Tillykke med dagen, Little Steven .

Hør for øvrigt show nr. 449 og 450 fra Little Steven’s Underground Garage, hvor Keef optræder på slap line.

Syreregn i Mod Strømmen II

”Thor Boding gæster på torsdag Radio Mod Strømmen - KBH. Stil radioen ind på enten 98.9 FM eller 98.8 Hybrid, og lyt til Hr. Boding, der fortæller om Fly With Us-tour, turen til New York, om den efterhånden meget forsinkede live vinyl, samt dj'er god musik.”

- Facebook-opdatering fra Syreregn, for nogle timer siden. Der mangler vist kun dato og klokkeslæt før den er i vinkel. Stil ind nu på torsdag, d. 25. november, mellem kl. 18-20.

søndag den 21. november 2010

Stilleben med sitcom-stjerner.

Hovedpersonerne fra den amerikanske sitcom, ’It’s Always Sunny In Philadelphia’, positioneret i et nok så kendt pladecover. Forsiden af magasinet Filter fra september 2010.

lørdag den 20. november 2010

De sande hippier røg chillum, også på den jyske vestkyst

”Jeg har lige dvalet en chillum ned
Og hopper rundt som en lille ged
For vi har røget noget sort galar
Imens vi griner og ved halur har”

Hvis man ikke har stiftet bekendtskab med den esbjergensiske power-trio Moses' galar-sang 'Skæv' fra pladen 'Changes', der kom i 1971, er muligheden der nu. Rul ned til posten ’Re-Released Into The Wild’ fra d. 16. november.

fredag den 19. november 2010

Nye upload

Flere har bemærket, at listen herude til højre med link til dele af bagkataloget længe har været syg. Nu er den ryddet af vejen og der er taget hul på en ny. Hør de seneste tre programmer med Dragontears, Straight From The Harp og SPEkTR / Manoj Ramdas. Playlisterne finder man stadigvæk her.

Som lovet tidligere bliver der arbejdet på en holdbar model.

Foto: Manoj Ramdas fra gårsdagens udsendelse.

torsdag den 18. november 2010

'Deep Fried Fanclub'

Ovenpå den fornemme Teenage Fanclub-koncert i mandags, har undertegnede snart sagt ikke hørt andet. Tirsdag blev det blankslidte eksemplar af 'Deep Fried Fanclub. Early Singles & Rarities' hevet ned fra reolen. Og optagelserne, hvorfra de ældste er indspillet i juli 1989, har siden cirkuleret mellem hjemmets cd-afspillere. Albummet indeholder selvfølgelig bandets to singler med b-sider fra 1990, 'Everything Flows' og 'God Knows It’s True'. Dertil kommer coverversioner af The Beatles, Alex Chilton, Neil Young og Beat Happening.

Foran computeren, har især denne tv-optagelse fra 1996, hvor The Fannies som backingband for Alex Chilton, giver Eddie Floyd’s 'I Never Found Me A Girl' og Rodgers & Hart’s standard 'My Heart Stood Still', taget kegler.


Denne live-koncert fra Glasgow, stadig med Chilton og fra omkring samme tidspunkt, kan heller ikke anbefales nok. Den er i flere afsnit.

onsdag den 17. november 2010

Spritny Setting Son single.



Det vil ikke overraske, hvis en læser eller to vil opfatte dette indlæg, som en unødig rygmarvsmanøvre. Skal vi nu høre om The Setting Son igen? Svaret er bekræftende. Bandet har netop udsendt singlen, ’Are You The One?’, med tilhørende video fra en stripklub i Ålborg. Sidstnævnte burde i det mindste kunne trække folk af gårde.

Bag mix og masteringen står Mark Kramer eller bare Kramer. Han kan ikke alene skrive en stak interessante medlemskaber som bassist i orkestre, som Shockabilly med free jazz syrehovedet Eugene Chadbourne, Butthole Surfers, Ween og Half Japanese, på sit CV, men også notere, at han har produceret Galaxie 500’s samlede værker, Low, Daniel Johnston m.v.

Efter sigende var det også Kramer, der gav Nikolaj Nørlund mod på selv at sætte sig i producerstolen, da de i begyndelsen af halvfemserne arbejdede sammen om Trains And Boats And Planes' pladen ’Minimal Star’.

tirsdag den 16. november 2010

”Hello. We are Teenage Fanclub from Glasgow”

Sætlisten fra The Fannies koncert i Lille Vega, mandag d. 15. november 2010.

søndag den 14. november 2010

SPEkTR i Mod Strømmen

"...one of the things SPEkTR reminds me of is Film-Library music, particulary from the 60's and 70's, english and italian, y'know..Roy Budd and Nino Rota and all of these great Film composers..."
David Fricke fra Rolling Stone Magazine har efterhånden omtalt mange danske band i anbefalende vendinger. Det begyndte vistnok med The Raveonettes, som hovedmanden i SPEkTR, guitaristen Manoj Ramdas, på daværende tidspunkt var en del af. Man kan spore SPEkTRs aner tilbage til omkring år 2000, hvor det blev dannet i København. Siden har Ramdas også lagt megen tid i The Good The Bad, spillet med stort set gud og hver mand på den danske scene og senest indspillet ’Tidløs Knold’ med Ond Magi.

SPEkTR har et nyt album på trapperne, der er mixet af Randall Dunn, som har arbejdet sammen med det amerikanske doomband Sunn O))). Mon ikke vi får godbidder derfra, når Manoj Ramdas & co. kommer forbi radioprogrammet Mod Strømmen, nu på torsdag, d. 18. november? Under alle omstændigheder tegner det til at blive en varieret udsendelse. Vi glæder os. Lyt med mellem kl. 18-20.

lørdag den 13. november 2010

’The American In Me’

Apropos forrige post. San Francisco-kvartetten The Avengers på hjemmebane i Mabuhay Gardens ved arrangementet Punks Against Oppression!, der var til fordel for strejkende kulminearbejdere fra Kentucy. Klippet stammer fra 16 mm filmen ’Louder Faster Shorter: San Francisco Punk Rock 1978’.

Sorte huller

Flere vil nok kende den engelske skribent Jon Savage for den moppedreng af en bog, han skrev om Sex Pistols og den engelske punkrock, ’England’s Dreaming’. Savage er uddannet fra Cambridge og begyndte allerede at profilere sig selv under the heyday af britisk punk, hvor han udgav fanzinet ’London Outrage’. Senere blev han ansat på adskillige af de toneangivende musikmagasiner.

Hvad færre ved er, at han også har sat flere glimrende tema-compilations sammen, der har været med til at skabe en smule balance mellem de sorte huller, som denne bloggerkugle går rundt med. Her et par stykker med covernoter, hvis man følger linket. ’England's Dreaming’ (2004), ’Meridian 1970 – Protest, Sorrow, Hobos, Folk and Blues’ (2005), ’Queer Noises 1961-1978: From the Closet to the Charts’ (2006), ’The Shadows Of Love - Intense Tamla 1966-1968’ (2006), ’Dreams come true - Classic wave electro 1982-87’ (2008) og ’Teenage - the invention of youth 1911-1945’ (2009)

Den 15. november er Savage aktuel med en ny compilation, 'Black Hole', hvor han forsøger at fange ånden af den tidlige californiske punkrock.
1. The Germs - Forming
2. The Dils - I Hate The Rich
3. The Screamers - Peer Pressure
4. Crime - Murder By Guitar
5. The Zeros - WIMP
6. The Avengers - We Are The One
7. The Consumers - Anti Anti Anti
8. The Randoms - A-B-C-D
9. Black Randy and the Metro Squad - Trouble at the Cup
10. The Alleycats - Nothing Means Nothing Anymore
11. The Weirdos - Solitary Confinement
12. The Zeros - Beat Your Heart Out
13. X - We’re Desperate
14. The Offs - 624803
15. The Sleepers - Seventh World
16. The Middle Class - Situations
17. The Bags - Survive
18. The Germs - Media Blitz
19. The Middle Class - Love Is Just a Tool
20. The Flesheaters - Pony Dress
21. Urinals - Black Hole
22. The Aurora Pushups - Victims of Terrorism
23. The Avengers - The American In Me
24. The Dead Kennedys - California Über Alles
25. The Dils - The Sound of the Rain
26. The Sleepers - Los Gatos

fredag den 12. november 2010

onsdag den 10. november 2010

Bubblegum Psych. ’The Zig Zag People Take Bubblegum Music Underground’

Endnu en omgang med covernumre. Man kan sætte spørgsmål ved om bubblegum-musikkens unge fanskare i sluttresserne overhovedet stiftede bekendtskab med The Zig Zag People, og hvis de gjorde det, så blev de utvivlsomt stødt på manchetter over bandets radikale ombearbejdninger af bl.a. arkegrupperne 1910 Fruitgum Company’s og Ohio Express’ top-10 klassikere.

The Zig Zag People bestod af en række dygtige studiemusikere, der i 1969 blev hyret af Decca, til at iføre bubblegum’en et psykedelisk draperi. Og det gjorde de så eftertrykkeligt, at adskillige numre ikke var til at kende igen. Det er vist det man kalder at tage en sang til sig og gør den til sin egen. Godt eller gudsjammerligt. The Zig Zag People’s versioner spænder fra jazz, blues, r&b til decideret syrerock og mere eksperimenterende dele af psykedelisk musik.

Der er ikke meget umiddelbart tilgængeligt materiale fra ’The Zig Zag People Take Bubblegum Music Underground’ på nettet. You Tube har coverene af Ohio Express’ ’Chewy Chewy’ og 'Yummy, Yummy, Yummy'. Plus to andre numre, ’Sally Goes To The Dentist’ og ’Peel It Off Your Face’, hvor undertegnede kommer til kort med, hvem der har skrevet og indsunget dem, hvis de da ikke er originalspor af The Zig Zag People.

Hvis man bruger lidt længere tid, kan man komme til at høre ’Little Bit Of Soul’, ’Hanky Panky’, ’Simon Says’, ’1 2 3 Red Light’ og ’Indian Giver’.

Musikken er langt bedre end den ser ud på skrift.

tirsdag den 9. november 2010

Pinkunoizu: Free Time Volume One

I et forsøg på at genrebestemme Pinkunoizus netop udsendte debut ,’Free Time Volume One’, prøvede denne blogsmører at danne en Genius-spilleliste i iTunes via åbningssangen, ’Time Is Like A Melody’. Der var ingen genkendelse eller i hvert fald keine match i nærværende bibliotek. Håbet var velsagtens, at der var blevet trukket noget afro-beat, asiatisk tresserpop og nu-folk frem. Det blev der ikke, hvor skal man så begynde?

Måske alene med en koncertoptagelse fra Loppen, hvor gruppen, der består af musikere fra Selvhenter, Howl Baby Howl, Chimes & Bells, Kostcirklen og Valby Vokalgruppe, giver ’Time Is Like A Melody’, sammen med Hurrah Ensemble. Og så må det være op til nogle måske egnede at sætte ord på.



’Free Time Volume One’ udkommer i første omgang kun digitalt. Til marts næste år skulle ’Free Time Volume One & Volume Two’ være at finde i et håndfast format.

mandag den 8. november 2010

’Oliver's Army’ / ’Maggie May’

Undertegnede var ikke fair overfor Radio Free Fernie forleden. Stationen er langt hen ad vejen brugerstyret, så hvis man uforfarent kommer ind i en bølge, hvor den klassiske rock er dominerende, kan man selv påvirke cover-flowet, ved at vælge de numre, man vil høre.

Efter omtalen i lørdags, fortsatte radioen med at køre i baggrund. Stor var glæden, da Blur’s udgave af Elvis Costello’s anti-besættelses sang ’Oliver’s Army’ dukkede op. Jagten gik derefter ind på flere covernumre af Blur. Desværre var gruppens fine version af Rod Stewart’s ’Maggie May’, der handler om den første og noget ældre kvinde, som Stewart havde sex med, ikke at finde. Men så er der heldigvis andre muligheder:

søndag den 7. november 2010

Straight From The Harp i Mod Strømmen (II)

For en lille måneds tid siden, begyndte electro-blues duoen Straight From The Harp nedtællingen til udgivelsen af ’Re Re Mix Mix’. Som titlen lader ane, bevæger gruppen sig over i en afholdt variant af populærmusikken. Men, hvor de fleste remix, som regel er lavet af en hot dj eller producer, så har Straight From The Harp fået en række musikere til at genfortolke hele debuten, ’Rain Rain Down Down’ , der kom i det tidlige forår. Foreløbig har duoen ladet sive, at Michael Møller, The Sad Lovers, Screen Tests, Heini & Addi, Spejderrobot og Howl Baby Howl er blandt bidragyderne. Læs og hør mere her.

Nu på torsdag, d. 11. november, er der releasefest fra kl. 21 på Drone Bar, Nørrebrogade 184. Før det, dukker Straight From The Harp op i radioprogrammet Mod Strømmen. Lyt med mellem kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid).

lørdag den 6. november 2010

Radio Free Fernie

Efter et par dage i interessant og muntert selskab med sladder og anbefalinger om musik og litteratur, har denne blogggerkugle spenderet nogle formiddagstimer på at opdatere og forsøge at holde sig ajour rundt omkring på nettet. Det er sket, mens Radio Free Fernie, som var en af de ting, der blev lagt et godt ord ind for på en frokostrestaurant i går, har kørt i baggrunden.

Stationen har specialiseret sig i at spille covernumre. Her en liste over de seneste ti. Kanhænde, at den klassiske rock har lidt for gode betingelser.
The Black Crowes - Hard To Handle (Otis Redding)
Rare Earth - Feeling Alright (Traffic)
Trip Shakespeare - Helpless (Neil Young)
Dumbstruck - Earth Angel (The Penguins)
Ivy - Let’s Go To Bed (The Cure)
Keane & Faultline - Goodbye Yellow Brick Road (Elton John)
The Atlanta Rhythm Sektion - Takin' Care Of Business ( Bachman Turner Overdrive)
Saliva - Message Of Love (The Pretenders)
Faith No More - Midnight Cowboy (John Barry and his Orchestra)
Joe Cocker - Can't Find My Way Home (Blind Faith)

onsdag den 3. november 2010

Link Wray: Link Wray

I 1971 udsendte Link Wray pladen ’Link Wray’. Samtiden dånede ikke af benovelse. Indenfor de seneste år er albummet dog gået fra et liv i det obskure til at blive kaldt et lille mesterværk af et comeback for den gamle rock’n’roll-guitarist. At ’Link Wray’, har været ude af omløb i mange år, spiller sikkert også ind på det renommé, den har fået i aficionadokredse. Modsat det meste af musikindustrien, der i slutningen af 1960’erne og i begyndelsen af 1970’erne, mente at studieteknik og -færdigheder var tidens løsen, indspillede Link Wray, de elleve nummer på en trespors båndoptager i et ombygget hønsehus på sin farm i Maryland.

I dag vil musikken blive kategoriseret som roots-rock. Altså et konglomerat af blues, country og rock, spillet råt, akustisk og skramlet, og med brug af mandolin, klaver og Wray’s karakteristiske nærmest raspende stemme, han mistede en lunge til TB i 1953, for slet ikke at nævne den dåse med småsten, som fungerer som percussion undervejs. Der er ikke et album, der lefler for detaljen. Til gengæld er det passioneret og indspillet med en approach, som kan minde om Captain Beefheart, Van Morrison og The Rolling Stones i samme periode.

Det er skik og brug at pege på skæringer, der enten udmærker sig eller lægger stilen. Det er svært, men den riff-orienterede ’God Out West’, kan gøre sig på enhver røgfyldt rockklub. Det samme evner ’Fire And Brimstone’, som The Neville Brothers lavede et cover af til albummet ’Yellow Moon’. Ellers er det værd at nævne åbningsnummeret ’La De Da’ og sumprockeren ’Black River Swamp’. Men igen, ’Link Wray’ er et helt album, som alderen har været hjertens god ved. Køb det, hvis det ellers er til at stampe op af mange års hønsemøj.

søndag den 31. oktober 2010

Dragontears i Mod Strømmen

I morgen udkommer Dragontears sidste album. 'Turn On Tune In Fuck Off!!' lukker den trilogi, der begyndte med '2000 Micrograms From Home' fra 2007 og som året efter blev fulgt op af 'Tambourine Freak Machine'. Hvor man på de to første, har hørt væsensforskelle fra Lorenzo Woodrose hjertebarn, Baby Woodrose, er det som om, at fire ud af den nye pladens seks tracks med småjusteringer, kunne have fundet vej til en Woodrose-plade. Om det er det, bandet har taget konsekvensen af, står for så vidt eller i hvert fald indtil næste torsdag, hen i det uvisse for denne signatur?

Ellers bliver det interessant at finde ud af, hvor mange mand orkesteret med den ubestemte størrelse stiller med, og om de er ligeså bedøvende ligeglade med at høre sig selv, som Baby Woodrose var da det besøgte Mod Strømmen?

Bad Afro gør en smule stads af 'Turn On Tune In Fuck Off!!' i morgen aften, kl. 20, på Café Svejk, Smallegade 31, Frederiksberg. På torsdag, d. 4. november, gælder det Mod Strømmen. Stil ind mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

lørdag den 30. oktober 2010

Svar fra Thorstein Thomsen

I et forsøg på at rydde op i den spam, der sniger sig udenom bogstavkoder og des lignende her på bloggen, dukkede et svar/forklaring op fra forfatteren Thorstein Thomsen på et indlæg, som undertegnede skrev under overskriften ’Vraggods og bitter erfaring’ om hans bog, ’Scenepas’. Undskyld slendrian og tusind tak.
”Jeg er lidt flov over, at Scenepas bliver kaldt en nøgleroman. Jeg synes heller ikke det er helt fair. Man kan ikke flytte virkeligheden over i prosaen én til én. Men der var nok noget bitterhed med i spillet dengang. Og det var måske ikke helt fair. Det hang sammen med at jeg pludselig var endt i en rolle som sideman. Vi arbejdede med Carstens sange til den anden lp, da det gik op for mig, at jeg måtte væk. Og begynde forfra. Hvis jeg ville virkeliggøre mine egne ambitioner. Det var hårdt for vi (Carsten) havde fat i en lang ende. Senere har jeg jo kunnet se og indse det rimelige i at Carsten var leader of the band. Han blev en stor sangskriver. Jeg selv blev faktisk senere en helt okay forfatter ( ... og romanskriver efter jeg var fyldt 50.) Alt faldt på plads som det skulle. Bitterheden var et egotrip fra min side. Det er ubehageligt at se i en bog man selv har skrevet.”