Blogger Widget

mandag den 14. maj 2007

David, Marat, Corday & Baudelaire

Dette maleri har piffet forsiden på mangen en bog om den franske revolution op. Det er malet af den franske nyklassicist Jacques-Louis David (1748-1825) i 1793, og forestiller liget af den franske revolutionspolitiker og bladudgiver Jean-Paul Marat (1743-1793), kort tid efter at Charlotte Corday havde dolket ham ihjel.
Hvem var denne kvinde, der på så brutal facon begik et mord, og hvad drev hende? “Folk Jeg Skal Kende. Håndbog for ungdommen” fra 1950 ved besked.
Corday (kor’dæ), Charlotte (1769-1793), ung pige der for at redde Frankrig dræbte revolutionsmanden Marat.
C var datter af en fattig adelsmand og blev opdraget i et kloster. Hun interesserede sig tidligt for historisk læsning og nærede en glødende begejstring for alt, hvad der var ædelt og stort.

Da den franske revolution brød ud i 1789, gjorde den derfor stort indtryk på hendes varme hjerte; men den voldte hende stor smerte, at en del af frihedens mænd optrådte med så stor råhed og blodtørst.

Hun besluttede da for fædrelandets skyld at dræbe en af de værste tyranner. Hun valgte til sit offer Marat, der havde skrevet i sit blad, at endnu 200.000 franskmænd skulle dræbes.

Under et påskud rejste hun hjemmefra. Hun opsøgte Marat en aften, han var i bad; hun fik imidlertid foretræde for ham, og da han bekræftede, hvor mange han ville dræbe, stødte hun en kniv i hans bryst. Det var i 1793. Hun blev straks pågrebet; med ro og fasthed gik hun fire dage efter i døden.”

Biografien her har dog et appendiks. Mordet på Marat afbrød ikke revolutionens rædselsregimente. Tværtimod, blev Marat martyr. Under stor højtidelighed blev han gravlagt i Panthéon, efterfølgende blev der rundt omkring i Frankrig sat buster op af ham i stedet for krucifikser og religiøse statuer. Stemningen vendte dog hurtigt. I 1794 faldt Robespirres regime og allerede året efter blev Marats lig fjernet fra Panthéon. Eftertiden har siden hædret Corday, fordi hun gav sit liv for at befri sit land for et uhyre.
Maleriets eftermæle tog det imidlertid omkring 50 år at få rettet op på. Da Robespirre blev stødt fra magten, fik David det tilbage , og først efter hans død i 1845 blev det hentet frem igen. Romantismens malere anså det for kold nyklassicisme. I 1846 skrev poeten Charles Baudelaire, der af litteraturhistorien er blevet revet i næsen at han var romantiker, imidlertid en større tekst om billedet, hvormed han var med til at så spiren til maleriets plads i kunsthistorien:
"The drama is here, vivid in its pitiful horror. This painting is David's masterpiece and one of the great curiosities of modern art because, by a strange feat, it has nothing trivial or vile. What is most surprising in this very unusual visual poem is that it was painted very quickly. When one thinks of the beauty of the lines, this quickness is bewildering. This is food for the strong, the triumph of spiritualism. This painting is as cruel as nature but it has the fragrance of ideals. Where is the ugliness that hallowed Death erased so quickly with the tip of his wing? Now Marat can challenge Apollo. He has been kissed by the loving lips of Death and he rests in the peace of his metamorphosis. This work contains something both poignant and tender; a soul is flying in the cold air of this room, on these cold walls, around this cold funerary tub."

Ingen kommentarer: