Blogger Widget

onsdag den 7. december 2016

Young og Fannies, mest af alt nok det sidste.


Denne demo fra københavnske Birds In Flight er right up my alley, som det så poetisk hedder.


tirsdag den 6. december 2016

Københavnerpunk på Maximum RocknRoll Radio


Præsenteret af én arrangør af K-Town Harcore Fest og indehaveren af fanzinet, 'Living In The City'. Optaget og produceret i Ungdomshuset på Dortheavej. Udsendelsen blev sendt fredag d. 4. december.

Intro song:

SODS - Copenhagen

Before K-Town Was a Thing…

BRATS - I Do What I Wanna Do
ADS - Waiting for the War
KALASHNIKOV - Famler Sig Frem

The Birth of K-Town Hardcore

AMDI PETERSENS ARMÉ - En Borger Af Samfundet
ASBEST - Astumpet
PARAGRAF 119 - Fingrene Væk
GORILLA ANGREB - København I Ruiner

Mid-2000s Moshpit Fuel

NO HOPE FOR THE KIDS - Suicide City
BOMBEREGN - No Tomorrow
NUCLEAR DEATH TERROR - The Darkest Age
DEATH TOKEN - All Dreams Are Nightmares

New Wave of K-Town Hardcore

DOGMATIST - Small Roads
HALSHUG - Sort Sind
JUNTA - Krigen Kommer Snart Til Europa
THE WAR GOES ON - This Shitty Life
PLANET Y - Sort Verden
BIG MESS - Twenties
MOTH - Synthetic Hands

Outro song:

NIGHT FEVER - New Blood


mandag den 5. december 2016

Skalkeskjul i Mod Strømmen


Jeg er i tvivl om, hvornår jeg hørte om Skalkeskjul første gang. Mon ikke det var sangen, ’Buldrer Afsted’? Eller var det via Fribytterdrømme, der mere eller mindre har adopteret det unge Kolding/Vejle-band? Anyway, jeg kunne godt lide deres take på den dansksprogede rockmusik, der i pressen bliver kaldt psykedelisk, sådan er det jo i disse år. For mig at høre udbreder referencerne sig ikke desto mindre over langt flere stilarter, 70’er aftapning og gang i gaden. Selv skriver bandet, at de er inspireret af ”brugte vinyler, tomme lommer, dårlig kaffe og røg, middelmådige byture, vinterslud i sommerregn, dårlig politik og mudderkast”

De seneste år, har Skalkeskjul spillet et hav af liveshows over det ganske land. I september 2015, udsendte de debut-ep’en ’Hopladi & Gemmeleg’, der i år er fulgt op af album-debuten ’Motivet Ukendt’


Lyt med nu på torsdag, d. 8. december, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream

søndag den 4. december 2016

’Musik’


”Der er intet til hinder for musik,
der er friskere end jordens salt. –
Du kan få den fra, hvor du vil,
du kan simpelthen høre alt –
og lave musik deraf,
hvis du kan høre den –
men det er det sværeste, der er til;
at høre, hvad ikke er til.”

- fra ’Schades Højsang’, 1958

fredag den 2. december 2016

Debre Damo Dining Orchestra. Playliste 1. december 2016


1. Debre Damo Dining Orchestra - Ubahn in Addis (2016)
2. Neu! - Hallogallo (1972)
3. Don Cherry - Utopia & Visions (1972)
4. Getachew Mekuria - Aha Gedawo (1972) (2016)
5. King Crimson - 21st Century Schizoid Man (1969)
6. Debre Damo Dining Orchestra - Subterranean 3 (2016)
7. Slayer - Seasons In The Abyss (1990)
8. Curtis Mayfield - (Don't Worry) If There's A Hell Below, We're All Going To Go (1970)
9. Dexter Story - Yene Konjo (2015)
10. Snoop Dogg - Murder Was The Case (1994)
11. Black Sabbath - Hole In The Sky (1975)
12. Debre Damo Dining Orchestra - Where Pyramids And Space Collide (2016)


torsdag den 1. december 2016

37 mere eller mindre vanvittige historier om Bob Dylan.


Først en fra årets absolut bedste rockbiografi:

”Bob Mehr’s Trouble Boys: The True Story of the Replacements is one of the best recent rock biographies. It’s also got a great little Dylan story. The Replacements were recording in the same studio in Hollywood as Dylan, then working on Under the Red Sky. And one day, Dylan showed up at the younger band’s session. Mehr quotes engineer Clif Norrell: “He was saying, ‘My kid loves you; my son’s really into your band.’ You could see [the Replacements’] eyes light up, and then Dylan goes, ‘You’re R.E.M., right?’””

