Blogger Widget

tirsdag den 20. november 2007

Dans er bevægelse til musik

"På vej hjem kom jeg forbi et sted med levende musik. Jeg stoppede op og lyttede, det var jazz og alligevel ikke jazz, rock og alligevel ikke rock. Der var fri entré. Pludselig opdagede jeg, at jeg var gået derind.
Der var næsten tomt, måske fordi det endnu var tidligt på aftenen. Der var noget ved den musik, som løsnede mig op; det blev pludselig så let at trække vejret. På et tidspunkt kom et lille selskab ind ad døren, af begge køn, og der gik ikke længe før de begyndte at danse. Den ene af pigerne og jeg havde øjenkontakt, hun dansede tæt ved mit bord, vendte nu og da ryggen til; jeg havde lyst til at tage hende på røven, men i stedet kiggede jeg så længe på den at jeg kunne den udenad. Så arkiverede jeg den til senere. Hun satte sig tilbage, jeg drak en øl mere, ville ønske jeg turde byde hende op. Jeg ved ikke hvad der gik af mig, jeg følte mig modig, rejste mig og gik over til hende. Måske var det musikken. Hun sagde sgu ja! Jeg har før vandret fra den ene ende af et lokale til den anden for at byde en pige op - og så få nej. Og så vandret den lange vej tilbage, mens alle så på. Men hun sagde sgu ja! Og jeg syntes såmænd vi dansede helt udmærket, det gælder jo lidt om at glemme sig selv, lytte til musikken. Jeg plejer gerne at se på pigen og “svare” på det hun gør; når jeg først kommer i gang, er jeg slet ikke så dårlig. I hvert fald ikke når jeg danser med den rigtige, til den rigtige musik. Vi dansede to numre, og vi snakkede lidt om musikken, som vi begge var vilde med.
- Jeg elsker blues, sagde hun.
- Det gør jeg osse, sagde jeg.
Hun sagde tak for dansen og satte sig tilbage, Så vidste jeg så meget, det var det de kaldte blues; det var ikke det vi hørte mest af, hvor jeg kom fra. Fra da af vidste jeg, det var min musik."

- passage neglet fra bogen 'Ingen grund til overdramatisering' af Erling Jepsen.

Undertegnede har vistnok moret sig, når Jepsen tidligere har været godnatlæsning. Fortælleren i 'Ingen grund til overdramatisering' minder iøvrigt en del om Arturo Bandini. Ingen penge, en drøm om at skrive og et sælsomt forhold til kvinder.

Ingen kommentarer: