Blogger Widget

onsdag den 18. januar 2017

Punk-jazz. Min bare…


Punkere gav ikke en døjt for Ed Kueppers første band efter The Saints. The Laughing Clowns, som det hed, blev mødt af antipati og vrede. Bagved gemte der sig sikkert ligedele forvirring og skuffelse. Hvis de samme punkere, havde givet sig tid til at høre The Saints´ tredje album, den kommercielle fiasko, der fik EMI til at fyre bandet, ’Prehistoric Sounds’, så havde de sandsynligvis haft en idé om, hvilken retning Ed Kuepper ville gå i.

Diskrepanserne om The Saints fremtid mellem de to hovedmænd, Chris Bailey og Ed Kuepper, var så småt brudt ud under indspilningerne af 1978-skiven, ’Eternally Yours’, hvor bandet begyndte at arbejde henimod et R&B-udtryk med blandt andet en hornsektion. Bailey foretrak popmusik, mens Kuepper ville trække musikken i en avantgardist retning. De gik hvert til sit efter ’Prehistoric Sounds’. Bailey blev i England. Kuepper tog hjem til Australien og annoncerede en tidlig pension. Lykkeligvis løb han ind i et par gamle skolekammerater, der overbeviste ham om, at de skulle danne et band, der skulle blende free-jazz, bluegrass og krautrock. Det blev til The Laughing Clowns.

Her et klip fra australsk tv fra 1980, hvor The Laughing Clowns spiller 'Holy Joe'. Nummeret blev først udsendt på plade fire år senere.


tirsdag den 17. januar 2017

Tema om nyere australsk rockmusik i Mod Strømmen


Kan man tale om en særegen australsk scene i disse år? Måske er der tale om flere lokale scener? I så fald, er der så en form for rivalisering mellem millionbyerne Sydney, Melbourne og Brisbane? Eller er de mange eminente rockorkestre fra downunder en del af dét, man kan kalde verdensomspændende tendenser. Jeg ved det ikke. 

Der sker ikke desto mindre ting og sager dernede, som bliver forholdsvis stedmoderligt behandlet herhjemme. Okay, Tame Impala er store, King Gizzard & The Lizard Wizard er også et populært navn. Men hvad med Royal Headache, Bed Wettin' Bad Boys, Blank Realm, Eddy Current Suppression Ring, Total Control, Scott & Charlene's Wedding, Ausmuteants, Tyrannamen og så videre og så videre. Der er mere end rigeligt at tage fat på.

Lyt med nu på torsdag, hvor Matthew Moller, der udover at slå på trommer i Less Win, også har kørt et radioprogram i Australien gennem adskillig år, og Jan Damage Petersen, Mod Strømmens egen hoodoo guru udi Oz., formentlig kommer svarene på ovenstående spørgsmål en smule nærmere

Stil ind, kl. 18.00, d. 19 januar, på enten på 98.9 FM eller via den direkte livestream. Som noget nyt kan man også fange radiosignalet på Tunein.

søndag den 15. januar 2017

Rockstjerner. Fy fan!

Historierne om The Rolling Stones American Tour 1972, der fulgte i hælene på udgivelsen af ’Exile On Main St.’ i maj, samme år, er mange. Kritikeren Dave Marsh kaldte senere turneen ”an benchmarks of an era.” Men var den nu også så vild og uhæmmet med smadrede hotelværelser allevegne, som rockannalerne beskriver?

Tja, døm selv. Her en opgørelse over ødelæggelserne efter, at gruppen havde boet i Hugh Hefners Playboy Mansion i Chicago i adskillige dage.


lørdag den 14. januar 2017

Minneapolis' newest hitmakers….


…hedder Uranium Club. Min introduktion til bandet var gennem den månedgamle ep, ’All Of Them Naturals’. Siden har jeg fundet ud af, at de i 2015 udgav kassettebåndet, ’Human Exploration’, der sidenhen også er udkommet på vinyl.  

Stilmæssigt læner de sig op ad Devo og det tidlige Wire. Referencerne stopper dog ikke der. Af nyere bands kan man blandt andet sammenligne dem med Tyvek fra Detroit og The Coneheads fra Indiana eller australske Total Control, for den sags skyld. Det er energisk, minimalistisk, talentfuld, skæv, befriende morsom og iørefaldende punkrock. Tusind tak.

’All Of Them Naturals’


’Human Exploration’


fredag den 13. januar 2017

Mr. Tambourine Man


“It was, like, really big. It was as big as a wagon wheel. He was playing, and this vision of him playing this tambourine just stuck in my mind.”

- Bob Dylan i noterne til opsamlingen, ’Biograph’. Jeg havde faktisk glemt, at Bruce Langhorn var Mr. Tambourine Man. Magasinet No Depression dykker ned i historien om Langhorn her

torsdag den 12. januar 2017

The Brotherhood Of Sonic Love. Playliste 12. januar 2017


1. The Brotherhood Of Sonic Love - I Wanna Touch Your Soul (2016)
2. The Jesus & Mary Chain - Tower Of Song (1990)
3. Motorpsycho - The Slow Phaseout (2001)
4. Sort Sol - Walking On Red (1980)
5. The Monkees - (I'm Not Your) Steppin' Stone (1966)
6. The Damned - Machine Gun Etiquette (1979)
7. The Who - Pinball Wizard (live) (1970)
8. The Brotherhood Of Sonic Love - Down In Style (2016)
9. Mother Superior - Velocity City (1996)
10. Jefferson Airplane - Crown Of Creation (1968)
11. Pete Lockett - Steps Of Eternity (2015)
12. The Monks - Monk Time (1966)
13. Sparkplug - Self-Destruct (2008)
14. Selvhenter - Hajskindshabit (2012)
15. The Rolling Stones - I Just Want To See His Face (1972)
16. The Murlocs - Manny's Bar (2012)
17. Warsaw - No Love Lost (1978)
18. Kyuss - El Rodeo (1995)
19. Neil Young - Guitar Solo, No. 2 (1996)
20. The Brotherhood Of Sonic Love - Wrong Side Of The Track (2016)


tirsdag den 10. januar 2017

Beat 2016 (9 af ?)


Af Jan Damage Petersen. Manden med de sprøde beats, der om en uges tid eller deromrking endnu engang er medvært i Mod Strømmen. Denne gang sammen med Matthew Moller i en udsendelse om nyere australsk rockmusik.

20. Lithics: ’Borrowed Floors

Portland har altid set ud til at være arnested for en spirende punkscene. Byen har i hvert fald fostret nogle af undertegnedes favoritter indenfor den kategori igennem tiderne. Lithics er en kvartet, der lægger sig i kategorien art. De har visse ligheder med sluthalvfjerdserbands såsom Devo, The Fall etc. Tom Verlaine guitarspil må også nævnes som inspirationskilde. Alt er skåret ind til benet, og de minimalistiske kompositioner fremhæver, at det er et velspillende band, man har med at gøre. Med en længde på 25 min., får man under alle omstændigheder ikke for meget.


19. Thigh Master: ’Early Times’

Jeg har læst mig til, at der var en del indierockere i Australien, der gik rundt og ventede på debuten fra Thigh Master. Den har nemlig været undervejs siden 2013, men de skulle lige blive til en kvartet og have implementeret en ekstra guitar. De ventende er sikkert ikke blevet skuffet, da kvartetten fra Brisbane kan deres guitar-janglepop til fingerspidserne. Flying Nun catchiness, lo-fi punket indie ala Sebadoh. Læg dertil,  at de er bysbørn med The Saints, og det kan høres. Det er dæleme en solid debut.



18. Dan Stuart with Twin Tones: ‘Marlowe's Revenge’

Green On Reds arv som et af de bedste bands og foregangsmænd for den alternative americana-bølge, er ikke til at tage fejl af. Ikke mindst den dystre plade, ’The Killer Inside Me’, står for mig som en milepæl. Adskillige stoffer og et eksil i Mexico senere, vendte den tidligere stordrikkende frontmand Dan Stuart tilbage til musikken i 2012 med et glimrende soloalbum. Denne gang har han hevet fat i Twin Tones fra Mexico City, der på fornemmeste vis formår, sammen med en sprudlende Stuart, at føre Green On Reds oeuvre videre i 2016. Næste gang han kommer forbi, håber jeg vi er mere end 40-50 mennesker på Loppen. Folk, der ikke kender Green On Red, kan sagtens begynde med ’Marlowe's Revenge’.


17. Kal Marks: ‘Life Is Alright, Everybody Dies’.

Nye post-hardcore plader, har det ikke altid nemt, efter vi trådte ind i nullerne. Af og til dukker der dog noget op. I år dukkede der et band op fra Boston, omend i en sludge-udgave. Selvom pladen har en mere optimistisk tilgang end deres forrige plader (deres seneste hed ’Life Is Murder’), så er universet stadig dystert og melankolsk. Det er på udgivelser som disse, at trio-formatet bliver optimalt, hver en tone, anslag og pause kommer til sin ret. En plade, der vækker gode minder.



16. Psychic Ills: ’Inner Journey Out’

Sjældent har en plade ramt mig så hårdt lige fra første sekund, som ’Inner Journey Out’ gjorde, da den udkom i sommer. Tilbagelænet og cool som bare fanden. Det perfekte soundtrack til en stille røgfyldt bar, et sted ude hvor kragerne vender. Desværre er pladen lidt for lang, men det har ikke forhindret mig i, at høre side a,b og c igen og igen. Det faktum og lidt for banale tekster gør, at det desværre ikke blev det mesterværk, jeg i første omgang troede det var. Men mindre kan også gøre det.


15. Cheena: ‘Spend The Night With...’

Begrebet supergruppe er efterhånden en af de største floskler i musikbranchen, men lad os bare kalde Cheena for én sådan, da vi alle ved, hvad det betyder. Ty Segalls Gøggs var i 2016 et glimrende eksempel på, at en supergruppe nødvendigvis ikke behøver at lyde så super endda. Cheena består af medlemmer fra Pharmakon, Crazy Spirit og mine personlig favoritter Hank Wood & The Hammerheads. Pladen emmer af god sangskrivning og interessante ideer, og selvom inspirationerne kalder én tilbage til bl.a. New York Dolls og Gun Club, så er ’Spend The Night With...’, et glimrende bud på en anderledes punkrock-skive anno 2016.



14. Iggy Pop: ‘Post Pop Depression’

Josh Homme har udgivet noget af det mest overvurderet lort i mands minde. Så fik jeg sagt dét. Jeg bandede ham langt væk, da jeg hørte, at han nu heller ikke kunne holde nallerne fra Iggy, men heldigvis tog jeg fejl (for en gang skyld). Til gengæld hjælper han uforlignelige Iggy med at finde tilbage til ’77, hvor solokarrieren tog fart med ’Lust For Life’ og ’The Idiot’. ‘Post Pop Depression’ er forrygende fra start til slut, og kun et par gange stikker den lange røde snotten frem, men det gør slet ingenting, Josh. Respekt. Bonus info: Det var Iggy selv, der skrev til Josh, og manden er trods alt ikke idiot.


13. Toys That Kill: ‘Sentimental Ward’

Jeg kommer selv til at associere poppunk med en masse gyselige bands, så tillad mig at kalde Toys That Kill for melodisk punk i stedet. Sådan som det jo har været lige fra begyndelsen, ikke mindst med The Ramones som ingen vil betvivle er punk - som bare fanden. Det er vel også læderjakkerne fra New York, som kommer nærmest TTK, hvis jeg skal prøve med en sammenligning. Frontmand Todd Congelliere har en fortid i F.Y.P og udgiver også plader under eget navn. Fælles for dem alle er, at punken stikker i mange retninger, men samtlige numre er catchy som ind i helvede. ’Sentimental Ward’ er måske hans mest gennemførte plade til dato, og så er de fra Minutemens San Pedro i udkanten af L.A. Hvad filan er der med det sted?



12. Teenage Fanclub: ’Here’

Lige så forudsigeligt som, at Bowie ville lande i toppen af samtlige musikmagasiners årslister, er det, at Teenage Fanclub ender på min top 20, når de kommer med en ny plade. De bidrager som sådan ikke med noget nyt, til deres i forvejen imponerende bagkatalog, men bandet er bare så fandens gedigent. Deres store force er, at de har tre sangskrivere, der nogenlunde ligeligt bidrager henover pladerne. Norman Blake er popsnedkeren, Raymond McGinley tager sig af balladerne, mens Gerard Loves styrke er de snørklende og smukke guitarfigurer. ’Here’ er mere af alt det gode fra The Fannies, indie-rock for voksne.


11. Bad Breeding: - S/T

Når jeg sådan har gået rundt i 2016 og syntes at verden er at lave, så kan det være meget befriende at høre på sure unge mænd, der synes det samme som én selv. Det er en samhørighed som mennesker, der lytter til hc-punk udemærket kender til. Samhørigheden udebliver dog, hvis bandet stinker. Bandet er fra Stevenage, det ligger i nærheden af Stanstead Airport, som er det gudsforladte sted man lander, når man flyver med Easy Jet til London. Så tror da fanden, at Bad Breeding får lyst til at smadre igennem på sine instrumenter til noget nær perfektion. Selvom bandets hc-punk lyder forfriskende er inspirationerne fra f.eks. anarcho-landsmændende Crass, ikke til at tage fejl af. Pladen er også en selvgjort lækker sag, med masser af inlays, tegninger, kollager etc., til den nette sum af 100 kr.



10. Steve Gunn:  ‘Eyes On The Line’

Der er et eller andet med de der avantgardistiske guitarekvilibrister for tiden. Nogle hælder nok mest til Gunns instrumentale soloplader, samt hans duo-plader med andre eksperimenterende kollegaer. Dette er hans tredje album som sangskriver med fuldt band, og hans første på pladeselskabet, Matador. På scenen ligner han en lille dreng, og han har formentlig aldrig kastet sig på knæ og liret sin guitarsolo af. På ’Eyes On The Line", lyder han ligeså selvsikker, som en anden Dylan med solbriller og højt hår. ’Easy Going Dude’ er et glimrende bevis på, at rock’n’roll sagtens kan være meditativt, uden overhovedet at være ambient, psych eller kraut. Hurra for gode sange!


 9. Scott & Charlene's Wedding: ‘Mid Thirties Single Scene’

Det første af to bands fra Melbourne på denne årsliste. Opkaldt efter Kylie Minogues og Jason Donovans berømte bryllup i den australske 80'er tv-serie Neighbours, i rollerne som Charlene og Scott. Det er ret sjovt, og det er frontmand Craig Dermodys tektster også. Det gør det ikke værre, at de bliver bakket op af den ene slacker anthem efter den anden. Havde Craig skrevet sine sange på samme tid, som da Pavement var på deres højeste i 90'erne, var han blevet en af de rigtig store indie-helte. Det er et hypotetisk faktum.



8. Hypnopazuzu: ‘Create Christ, Sailor Boy’

David Tibet fra Current 93 laver en plade sammen med Youth fra Killing Joke. På papiret det lød på interessant...og dét er det også. Det er efterhånden 32 år siden at Youth var at finde på C93 pladen, ’Nature Unveiled’. D’herrer husker åbenbart glimrende og synes at det var tid til at tage tråden op igen. Hvor Tibets musik de seneste år har haft fokus på det minimalistiske, er Youths baggrundstæppe fyldt med patos af strygere, synths, percussion etc., hvilket ikke gør Tibets univers mindre teatralsk. Men en gudsbenådet historiefortæller som ham, kan slippe afsted med hvad som helst. Bevares, manden vil altid dele vandene, men for mig er det ingen sag at købe præmissen og lade sig rive med af historierne om stjerner, sex og magi.


7. Mountains And Rainbows: ’Particles’

Forrygende orkester, som dukkede op ud af det blå. Det viser sig dog, at de har eksisteret i ti år, godt gemt væk i Detroit. Heldigvis fik gruppen en supporttjans i hjembyen for allestedsnærværende Thee Oh Sees. Frontmand John Dwyer var ikke sen til at høre, at det band skulle signes med det samme på hans eget label Castle Face Records. Det blev til en dobbel-tlp, der lægger ud med fem-seks fremragende cathcy garage-sange, med sax og hele molevitten, for så at ende ud i mere udstrækkende psykedeliske numre. Pladen er efter sigende et mix af de seneste ti års sangskrivning og spontan kreativitet. Årets mest og bedst bevarede hemmelighed.



6. Parquet Courts: ’Human Performance’

De tidligere texanere og nu New Yorkske Parquet Courts, har et væld af inspirationskilder på samvittigheden, fordelt over deres fem studiealbums. Det har lige fra starten været et charmerende bekendtskab, men med ’Human Performance’ nærmer vi os noget der ligner et selvstændigt mindre mesterværk. Der er skruet ned for tempoet og dykket ned i musikhistorien, helt tilbage til dét, der begyndte det hele, The Velvet Underground. Alligevel er Parquet Courts sig selv, og det er langt mere end, hvad størstedelen af tidens mange unge og gode indiebands kan sige. F.eks. er sangen ’Berlin Got Blurry’, nærmest helt Elvis Costello’sk, men alligevel lyder den unægteligt som Parquet Courts. Det er sejt!


5. Cian Nugent: ’Night Fiction’

Cian Nugent har med sit backingband The Cosmos, bevæget sig indenfor den instrumentale rock, men nu fik han gudskelov lyst til at smide lidt vokal på. Selvom manden er fra Dublin, er sangene som taget ud af den amerikanske vestkyst, og leder tankerne tilbage på bands som Grateful Dead og Allman Brothers Band. Samme skole som Steve Gunn iøvrigt, når denne laver plader med sit band. Ikke overraskende er det Woodsist Records fra San Francisco, der udgiver. Det er efterhånden et imponerende bagkatalog, de har. Læn dig tilbage og glem alt om, at du har travlt og lyt noget mere til Cian Nugent.



4. Tyrannamen:  S/T

Fem år med shows i hjembyen Melbourne, skulle der gå, før Tyrannamen fik lagt noget ned på vinyl. Det har højst sandsynlig noget at gøre med, at bandet er et sideprojekt, der bl.a. har medlemmer fra indierockerne Twerps, The Stevens og Whipper. Stilen er garage rock/power pop, der lægger sig midt imellem verdens bedste band Royal Headache og Reigning Sound. Otte ørehængende skæringer man holder af med det vuns. Pladen nåede lige at få en europæisk udgivelse på Static Shock, så der er ingen grund til ikke at købe pladen. Australia rules. Igen!


3. Dinosaur Jr.: ‘Give A Glimpse Of What Yer Not’

Når kongerne af indie-/støj-rock er i topform, så er der sgu ikke et øje tørt. Og det må man sige at Mascis, Barlow og Murph er her, på deres fjerde og bedste udspil, siden gendannelsen i 2005. Kender du ikke rigtigt bandet (hvilket vil være mærkeligt), så begyndt her. Kender du bandet, men troede, at de var over and out, så tro om igen. Har du allerede købt pladen, så ved du, hvad jeg snakker om. At købe den nye plade med Dinosaur Jr. i 2016, er at være med på beatet. Imponerende!



2. Spacin': ’Total Freedom’

Lo-fi-psych rock’n'rollerne fra Philadelphia's brug af mund, samt tunge på deres cover, har gjort , de har fået en reprimande af selveste The Rolling Stones. Derfor er det så meget mere fantastisk, at de med deres anden fuldlængde stadig gøre brug af det, og kalder pladen for ’Total Freedom’. At Spacin' gør, hvad der passer dem, et perfekt udgangspunkt, når man skal lave musik. Lo-fi produktionen får lige en dyne af lo-fi ovenpå, og de får skabt et uforligneligt univers med en plade, der bare bliver ved med at åbne sig op. Dette kan kun gøres, fordi sangene er i orden. Omend ingen af de ni skæringer formentlig er blevet spillet på samme måde to gange. Spacin’ består af fremragende musikere fra bl.a. det brillante band Birds Of Maya, der har medlemmer fra det ligeså fremragende Purling Hiss, der også er gæster på denne plade. Og sådan går det hele så herligt i ring. Total Freedom!


1. The Wedding Present: ’Going Going’

Ja, ja, du troede sikkert, at David Gedges The Wedding Present, for længst var langt fra bandets heydays. Men 2016 var året, hvor bandet udgav intet mindre end et mesterværk, med den tyve numre lange ’Going Going’. Den begynder kryptisk med smadder og instrumentale arrangementer, men efter fire numre spytter David den ene fremragende sang ud efter den anden. Bandet er i storform. Gedge mestrer de fleste indierock-tekniker, men når det kommer til stille-støj-stille øvelsen, er det svært at finde bands i dag, der kan gøre Wedding Present kunsten efter. Jeg slutter med et citat fra ‘Groundskeeper Willie’; "Come on lads!, Lets take 'em to school!".


Boblere:

Mudcrutch : ‘2’
Half Japanese: ‘Perfect’
Soda Eaves: ‘Murray, Darling’
Octagrape: ‘Aura Obelisk’
Car Seat Headrest: ‘Teens Of Denial’
Cold Pumas: ‘The Hanging Valley’
David Bowie: ‘Blackstar’
John Doe: ‘The Westerner’
Goat: ‘Reqiuem’
Bob Mould: ‘Patch The Sky’
Shirley Collins: ‘Lodestar’
Matt "mv" Valentine: Blazing Grace’

Honorable mentions:

John Carpenter: ‘Lost Themes II’
Doug Tuttle: ‘It Calls On Me’
Wovenhand: ‘Star Treatment’
Bad Sports: ‘Living With Secrets’
Leather Towel: ‘IV’
Gap Dream: Thi’s Is Gap Dream’
Nails: ‘You Will Never Be One Of Us’
Tim Hecker: ‘Love Streams’
Ultimate Painting: ‘Dusk’
Nick Cave & The Bad Seeds: ‘Skeleton Tree’
PJ Harvey: ‘The Hope Six Demolition Project’

Årets reissues:

Country Teasers: ‘Destroy All Human Life’
Miracle Legion: ‘Portrait Of A Damaged Family’
David Kilgour: ‘Sugar Mouth’
The Clean: ‘Getaway’
Big Star: ‘Complete Third Vol.1: Demos To Sessions To Roughs’
Manyfingers: ‘Our Worn Shadows’
Sun Ra. ‘Singles Volume 1: Definitive 45s Collection (1952-1961)’

Årets arkiv-udgivelse:


Träd, Gräs Och Stenar: S/T (Box Set)

Danske anbefalinger:

Igen i 2016 var der mange glimrende danske plader. Glimrende, kan man ligeledes sige om Mod Strømmens gæsteskribenter. Alle har nævnt mine danske anbefalinger op til flere gange. Jeg ser derfor ingen grund til at gentage, følgeligt bliver min liste yderst sparsom. Jeg vil dog lige nævne (igen-igen), debutpladerne fra beat-rockerne Orcas og de melodiske punks i Big Mess. Begge plader er overlegne, jeg glæder mig meget til at følge dem fremover. Gode venners bands har der også været en del af, men dem nævner jeg ikke - ingen nepotisme her.

Én (desværre kun digital) udgivelse har dog taget fusen på mig i en sådan grad, at jeg bliver nødt til at skrive lidt om den:

Birds In Flight: Demo

Nogle af medlemmerne fra det pragtfulde hc-punk band, Love Potion, bevæger sig her i en helt anden retning. Min første tanke var Teenage Fanclub fra deres ’Bandwagonesqu’"-æra (der som bekendt var årets plade i ’91). Det gør en gammel Fannies-fanboy, som undertegnet helt blød i knæene. Knasende sprøde guitarer ala Neil, vokalharmonier, der sidder lige i skabet, pop-hooks, som bør appellere til enhver, der kan lide Chilton. Ligesom Fannies ikke gav en flying fuck, hvad angår tidens trend, såsom grunge, shoegaze eller madchester. Så giver Birds In Flight heller ikke en flying fuck for, hvad der foregår lige nu. De spiller bare fandens sprød rockmusik, så det synger i himlen. Jeg er fan! (Birds In Flight kigger forbi Mod Strømmen, d. 2. februar)


mandag den 9. januar 2017

The Brotherhood Of Sonic Love i Mod Strømmen


Årets første besøg. The Brotherhood Of Sonic Love debuterede med en ep med fire numre i november sidste år. Titlerne ‘Wrong Side Of The Track’, ‘Down In Style’, ‘Load & Explode’ og ‘I Wanna Touch Your Soul’ lader måske ane, hvor vi skal hen. Hvis ikke, så lad mig kort skitsere det som garvet støj- og smadderrock. Spillet af et broderskab af rutinerede rotter (plus en novice) fra den københavnske musikliv, med baggrund i On Trial, The Rosa Riot, Wild Evil Entertainment Dept., Rum 37 med flere.

GFRs anmelder mener, at ”Det er bundsolidt og uhyre sikkert håndværk, hvor der ikke rystes det mindste på hånden, så man straks føler sig i trygge rammer og ved, at det her er ikke en tur hvor man pludselig skrider ud i svinget og ryger i grøften.” Et stykke hen ad vejen, kan jeg godt give ham ret, selvom jeg har det somom, at jeg ”skrider ud i svinget og ryger i grøften” undervejs. Men det er en behagelig måde at miste fodfæstet på.


Bandet har efterhånden spillet en del koncerter rundt omkring i byen. Næste gang de står på scenen varmer de op for Brooklyn-rockbandet, The Mystery Lights, på Loppen, d. 22. februar.

Stil ind nu på torsdag, d. 12. januar, kl. 18.00, på enten på 98.9 FM eller via den direkte livestream. Som noget nyt kan man ligeledes fange radiosignalet på Tunein.

fredag den 6. januar 2017

(De nøgne) og de døde 2016. Playliste 5. januar 2017


1. Dead Moon - Walking On My Grave (Andrew Loomis) (1990)
2. Brett Smiley - Va Va Va Voom (1974)
3. Tuxedomoon - Joeboy The Electronic Ghost (Bruce Geduldig) (1979)
4. Elvis Presley - Good Rockin' Tonight (Scotty Moore) (1954)
5. Alan Vega - Fireball (1981)
6. The Dixie Cups ‎- Two-Way-Poc-A-Way (Joan Marie Johnson) (1965)
7. Steve Young - Magnolias (1968)
8. Guy Clark - Anyhow, I Love You (1976)
9. Merle Haggard - Sing Me Back Home (1967)
10. The Eagles - Lyin' Eyes (Glenn Frey) (1975)
11. Trille - Sang En Sen Eftermiddag (1975)
12. Jefferson Airplane - Chauffeur Blues (Paul Kantner & Signe Anderson) (1966)
13. Gong - Witch's Song / I Am Your Pussy (Gilli Smyth) (1973)
14. Prince - Kiss (1986)
15. Earth, Wind & Fire - Kalimba Story (Maurice White) (1974)
16. Billy Paul - Your Song (1972)
17. David Bowie - I Can't Give Everything Away (2016)
18. Leonard Cohen - Leaving The Table (2016)
19. Denny Doherty & Jimmie Haskell - To Claudia On Thursday (Jimmie Haskell) (1971)
20. Leon Russell - Delta Lady (1970)
21. Mott The Hoople - All The Way From Memphis (Dale Griffin) (1973)
22. Status Quo - Paper Plane (Rick Parfitt) (1972)
23. Cassius Clay with Sam Cooke - The Gang's All Here (Muhammad Ali) (1964)
24. Lord Invader & His Calypso Group - Fidel Castro (Fidel Castro) (1960)
25. Prince Buster - Hard Man Fe Dead (1965)
26. Bobby Vee – Take Good Care Of My Baby (1961)
27. The Stanley Brothers - Rank Stranger (Ralph Stanley) (1960)
28. Thunderclap Newman - Something In The Air (Andy Newman) (1969)
29. C.V. Jørgensen - Christiania Black Star (Erik Falck) (1979)
30. Emerson, Lake & Palmer - From The Beginning (Keith Emerson & Greg Lake) (1972)
31. Cortex - Jesus I Betong (Freddie Wadling) (1981)
32. George Michael - Faith (1987)
33. Else Marie Pade - Himmelrummet (1995)
34. The Beatles - A Day In A Life (George Martin) (1967)


onsdag den 4. januar 2017

Beat 2016 (8 af ?)


Af Mikael Cygan Hansen alias Don Stener

Plader:

10. Bisse: Højlandet
9. Tue Track vz Powersolo: ‘The Unreal Zound’
8. Orcas: ‘Tunge Sten’
7. Peder: ‘Come With Me’
6. Elevatorfører: ’Prøv Lige At Forstille Dig Det’
5. Bremer/McCoy: ’Forsvinder’
4. Shirley Collins: ’Lodestar’
3. A Tribe Called Quest: ‘We Got It From Here... Thank You 4 Your Service’
2. Leonard Cohen: You Want It Darker
1. Ramin Djawadi: ‘Soundtrack Game Of Thrones Season 6’


Koncerter:


1. Elevatorfører:  Loppen. Copenhagen Psych Fest. 17. juli.
2. Elevatorfører: Absalon Kirken. 4. november
3. Bremer/MacCoy: Bådteatret. Jazzfestivalen. 6. juli

tirsdag den 3. januar 2017

(De nøgne) og de døde 2016 i Mod Strømmen


Er 2016 et år man helst vil glemme? Måske. Den seneste månedstid er der i al fald gået inflation i det latinske udtryk annus horribilis. Et rædselsfuldt år. Det er en modsætning til annus mirabilis, hvilket er en traditionel sproglig vending og betyder et vidunderligt år. Annus horribilis blev vistnok brugt første gang i 1891 til at beskrive året 1870, hvor den romersk-katolske kirke definerede dogmet om pavens ufejlbarlighed. Det er dog den britiske dronning Elizabeth den 2., der har bragt udtrykket ind i vort moderne sprogbrug, da hun i 1993, beskrev 1992, som værende et annus horribilis, på grund af de store ægteskabelige problemer, det engelske kongehus vederfaredes det år.

De seneste tiårs tid eller deromkring, har Mod Strømmen hvert år i januar, sendt en hyldestudsendelse til de musikere, vi mistede i det forgangne år. Sådan bliver det også i år.

Stil ind nu på torsdag, d. 5. januar, kl. 18.00, på enten på 98.9 FM eller via den direkte livestream. Som noget nyt kan man ligeledes fange radiosignalet på Tunein.

mandag den 2. januar 2017

Beat 2016 (7 af ?)


Af Anders Hjortkær, ansat ved Roskilde Festival og quizvært på Rockquizzen

Så skal regnskabet gøres op. I musikkens tegn. Her er de 10 danske plader, som har lyst mit år op. Præsenteret i tilfældig rækkefølge. Udlandet følger bagefter.

Bisse: ’Happy Meal’

Bisse var allestedsnærværende på min årsliste i 2015. Og den hyperproduktive musiker er det igen i år. “Happy Meal” var årets første Bisse-plade og er prydet med årets nok mest usmagelige coverart. Heldigvis gemmer den på masser af musikalske godter. Bisse flirter med new wave hist og rock her, alt sammen vel sammenslynget i hans særegne singer-songwriter-formel, der fortsat har arv fra C.V. Jørgensen og Lars HUG. Det er umiddelbart og alligevel uhåndgribeligt, teksterne er fabelagtigt. Alt i alt fascinerer det uendeligt.

Niels Skousen: ’Hvem er du som kommer imod mig’

“Der var engang jeg sang en anden sang,” synger Niels Skousen i den eftertænksomme “Blomsterne”. Lige siden comeback-albummet “Dobbeltsyn” (2002) har Niels Skousen været en revitaliseret musiker. Fortsat med protest på hjerte og knivskarpe observationer af livet omkring ham. Skousen er altid omgivet af fantastiske musikere, og mentor Nørlund formår at putte den danske Cohens sange i spændende arrangementer og indpakninger. Niels Skousen iagttager fortsat verden i en skarp optik, og han reciterer efterhånden mere end han synger. Kloden drejer videre - Skousen forbliver sin egen stemme. En vigtig én!


North Fall: ‘Tie The Ends Tying Me’

North Fall er listens mest oversete navn i andedammen. Bandet, ført an af Anders Belling, har udgivet to fremragende plader, som begge desværre lever en lidt for hengemt tilværelse under radaren. North Fall fortjener meget mere med deres intime indiefolk, der rummer henvisninger til Ben Gibbard, Conor Oberst og vores egen Chorus Grant. Går godt hånd i hånd med vintermørket.

Big Mess: ’You Know I Care’

Uprætentiøs punkrock i favntag med 80’ernes indierock. I guder, hvor er det befriende at få sådan en plade ud herhjemme. “You Know I Care” er fyldt med højoktan guitarknas og følelsesbetonede vokaler, der besynger ungdommen, som den nu altid er, når den er svær. Sange om outsidermentalitet, kærlighedseskapader og generelle fuck-ups. Den slags der fylder i 20’erne, og som fremstår som universelle emner alle kan spejle sig i. Kan du lide Jay Reatard eller Hüsker Dü, kan du helt sikkert lide Big Mess.


Bisse: ’Højlandet’

Bisse igen? Ja, så absolut! Bisses anden 2017-plade “Højlandet” cementerer yderligere hans position som uundgåelig og original. “Højlandet” er noget af et monstrøst opus, der insisterer på at holde vores opmærksomhed i noget nær 80 minutter. Bisse besynger selve livet, og “Højlandet” er som en sejlads gennem febrilsk rockturbulens, klangflader og stemninger, hvor Bisses krukkede vokal er den røde tråd, der væver alle de stærke melodier sammen. “Seks hjerter” er årets danske sang i disse ører.

Ærkenbrand: ’Stimager’

Og så skal vi en tur til Ebeltoft. Herfra kommer den pudseløjerlige duo Ærkenbrand. De sammenstykker sælsomme, sære og ganske særlige sange, som lyder fra en anden tid. Det beskrives vel bedst som en slags neo-folk, optaget på en nedslidt båndoptager med al den kras i båndkanten, som hører sig til. Guitarer og strygere klinger og hviner som spøgelser fra et stykke pastoralt Danmark, der ikke er mere. Det er lidt uhyggeligt, egentlig. Men også utroligt atmosfærefortættet og dragende.


Lust for Youth: ’Compassion’

Der trækker sådan et diset mælkevejsslør efter synthtonerne i den stjernebeskinnede åbningssang “Stardom” fra Lust for Youths 2016-plade. Det er singlen, der bedst viser destinationen for Lust for Youths rejse, som de har taget fra lo-fi darkwave til klubvenlig synth-pop. Før var de en skarpkantet klippesten. Med “Compassion” er de slebet ind til den fineste diamant, der skinner om kap med mørkejægere som Depeche Mode.

Marching Church: ’Telling It Like It Is’

Elias Rønnenfeldt, som de fleste kender bedst fra Iceage, er en mand med mange jern i ilden. Marching Church startede som et sideprojekt, der nu er vokset til et ligeværdigt hovedprojekt. “Telling it Like It Is” emmer af coolness med henvisninger til Jeffrey Lee Pierce og Nick Cave. Fyldt med horn, strygere og urban angst er Marching Church et dansk bud på en international lyd, der insisterer på at skure fremfor at stryge med hårene.


Vessel: ’Patterns of Blue’

Anders Matthiasen fra Murder har dyrket sit soloprojekt Vessel i løbet af tre plader efterhånden. Denne seneste udgivelse er hans absolut stærkeste. Med rungende ekkoer af Lambchop og Smog søsætter Matthiasen sine sange som små skibe i rum sø, hvor de flyder stille med fingerplukkende guitar og hviskende vinde omkring sig. Blåmønstret som vand og yderligt farvet af et smukt vemod viser sangene, at det ikke kun er Jacob Bellens der har en ypperlig sangsnedker i sig.

Orcas: ’Tunge Sten’

Da De Høje Hæle først sparkede døren ind på den danske musikscene i starten af dette årti, var det med en gavflabbet, forfriskende energi og et livtag med det danske sprog. Én af Hælene er vandret over i Orcas, som i 2016 udgav deres debutplade “Tunge sten”. Orcas disker op med noget så forfriskende gammeldaws som en god gang beatmusik. På dansk naturligvis. Med orgelsoloer, ba-ba-ba-sang og forsamlingshusfeststemning fra dengang Peter Belli havde lange lokker spiller Orcas op til dans.