En fra Ian McLagans selvbiografi, ‘All The Rage.’:

“Dearly departed keyboardist Ian McLagan did a stint in Dylan’s backing band in the early ’80s, an experience he shared in his memoir, All the Rage.  Turns out Bob was a tetchy bandleader. Before a gig in Rome, Dylan appears in the band’s dressing room wearing “a black drape jacket with a white high-collar shirt.” McLagan tells him, “You’re looking very Byronic tonight” and is then confused when Dylan stews over the comment for several days. Almost a week later, in Barcelona, Dylan asks, ‘Hey, Ian, at the show in Rome, why did you call me moronic?’””

Flere historier herunder…

onsdag den 30. november 2016

Note til mig selv. Før og efter Kel Assouf



Før:

1. Charles Wright & The Watts 103rd Street Rhythm Band - 65 Bars And A Taste Of Soul
2. George Jackson - Aretha Sing One For Me
3. Sarah Webster Fabio - Alchemy Of The Blues
4. Leonard Cohen - Always
5. Mary Afi Usuah - Ebre Mbre
6. Minutemen - This Ain't No Picnic
7. Doug Hream Blunt - Ride The Tiger
8. The Coasters - Down In Mexico
9. Linton Kwesi Johnson - Inglan Is A Bitch
10. Gang Of Four - Natural's Not In It
11. Ngozi Family - Hey Babe
12. Malouma - Yarab
13. Föllakzoid - 9

Efter:

1. The Rolling Stones - Jigsaw Puzzle
2. Cypress Hill - Pigs
3. Funkadelic - Friday Night, August 14th
4. Hills - Och Solen Sänkte Sig Röd
5. Gyedu-Blay Ambolley - Kwaakwaa
6. Roxy Music - Do The Strand
7. The Stones - Funk Conversations
8. Julie London - Yummy, Yummy, Yummy
9. The Action - Active Action
10. Tinariwen  - Arawan
11. Ohio Players - Fopp
12. Thee Oh Sees - The Dream
13. Narcosatanicos - Ghost Rider
14. Bush Tetras - Can't Be Funky
15. Sharon Jones & The Dap-Kings - This Land Is Your Land
16. National Wake - International News
17. The Ringo Jets - Shake Your Hips
18. The Charlatans - Tonight I'll Be Staying Here With You
19. Cornershop [feat. Izzy] - Who's Gonna Lite It Up?
20.  Sun Ra & His Arkestra - Nuclear War
21. The Smiths -. Panic
22. Steely Dan - Bodhisattva

tirsdag den 29. november 2016

Debre Damo Dining Orchestra i Mod Strømmen


“There are tribes in the south called the Derashe. They are surrounded by people who play five tone music but they have created a diminished 12-tone scale. Diminished scales are very important in jazz music especially for improvising. We learn how Charlie Parker came up with diminished scales as well as Claude Debussy and Bach. But always on my mind is the question of who were first with the scale, these people or the Derashe tribe?”

- Mulatu Astatke

Jeg skal ikke kloge mig på tovltoneteknik og kompositionsmetoder. Eller hvad dét er den banebrydende etiopiske jazzmusiker Mulatu Astatke prøver at fortælle med ovenstående citat. Bare konkludere, at ethiojazzen er en blandingsgenre som så mange andre.

Hvis man læser lidt op på stilarten, begyndte den ikke med Mulatu Astatke. Den første store orkesterleder var Nerses Nalbandian, hvis familie med nød og næppe var undsluppet det armenske folkedrab i Tyrkiet. De bosatte sig i Etiopien, hvor han op gennem halvtredserne lagde grobunden for det spirende jazzmiljø i det nordøstafrikanske land. Dét, der senere blev kendt som swinging Addis Abeba, opkaldt efter musikscenen i landets hovedstad. Men nu foregriber jeg fortællingen.

Allerede nævnte Mulatu Astatke anses nemlig som ethiojazzens største innovator. Astatke blev født i 1943. I slutningen af halvtredserne rejste han til Wales. Målet var at blive ingeniør, men til hans forældres ærgrelse, faldt interessen på musik. I første omgang den klassiske, senere tog han til Boston, hvor han formelt begyndte at studere jazzmusik.

I slutningen af tresserne tog Astatke tilbage til Etiopien, her udviklede han den lyd, han omtaler ovenfor. Altså den noget uortodokse fusion mellem traditionel etiopisk folkemusik og amerikansk jazz. De følgende år, er siden blevet kaldt guldalderen indenfor ethiojazzen. Her blomstrede utallige jazzensembler i Addis Abeba under ledelse af Astatke, og den i år afdøde, saxofonist Getatchew Mekuria. Kulminationen kom da selveste Duke Ellington kom til byen i 1973, for at optræde med Mulatu Astatke.

Denne lange smøre skulle gerne virke som en eller anden form for forforståelse for det program, som bliver sendt på torsdag. Københavnske Debre Damo Dining Orchestra, hvis medlemmer har baggrund i Whoareyoupeople, The Floor Is Made Of Lava og Laburnum, debuterede i 2015 med singlen ’Yesega Wat’, der var umiskendelig ethiojazz. Siden har debut-lp’en, der kom i september, føjet flere genredefinitioner til. Psych, syre og kraut blandt andet.

Her ’ Where Pyramids And Space Collide’ fra den nye skive:


Debre Damo Dining Orchestra er:

Søren Lyhne Skov: Tenor Sax
Rasmus Karkov: Alto Sax
Peder Mertner Vind: Keys
Asbjørn Nørgaard: Drums
Kasper Saaby: Drums
Simon Visti Tang: Bass

Stil ind nu på torsdag, d. 1. december, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream

Foto: Jacob Borg Christensen

mandag den 28. november 2016

‘Waiting To Be Forgotten: Stories of Crime and Heartbreak, Inspired by The Replacements’


“The whole collection feels like it’s falling on a bruise. I love that. There’s a wide variety of tones between the stories. Some are straight-up noir, some comedy, some love stories. We have tales of violence and death sitting alongside explorations of unrequited love, featuring single parents, criminals, and struggling musicians. Overall, it feels worn, wounded, but still defiant. You can tell this collection was inspired by the band who recorded both Sorry Ma and All Shook Down.”

- jeg ved ikke om The Replacements sangtitler er mere inspirerende / billedskabende end andre bands. Ikke desto mindre, har den engelskfødte glaswegian, forfatter og nu redaktør, Jay Stringer, sat en antologi sammen med 25 noveller, der alle tager udgangspunkt i en ’Mats titel. 

Læs et interview med Stringer her.

Det er iøvrigt muligt at bladre i bogen hos Amazon.

fredag den 25. november 2016

Shoot From The Hip #4. Playliste 24. november 2016


1. John Cale - Guts (1975)
2. Bonnie ‘Prince’ Billy - You Will Miss Me When I Burn (2004)
3. Smog - Dress Sexy At My Funeral (2000)
4. Freakwater - Down Will Come (2016)
5. Ron Davies - It Ain't Easy (1970)
6. David Bowie - Always Crashing In The Same Car (1977)
7. The Rolling Stones - Jigsaw Puzzle (1968)
8. The Band - Up On Cripple Creek (live) (1976)
9. The Jazz Butcher - Last Of The Gentleman Adventurers (2012)
10. Kel Assouf - Lehiyet (2016)
11. Jimmy Cliff - Sitting In Limbo (1971)
12. Freddy Fræk ‎- Henry (1968)
13. Big Star - I'm So Tired (1974/2016)
14. The Royal Family - Love Is the Greatest Thing (1967)
15. Minutemen - Spillage (1984)
16.  The Spelling Mistakes - Feels So Good (1980)
17. The Damned - New Rose (1976)
18. Cheena - Car (2016)
19. Richard Lloyd - Number Nine (1979)


torsdag den 24. november 2016

Årets sidste Shoot From The Hip falder som altid på en torsdag.


Torsdag er en noget tvivlsom dag. Især hvis man arbejder med roterende ting. Det varsler intet godt. Ak og ve. Til gengæld er det et godt tegn, hvis man er født på en torsdag. Så er der nemlig mulighed for, at man har okkulte evner og kan se bag tingene. Hvis man kigger på gamle vejrvarsler, så synes ingen at have interesseret sig for denne ugedag.

Lyt med i dag, hvor dele af det faste crew forsøger at skyde sig ind på fortiden, nutiden og fremtiden. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream

tirsdag den 22. november 2016

“I’ve been in Europe for 10 years but my soul will always be in the desert”


Flere anmeldere har nævnt, at Kel Assouf spiller heavyrock. Termen er også nævnt i gruppens eget pressemateriale. Det er rigtigt, at der er en mere aggressiv, pågående stil på ’Tikounen’, end på bandets debutplade, ’Tin Hinane’, fra 2010. Men ligefrem heavyrock, den køber jeg ikke. Jeg vil snarere kalde det en frugtbar krydsning mellem Tuareg-ørkenblues og europæiske-amerikanske rockmusik. På papiret ser det første bedst ud, men sådan er det, når musik skal appellere bredt, så må beskrivelsen af den helst ikke blive for kompliceret. Musik er forretning. Hvad vil jeg egentlig sige med det?