Der kom mange gode plader i år fra det store udland. Her er de 10 udgivelser, som har ramt plet hos mig i 2016. Ligeledes serveret i tilfældig rækkefølge.

Touche Amore: ’Stage Four’

Post-hardcoren trives fortsat, når bands som Touché Amoré findes. “Stage Four” er en hårdtslående sørgeplade bygget op om frontmand Jeremy Bolms tab af sin mor til kræft. Og lad det bare være sagt: Pladen slår lige i solar plexus, men den kæler også lidt for ørerne med læssevis af melodiske guitarvævninger, der løfter Touché Amoré over alle andre bands fra samme scene netop nu. Lyt til vreden, sorgen og de fantastiske sange. Det her er rystende godt!

Kråkesølv: ’Pangea’

Helt oppe fra det nordlige Norge, dér hvor dialekten er svær at forstå for selv nordmænd, kommer dette fremragende guitarband. Kråkesølv har taget hjemlandet med storm med deres blanding af norske gloser og inspirationer fra amerikansk indierock. De to ting sat sammen giver endnu et eksempel på Skandinavisk vellyd, og Kråkesølv lyder som ingen anden. “Pangea” er bandets måske stærkeste udspil indtil videre.


Isolation Berlin: ’Und aus den Wolken tropft die Zeit’

Jeg vover en påstand: Isolation Berlin er Tysklands bedste rockband netop nu. Og faktisk er det ikke bare mig, der påstår det. Et ivrigt nikkende kor af anmeldere rundt om i det tyske rige smider superlativer efter disse drenge. Isolation Berlin har tidligere udgivet nogle overbevisende EP’er og singler, men de gemte altså guldet til denne debutplade, som leveres på syngende tysk. Med en samling bundsolide rocksange maler de berlinerbetongråt det ene øjeblik og i mere rødromantiske toner det næste. Som en slags løsfarende Jonathan Richman i Berlin. Stærke sager.

Margo Price: ’Midwest Farmer’s daughter’

Hun er countrymusikeren, som giver den lange til musikbranchen i Nashville. Heldigvis er der countryelskere i andre byer end lige dén i Tennessee. Jack White faldt for Margo Prices Loretta Lynn-inspirerede countrymusik og signede hende til sit Third Man-label. Margo Price har levet livet, som mange countrysange kun klichéfyldt besynger. Og hun synger selvbiografisk om druk i barer, gambling, fængsler og aborter. Hun er et vaskeægte naturtalent med fremragende sange, og med et vidunderligt steady backingband (jeg har haft fornøjelsen af at se dem live!) er der ikke et øje tørt.


Nick Cave: ’Skeleton Tree’

Det er så svært med denne plade. For den er så gravalvor, at man ikke kan andet end at få dybe panderynker. Men hvis det rent faktisk kan lade sig gøre at abstrahere fra det faktum, at “Skeleton Tree” er en sørgeplade efter tabet af en søn, så vil man også erfare, at materialet på Nick Cave og bands 15. plade er af rygradsrislende høj kaliber. Udtrykket er dæmpet og minimalistisk, og der ligger et spøgelsesagtigt skær over det hele. Teksterne forbliver allegoriske på sin vis, så man ikke begraves fuldstændigt i gravkammermørke. Dosér med forsigtighed.

Mannequin Pussy: ’Romantic’

Hjertesorg gør ondt. Det ved Mannequin Pussy. I løbet af 17 kaotiske og katartiske minutter kommer vi omkring sang, skrig og skrål. Punkrockens mange varianter besøges. Én sang er poppunk, en anden er hardcore punk, en tredje grunge. Og sådan fortsætter det - og slutter som noget af et engangsknald man gerne vil genbesøge.


Scott & Charlene’s Wedding: ’Mid thirties Single Scene’

Bandnavnet er morsomt, og den ledsagende albumtitel er også en øjenåbner. Heldigvis lever indholdet til ørerne fuldt op til indpakningen. Scott & Charlene’s Wedding er et australsk storcharmørband, som har boet i NYC. Og det høres. Deres slackerrock låner fra lige dele Velvet Underground og 90’ernes lofi-rock, og så er lyden af deres musik som et stort smil på læberne. Frontmand Craig Dermodys observationer om banaliteter som ommøblering af stuen eller det at lave mesterlige ‘scrambled eggs’ går rent ind sammen med de mere end catchy melodier.

Parquet Courts: ’Human Performance’

Dette newyorkerband fandt vej til min årsliste tilbage i 2010. Det var med debuten. Denne, deres femte plade, er nok hidtil den stærkeste de har lavet. Og den fortsætter arven fra de øvrige udspil med herligt skæv og legende indierock. Angst og energi går hånd i hånd på “Human Performance”, der er alternativt fjollet og mærkeligt dybsindig. Det er måske ganske godt eksemplificeret i sangen “I Was just Here”, som dokumenterer følelsen ved at opdage, at en fastfood-resturant er lukket, mens den indfanger den frygtindgydende flygtighed ved vores eksistens på denne skøre planet.


Kevin Morby: ’Singing Saw’

Der er mange singer-songwriters, der har Cohen og Dylan som idoler. Knap så mange formår at løsrive sig og finde eget ståsted. For Morby er de ledestjerner - og Morby søger egentlig ikke et ståsted. Han er på en rejse. I fraseringer og tekstunivers er der masser at glimt fra 60’erne og 70’erne. Men mest af alt - og det er jo det det hele handler om - har Morby skåret en samling knivskarpe sange. Hans lettere drævende vokal sammen med et fuldt backingband (og ja, der er syngende save med på pladen også) og en underspillet melankoli fører os sikkert igennem “Singing Saw”, der i øvrigt er hans tredje soloudspil. Morbys stjerne lyser efterhånden ganske stærkt, og man glemmer helt, at cv’et også tæller Woods og The Babies.

Car Seat Headrest : ‘Teens Of Denial’

Historien om Will Toledo er perfekt. Han er Bandcamp-sensationen, der egenhændigt udgav 12 udspil i bedste skramlende lofi-stil á la Guided by Voices og Pavement. Så fandt han sammen med Matador, og “Teens of Denial” er den unge indierockers første rigtige udspil med fuldt band. Will Toledo fremstår som et barn af den alternative rocks generelle skepsis, men han arbejder sig tilbage på sporet mod noget, han kan tro på. Og det hører man tydeligt i de 12 sange på “Teens of Denial”. Det er råt, indfølt og direkte fra leveren, og det er præcis, hvad indierocken har brug for i en tid, hvor alting er så pokkers poleret.

søndag den 1. januar 2017

Fra Black Sabbath over Dragontears og Sleaford Mods…? Hvilke grupper/solister blev spillet flest gange i Mod Strømmen i 2016?


Listen afspejler selvfølgelig, hvilke gæster, der har besøgt radioen i løbet af året. 924 sange er det blevet til i 53 udsendelser. To af disse var særudsendelser. Dels lavede vi en bonustime om ’(De nøgne) og de døde 2015’ (hvordan hulen skal vi nogensinde nå gennem alle de musikere, der gik bort i 2016, i den udsendelse som vi sender på torsdag, når der kun er to timer til rådighed?), dels fik Copenhagen Psych Fest / Spring Edition 2016 særbehandling med en helt ekstraordinær udsendelse.

Med det på plads, så er listen udarbejdet på den måde, at eksempelvis Bob Dylan & The Band og Kim Salmon & The Surrealists, tæller som henholdsvis Bob Dylan og Kim Salmon, mens Alan Vega / Alex Chilton / Ben Vaughn er en gruppe, og dermed ikke forekommer under de enkelte kunstneres navne.

To gange:

Alex Chilton, Anders, Birgit, Gini, Charlotte, Michael & Ronnie, Baby Woodrose, bob hund, Bonnie ‘Prince’ Billy, Butthole Surfers, C.V. Jørgensen, Car Seat Headrest, Cheena, Cheetah Chrome, Chouk Bwa Libète, De Efterladte, De Høje Hæle, Dead Vibrations, Doojiman & The Exploders, Echo & The Bunnymen, Electric Eye, Elvis Presley, Emmylou Harris, Freakwater, Fribytterdrømme, Googoosh, Guddommelig Galskab, Happy Mondays, Hawkwind, Hills, Hole, Hul, Hurray For The Riff Raff, Iggy Pop, John Carpenter, Kim Fowley, Kim Salmon, Lamagaia, Low, Martin Newell, Minutemen, Motörhead, Mystisk Milits, Nils Gröndahl, Nirvana, P. F. Sloan, Parquet Courts, Paul Westerberg, Pixies, Primal Scream, Ramesh, Sleaford Mods, Sly & The Family Stone, Smog, Sneaky Feelings, Spacin', Spectrum, Spids Nøgenhat, Steve Gunn, Suicide, Tal National, Talking Heads, Teenage Fanclub, The Band, The Bevis Frond, The Chills, The Clean, The Dwarfs Of East Agouza, The Go-Betweens, The Jesus & Mary Chain, The Live Museum, The Love Coffin, The Rolling Stones, The Specials, The Stone Roses, The Stones, Ty Segall, URAN GBG, Vessel og Yuri Gagarin.

Tre gange:

Aron, Bruce Springsteen, CHILDRENN, Deadpan Interference, Debre Damo Dining Orchestra, Dinosaur Jr., Dragontears, Elevatorfører, Fossils, Gorilla Angreb, Jacob Lyst, Kourosh Yaghmaei, Kristian Harting, Loretta Lynn, Motorique, Niels Skousen, PJ Harvey, Roxy Music, The Fall, The I Don't Cares, The Jean-Paul Sartre Experience, The Replacements, The Smiths, The Velvet Underground og We Are Wood.

Fire gange:

Big Star, Bleach Blondes, Red Lama, Roxy Music, The Brian Jonestown Massacre, The Yeah Force og TJ & The Reasons To Live.

Fem gange:

Big Mess, David Bowie, Mørtel, Måneskjold, Narcosatánicos, Neil Young, Orcas, Roxy Jules og Yahowa.

Seks gange:

Black Sabbath, Less Win, Sonic Youth og Sune Køter Kølster.

Syv gange:

Bob Dylan.

Otte gange:

Telstar Sound Drone og Ukendt Under Andet Navn.

Tilsvarende lister fra 2014 og 2015

lørdag den 31. december 2016

Beat 2016 (6 af ?)


Af Peter Hvalkof, booker Roskilde Festival og Global

Der har været mange gode musikoplevelser i 2016. Følgende er ikke listet i rækkefølge og er ikke en ”top of the pops 2016”, men hvad jeg lige i dag synes (i morgen er det sikkert anderledes), der står tilbage som ekstraordinære oplevelser i 2016:

Album:

Punch Brothers: ‘The Phosphorescent Blues’
Elza Soares: ‘A Mulher Do Fim Do Mundo’
David Bowie: ‘Black Star’
Konono No Meets Batida
Paul Bowles: ‘Music Of Morocco’
The Dwarfs Of East Agouza: ‘Bes’
Various Artists: ‘Real Rio’ (rock, pop, noise and electronic music from Rio de Janeiro, compiled by Chico Dub)
Noura Mint Seylami: ‘Arbina’
Ksiezyc: ‘Rabbit Eclipse’
Pascal Comelade + Los Liminanas: ‘Traite De Guitarres Triolectiques: A L'usage Des Portugaises Ensablees’
Aksak Maboul: ‘Onze Danses Pour Combattre La Migraine’

Koncerter:


Maalem Omar Hayat (Mar): Global, d. 13. februar                  
Bixiga 70 (Bra): Global, d. 19.februar                 
Andromeda Mega Express Orchestra (Tysk): Avalon, RF 2016, d. 1. juli                
Los Piranas (Col): Gloria, RF 2016, d. 2. juli                
Margo Price (US): Tønder Festival, d. 25. august
Volosi (Pol): Global, d. 2. september
Romperayo (Col): Bogota, d. 17. september
Bitori (Cap. Ver) & The Kutimangoes (DK): Global, d. 14. oktober
Söndörgö (Ung): Global, d. 28. oktober                
Elza Soares (Bra): Huxleys Neue Welt, Berlin, d. 10. november