Sanger og guitarist i Kel Assouf, tidligere medlem af Tinariwen, Anana Harouna, er født i Niger. De seneste ti år har han boet i Bruxelles. Her har han samlet et hold af musikere fra Mauretanien, Ghana, Frankrig, Mali og Algeriet, der udgør Kel Assouf. Gruppens nye plade er forankret i vrede og afmagt over en verden, hvor krige raser, havene stiger, fordelingen af verdens goder tilfalder et fåtal, de rige lande lukker sig om sig selv. Historisk set er der vist noget om, at civilisationer bliver syge og går til grunde, hvis de helt og holdent lukker sig om sig selv. Hvad vil jeg egentlig sige med det?

Nu på fredag, d. 25. november, spiller Kel Assouf på Global. Dørene åbner kl. 20.00. Herunder kan man tjekke ’Tikounen’, og høre om der overhovedet er hold i mine betragtninger. Live er der mere knald på, har jeg hørt. Det var bare det, jeg ville sige. Eller jeg mangler at fortælle, at jeg vender plader før og efter koncerten. Det var vist dét. 


mandag den 21. november 2016

‘Guts’


”Den, der videregiver fiktionen skal være bevidst om det helt fundamentale, at man lige så lidt har lyst til at høre om offeret som om bøddelen. Det ved enhver kvinde, der er blevet voldtaget: Der hænger et eller andet frivolt ved udåden. Man tror jo ikke rigtigt på dén historie, ligegyldigt hvad der er sket. På den anden side vil man jo absolut også have det dårligt med en Donald Trump type, som praler med sine gramsende overgreb på fotomodeller, ligesom man gyser ved påstanden om Bill Clintons voldtægtslignende forførelser af underordnede praktikanter i embedsmandssystemet. Når alt kommer til alt ligner voldsmanden uhyggeligt meget sit offer, som John Cale engang formulerede det. "In the end, in the end", sørgede han dog for at understrege. Lige så lidt som vi vil høre om voldsmanden vil vi høre om offeret, begge dele bryder roen på en virkeligt uhyggelig og uhøflig måde, og nu har vi det sgu da næsten slet ikke rart længere, her hvor desserten er lige ved at blive serveret, hvad i alverden fortæller du dog dette svineri for? Er det fordi du gerne vil provokere?”

- fra Jan Sonnergaards sidste udgivne novelle, ‘Fundamental, familiær spillogik’, der udkom i online tidsskriftet ’Lapidar’, d. 1. november. Redaktøren introducerede den således: ”Novellen i Lapidar er mere eksperimentel og befinder sig i spændingsfeltet mellem essay, socialrealisme og metarefleksiv modernisme.”

Det, jeg hæfter mig mest ved er, at den sidste rocktekst som Jan Sonnergaard citerede fra - og han har godt nok citeret mange gennem årene – var John Cales ’Guts’:

Jan, du havde om nogen dine meningers mod. Tak for dét og tak for alt dét andet.

“The bugger in the short sleeves fucked my wife
Did it quick and split
Back home, fresh as a daisy to Maisy, oh Maisy

And the twelve-bore it stood in the corner
Quite operatic in its self-disgust
It blew him all over the living room floor
Like parrot shit, parrot spit, parrot shit was shot

Now suppose it was someone familiar
Someone we all would know
embarrassing denouement, n'est-ce pas?
Familiar hyperbole

And there would go the secret plot
The piss had missed the hole in the pot
Like that ancient teenage dream
From soul to poison soul to poison soul

Guts, guts, got no guts
And stitches don't help at all
Guts, guts, got no guts
Holes in the body, holes in the legs
Holes in the forehead, holes in the head
Holes in the body, holes in the legs
There should never be holes at all
There should never be holes at all

So, kill all you want or more
Make sure, do it right
Dead is dead, and door nails forget
And then you'll notice
How the waster and the wasted
Get to look like one another
In the end, in the end
In the end, in the end
In the end, in the end
In the end, in the end”


“The bugger in the short sleeves”, har faktisk et navn, eller havde, han er her heller ikke længere. Hans navn var Kevin Ayers

Postkort fra Kina


Jeg mangler ord. En kær ven, er her ikke længere.